FN's generalforsamling med 122 lande har i 2017 vedtaget en traktat, der forbyder produktion, opbevaring og brug af atomvåben.

Desuden er alle, der vil tage ansvar for menneskehedens fremtid, jo enige om, at der nu med alle midler skal føres en bæredygtig klimapolitik, så temperaturen ikke stiger over 1,5 procent.

Og hvis alle verdens atomvåben affyres, så vil det, ud over drab på i nærheden af en milliard civile mennesker, også gøre Jorden ubeboelig og blandt andet medføre temperaturfald på 8-9 procent, det dobbelte af istidens.

 Risikoen for start af en atomkrig ved et uheld vil blive større, jo højere den internationale spænding bliver.

Argumentet med, at Danmark som medlem af NATO støtter strategien om som de første at være parate til at bruge atomvåben og følgelig at investere i atomvåbenproduktion, holder ikke. Thi en sikkerhedspolitisk strategi, der bygger på frygt, afskrækkelse, overlegenhed og accept af et permanent international højspændingsniveau, kan aldrig blive langsigtet bæredygtig, da dette magtpolitiske tankesæt til enhver tid vil kunne optræde ødelæggende for skabelsen af den nødvendige gensidige tillid for at kunne opbygge det nødvendige samarbejde om at skabe et globalt, klimamæssigt, bæredygtigt system.

Selv om nogle tør tro på, at politiske aktører i højspændte situationer altid vil undlade at sætte egne befolkningers liv på spil, så vil de aktuelle bestræbelser for at gøre sig usårlig igennem opbygning af et skjold mod andres atomvåben, jo eliminere en sådan selvrisiko – og understreger således den afdøde svenske statsminister Oluf Palmes pointe med, at sikkerhed er udelelig, da den enes oprustning altid vil øge andres usikkerhed, hvorfor vi må indse, at en bæredygtig sikkerhed kun kan skabes igennem at opbygge en fælles sikkerhed.

 Og risikoen for start af en atomkrig ved et uheld vil blive større, jo højere den internationale spænding bliver, fordi menneskelige eller EDB-genererede fejlmeldinger snarere febrilsk bliver tolket som et reelt atomvåben angreb. Det var, hvad der ved at ske i 1983 under den europæiske atomraketkrise, men som heldigvis blev afværget af en EDB-kyndig stedfortræder, Stanislav Propov, som vi alle i dag skylder vores liv.

Så hvilken mening skulle der være i på den ene side at kræve vores allesammens mangeårige møjsommelige indsats og afsavn for at redde vores fremtidige generationer fra en glidende klimaforværring, hvis vi på den anden side tillader, at vores pensionskasser søvngængeragtigt følger vores folkevalgte politikerflertals NATO-fundamentalistiske tro på, at en atomparaply sikrer vores fremtid, og følgelig misbruger vores pensionsopsparing til kortsigtet investering i atomvåben, som udløst i en atomkrig straks vil smadre vores og fremtidige generationers liv og fremtid på Jorden?

Forkortet af redaktionen