I fascismens og nazismens skygger kom Anton til verden den 7. maj 1939, hvilket har præget hele hans liv, fra barndommen til i dag.

Hans tidlige år tilbragte han i Randers hos familie, da hans far, Martin Nielsen – det kommunistiske folketingsmedlem – var interneret i Horserødlejren og efterfølgende blev sendt til koncentrationslejren Stutthof. Hans mor Agnes Nielsen – som var jøde og kommunist – måtte leve i skjul under besættelsestiden.

Denne hårde start på livet og forældrenes politiske engagement formede Anton Nielsen, og fra sin tidlige ungdom blev livet en kampplads: For kommunisme, faglige rettigheder, social retfærdighed, antifascisme, antimilitarisme og en konstant stædighed mod kapitalismen, politikernes og myndighedernes løgne.

“Når uret bliver ret, er modstand en pligt”, er de ord, som har fulgt Anton i alle hans handlinger og ord.

Bryllupsdag 7. maj

Privat er han gift med Inger (født 1938), som han første aften, de mødtes, tilbød at følge hjem og siden har været sammen med. Da de var for unge til ægteskab – uden kongebrev – giftede de sig først i 1960, den 7. maj på Antons 21-års fødselsdag, og de har derfor 59-års bryllupsdag i dag.

Deres tre børn, Karen-Ditte, Morten og Maya blev født i henholdsvis 1961, 1963 og 1965.

Deres hjem har altid været et midtpunkt for politiske aktiviteter, rummelighed og en konstant åben dør for familie, venner og kammerater, gæster fra ind- og udland, diskussioner, planlægning, store idéer og indholdsrigt samvær.

Antons politiske virke har altid haft et fast fundament i Inger, som med indsigt, viden og som kommunist er og har været en uerstattelig sparringspartner i hans liv.

Deres politiske liv havde også indflydelse på deres økonomi, da Anton var blacklistet hos de fleste arbejdsgivere på grund af hans tillidsmandshverv og store kæft, som han nægtede at lukke i, hvis arbejdsforholdene eller lønningerne ikke var i orden. Det betød – i perioder – at indtægten var derefter.

Ingers arbejde som pædagog for udviklingshæmmede reddede det lille hjem mere end én gang. Efter en artikel i Berlingske Tidende om arbejdsløshed i 70'erne blev deres hjem overdænget med pakker med alt fra badetøj i diverse størrelser til breve med “en lille seddel i”.

Det politiske budskab i forhold til at deltage i en artikel om arbejdsløshed blev omdannet til almisser fra ukendte, hvilket ironisk ramte helt ved siden af budskabet. Postbuddet slæbte sække op til den lille familie i Ølstykke.

Kun én gang har Anton og Inger holdt en pause fra deres politiske engagement. Efter børnene blev voksne, rejste de 10 måneder “Jorden rundt” – en oplevelse, de gerne fortæller om.

7. maj er derfor også et STORT TILLYKKE med jeres 59 års bryllupsdag!

På Folketingets talerstol

Anton indledte sit politiske arbejde i 1954 i Danmarks Kommunistiske Ungdom, efterfølgende blev han indmeldt i Danmarks Kommunistiske Parti i 1958. I 1959 blev han udlært murersvend, og allerede som lærling påbegyndte han sit hverv, hvilket han fortsatte med som svend.

Han var i 13 år formand for DKP Frederiksborgs Amt, og fra 1976 til 1987 var han medlem af centralkomitéen og fungerede i ti år som rejsesekretær. I årene 1974-81 var han indvalgt i Frederiksborg Amtsråd.

I 1976 blev han indkaldt som vikar til Folketinget, da medlemmet fra DKP, Jørgen Jensen, var på ferie. Anton blev en del af gruppen, som skulle diskutere endnu en af Socialdemokratiets nedskæringsforlig. Anton indtog Folketingets talerstol:

– Man har løjet og bedraget over for 100.000 mennesker og deres familier i over fem år. Nu kommer man her og vil have presset et forlig ned over arbejderklassen med en lønramme på 2 procent, som alle ved, reelt betyder en nedgang i reallønnen. Jeg siger velbekomme til Socialdemokratiet og jeres nye makkere. Men jeg siger samtidig til arbejdspladserne: Gå i aktion, kæmp, strejk, find de midler, som er nødvendige for at forhindre dette!...

Mere fik han ikke sagt. Han blev håndfast stoppet af Folketingets formand og beskriver det selv som “nærmest smidt ned af talerstolen”.

Har noget på hjerte

Som taler i mange forskellige sammenhænge har Anton været flittigt brugt. Han har noget på hjerte og deler gerne – og længe – sine synspunkter, som altid ender op i en opfordring til politisk aktivitet, til at tage stilling og handle.

I 1990 var han medlem af Kommunistisk Forum, siden Kommunistisk Parti i Danmark og fra 1990-2003 politisk redaktør for bladet Kommunist.

I 2018 meldte han sig ud – sammen en stor gruppe – af Kommunistisk Parti i Danmark i protest mod partiets modvillighed i forhold til en sammenlægning af de kommunistiske partier. Det var ikke muligt at være en del af et parti, som på trods af enslydende partiprogrammer ikke ville samle sig af personlige grunde og gammelt nag. Forklaringen fra det parti, han havde været medstifter af, var, “at der var uenighed om visse dele af enhedsarbejdet”!

Han meldte sig ind i Kommunistisk Parti i 2018 og er en aktiv del af sin afdeling og partiet i dag.

Fra 1999 til 2016 var han formand for Horserød-Stutthof Foreningen, og i samme periode var han henholdvis bestyrelsesmedlem og formand for FIR-Danmark, den danske afdeling af Fedération Internationale des Résisstans – Association Antifasciste (fange- og modstandsbevægelse i 26 lande siden 1945).

Hans formandspost i Horserød-Stutthof Foreningen kostede ham seks måneders fængsel for “terrorvirksomhed”, hvoraf de fire blev gjort betinget – grundet alder (72 år). Terroren bestod i at støtte PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) og FARC (Colombias revolutionære oprørsgruppe). Anklageren påstod, at Anton “var til fare for rigets sikkerhed”! Fra Antons forsvarstale 15. juni 2011:

“Det der var tilladt og en menneskelig og moralsk pligt i går – nemlig at komme de undertrykte og ulykkelige mennesker til hjælp – er en forbrydelse mod statens sikkerhed i dag. En terrorhandling.”

I dag er Anton redaktør for det kulturpolitiske tidsskrift Antifascistisk Forum, som han sammen med Jesper Klein med flere grundlagde i 2008, og han tager gerne ud og holder foredrag, som spænder fra “Den Kolde Krig” til “fagbevægelsens historie” eller hans personlige liv.

Forfatter

Anton har altid skrevet i stor stil, pjecer og artikler. De seneste år har han kastet sig over bøgerne, hvor kan nævnes: “Som bølger af hav” (2010) – hans families historie og politiske virke, “Det skete i vor tid” (2013) – Israel-Palæstina-konflikten, “Byd magten trods” – om terrorisme og frihedskamp 1933-2014, og sidst udgivet er “Den danske model” (2018) – rids af klassekampen.

Sidstnævnte læste jeg sammen med Inger Morgensen korrektur på, og en lille note om Antons utålmodighed, som også har haft betydning for hans liv, er, at man skal handle her og nu, og der er “ikke tid til at sætte sig ned og vente på Godot”, er evnen til for eksempel at sende cirka 700 sider og ringe tre dage efter og spørge om, hvornår man er færdig.

“Manifestet” er vi mange, som venter på, og det bliver vist det næste projekt.

Efter at hans far, Martin Nielsen, vendte hjem fra koncentrationslejren Stutthof, skrev han: “Der leger en solgylden dreng i en lille grusbelagt gård uden for mit åbenstående vindue. Der er ingen i verden udenfor ham. Millioner af solgyldne drenge som ham kom ikke igennem eller lever i dag i ruiner.

Billedet bliver afløst af andre mørkhårede drenge, hvor hovedbunden er barberet med en maskine. De har magre, indfaldne dødningeansigter med store, mørke øjne, der aldrig har smilet, men derimod har set alt for meget og forstået alt. På deres pilmagre skelet af en drengekrop lyste der på ryggen og maven en gul, savtakket stjerne. Jeg kommer i tanke om en besked, jeg fik fra drengens mor, mens jeg sad i dobbeltisolation: “Hvad vores dreng angår, har jeg kun et ønske, at han må blive et godt menneske.”

Det, vil jeg påstå, er lykkedes til fulde.

Gå ind i kampen!

“Håbet lever, så længe mennesker husker”, er titlen på en af Antons pjecer. Det ligger ham meget på sinde, at ungdommen aktivt skal gå ind i kampen i antikrigsbevægelser og i bekæmpelsen af social og økonomisk ulighed og aktivt vil deltage i kampen mod den stigende fascisme og raceopdeling, der har store ligheder med 30'ernes Europa.

Man skal tage stilling til den verden, vi lever i, og i solidaritetens navn tage stilling i klassekampen, hvor det kapitalistiske system klamrer sig til tilranede privilegier. Hvor længe kan det holde, inden verden går op i flammer?

Vi trues igen af krig, og klodens økosystem er ved at bryde sammen. Nedskæringer rammer arbejderne i hele Europa, mens nye imperialistiske krige er under forberedelse. I Anton livsanskuelse er den vestlige udgave af demokrati korrupt og udemokratisk og ikke til gavn for arbejderne, som til stadighed har en politisk, juridisk og faglig lænke om fødderne i det kapitalistiske system, som agerer uden moral og menneskelig værdighed og i århundrede har brugt løgne til at bedrage folket med.

“Det sande demokrati er kommunismen”, og ud fra den politiske holdning har han taget sine mange – til tider lange – kampe, med sejre og nederlag. Og det gør han heldigvis fortsat.

Tillykke med de 80 år, kammerat!