29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Overlever Palæstina?

Overlever Palæstina?

Debattør, tidligere MF'er Trine Pertou Mach og Irene Clausen fra Boykot Israel lægger op til debat i Byens Hus i Roskilde på torsdag.

17 jan 2019

En gruppe Roskilde-borgere har taget initiativ til et offentligt møde om Palæstina den 17. januar klokken 19:30 i Byens Hus. Emnet er: Overlever Palæstina? Trine Pertou Mach, udenrigspolitisk debattør, tidligere MF og forhenværende forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke, vil fortælle om situationen i Palæstina i dag. På mødet vil Irene Clausen fra ‘Boykot Israel’ fortælle om, hvad der kan gøres for at støtte palæstinenserne. Alle er velkomne.

Israel fører som stat reelt en apartheidpolitik overfor palæstinenserne. Det gavner ingen! En international boykot hjalp i Sydafrika i sin tid. På mødet vil vi tale om den aktuelle situation, om den udbredte kulturelle boykot af Israel og om, hvordan vi her i Roskilde kan støtte BDS-bevægelsen, der bygger på boykot af varer, deinvesteringer og sanktioner af Israel.

Vi har et sprængfarligt Mellemøsten, fyldt med krig, lidelser og flygtningestrømme. Og vi ser, at Israel aktivt puster til ilden – blandt andet gennem sin årtier lange ulovlige besættelse af Vestbredden. Og Israel bliver uanfægtet ved og udvider konstant sine bosættelser på den besatte palæstinensiske Vestbred. Her ligger også Bethlehem.

Een af initiativtagerne, Anne Haarløv, fortæller:

‘Jeg har selv været på Vestbredden. At vågne op på taget af et hus i Bethlehem er en utroligt smuk oplevelse. Solen står op over de ni højdedrag, der omgiver byen. Men det er også en uhyggelig oplevelse. For strategisk placerede gigantiske hvide israelske bosættelser eller ‘fæstninger’ er anlagt på toppen af de fleste af højdedragene, langt inde på Vestbredden. De er forbundet med korridorer, forbindelsesveje ind til Israel, som kun israelere må køre på, og som skærer sig igennem de palæstinensiske områder! Det er så tydeligt, at Israel bruger sin militære magt og koloniserer videre på Vestbredden, uanfægtet af, hvor meget verden uden om protesterer og vedtager resolutioner i FN’.