18 Oct 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Jacob Hogrebe fylder 65

Tillykke

Jacob Hogrebe fylder 65

De Splittergales far, sigøjnernes ven og de skæve eksistensers kammerat fylder halvrundt.

FOTO: Privat
1 af 1

De Splittergales far, sigøjnernes ven og de skæve eksistensers kammerat fylder halvrundt. Musiker, mentor, kulturkæmper, festivalarrangør og meget andet – Jacob Hogrebe – fylder 65 år den 18. januar 2020.

For manden holder allermest af livet, når det leves som et eventyr, der ikke altid er romantisk, men fyldt med uforudsete hændelser, musik og fællesskab med mennesker af mange slags.

Jacob Hogrebe er uddannet socialpædagog og har brugt sine pædagogiske evner i sit arbejde med gruppen ’De Splittergale’. Men det er musikken, der er den røde tråd i hans liv og hans kulturelle virke – lige fra han som barn blev introduceret for spillemandsmusikken i sit hjem i Aars, hvor faren og en broget flok af venner og familie samledes for at spille og more sig om søndagen. Allerede dengang blev Jacob introduceret til musikken som en samværsform, hvor fællesskab, frihed og lighed er i centrum.

De begreber har været kodeord for Jacob Hogrebe lige siden – i hans virke som musiker (harmonika og klaver) og menneske, ikke mindst i orkestret ’De Splittergale’, som han stiftede i 1990 på Gallo Skolen i Risskov. Efter en lidt træg start blomstrede gruppen og udviklede sig til en trup af psykisk sårbare, ’halvgale’ og andre skæve eksistenser, der øver og optræder med et forrygende show, der kombinerer folke- og sigøjnermusik, gøgl, gakkede sketches og samfundssatire.

Som orkesterleder for De Splittergale har Jacob Hogrebe været manden bag gruppens tætte samarbejde med den ungarske romatrup Lakatos Gypsy Dance Group. De to grupper har besøgt hinanden og turneret i både Ungarn, Tyskland og Danmark med en fælles forestilling, de gennem 15 år har udviklet sammen.

Sidste år gik Jacob på efterløn, men han er stadig særdeles aktiv som musiker. I år kan han således fejre 25-års jubilæum sammen med den 30 år yngre gårdmusikant Sonni Blom Christensen. Denne er søn af gårdsangerparret Herman og Ulla. Sammen formidler de gamle gårdsangertraditioner videre til yngre generationer. De optræder blandt andet på markeder, til private fester, i kirker og på kroer.

I det hele taget har Jacob en særlig forkærlighed for de små, skæve og skøre miljøer og mennesker. Gennem en årrække i 1980’erne og 90’erne spillede han således med kurdiske sangere og musikere og arrangerede gennem fem år “Splittergal Sigøjnerfestival” i forbindelse med Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017.

Sin 65-års fødselsdag festligholder Jacob Hogrebe med gode venner, musik, gøgl, sang, suppe, kage og sikkert en hel del surprise. For manden, der gennem årene har sat sit præg på det folkelige kulturliv i Aarhus, holder allermest af livet, når det leves som et eventyr, der ikke altid er romantisk, men fyldt med uforudsete hændelser, musik og fællesskab med mennesker af mange slags.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. jan. 2020 - 05:30   18. jan. 2020 - 05:30

Tillykke

af Thorkil Green Nielsen