Ellen Brun blev 87 år og sov stille ind for få dage siden efter et længere sygeforløb.

Hun blev født under kapitalismens største krise i 1930’erne og oplevede som barn Anden Verdenskrig og sejren over fascismen; som teenager Den Kolde Krig mellem Sovjetunionen og Vesten.

Hun lever videre i vor erindring og blev en af venstre-fløjens og antikapitalis-mens ældste og mest trofaste forkæmpere.

For den del af denne nye generation, som søgte efter en ny politisk kultur, var denne periode, hvor imperialismen afslørede sin grusomhed med krigen i Vietnam (og hele Sydøstasien) epokegørende.

Ellen Brun blev som barn af sin tid påvirket af den historiske udvikling. Hun fandt en måde at udbrede forståelse for og viden om kampen mellem imperialismen og antiimperialismen og blev toneangivende. Hendes taler, foredrag og skrifter blev et stort aktiv for den antiimperialistiske kamp. Ligeledes indsatsen som medlem af Bertrand Russells krigsforbrydertribunal imod USA's krig i Indokina.

Ellens mor blev enke med tre små børn. Hun oplevede, hvor vigtigt det var også for piger at få en uddannelse. Tresproglig korrespondent gav sikkerhed. Efter at have arbejdet og sparet op et par år læste Ellen sammenlignende litteratur på Københavns Universitet; senere på Sorbonne og i Wien. Her udviklede hun en interesse for specielt den marxistiske tilgang og metode.

I Wien mødte hun Jacques på den berømte café Hawelka. Hun har smilende fortalt mig, at Jacques måtte bestå mange prøver, før han blev godkendt. De var begge imod ægteskab, men måtte gifte sig, for at Jacques kunne få opholdstilladelse i Danmark. Ellens mor mødte op på rådhuset klædt i sort.

Hun og Jacques levede spartansk i mange år for at undgå otte til fire-jobs. De skrev artikler og holdt foredrag. Ellen medbragte sine opskrifter på grønsagssuppe, når de blev indkaldt til skattevæsenet, som ikke ville tro på deres lave indkomst.

De skrev og arbejdede sammen hele livet og fik på usædvanlig måde begge doktortitlen, nemlig ved at få det fælles værk om udviklingsstrategi med udgangspunkt i Nordkorea antaget som doktorgrad.

Dette makkerpar fik afgørende betydning for den politiske udvikling i Danmark. Deres bog "Kapitalismens Udviklingssystem" blev anvendt på højere undervisningsinstitutioner og folkehøjskoler.

De rejste sammen. I Nordkorea, Vietnam og Kina. På de lange togrejser spillede de kinesisk skak, til stor undren for medrejsende.

Mit første kendskab til Ellen er fra slutningen af 1960’erne, hvor hun var medredaktør af og skrev artikler til Politisk Revy. I foråret 1987 fik jeg råd til en pause i mit arbejdsliv. Ellen skulle være lærer på Den Internationale Højskole i Helsingør, så naturligvis valgte jeg den.

Hun underviste i kultursociologi, men tog sig også af sine elevers politiske og kulturelle dannelse. En forårsdag med fint vejr var Hammermøllen i Hellebæk fra 1765 udflugtsmålet. Lyden af Vivaldis fire årstider fra Ellens radio var ledsagemusikken til traveturen.

Ved 1.maj-fejringen på højskolen var Ellens vinkel, hvordan arbejderne for første gang i 1890 kom op fra minerne, ud af fabrikkerne og så dagslyset. Jeg kunne tydeligt se de snavsede ansigter for mig, som kiggede op mod solen og strømmede ud på gaderne. Hun var en fremragende underviser, som kunne formidle Keynes, “den usynlige hånd” (Adam Smith) og komparative advantage, så alle begreb det.

Til forskel fra mange andre akademikere skrev og talte Ellen enkelt og forståeligt, men, som hun sagde, var hun og Jacques nødt til at bruge en del vanskelige ord i deres skrifter, for ellers blev de ikke taget alvorligt.

En dag i højskolens dagligstue kom Jacques til at sige: “Danes are boring”. Jeg påpegede, at han var gift med en. Til det svarede han: “My wife is interesting”.

Det var Ellen. Hun havde også humor. På højskolen var det rutine, at elever og lærere vaskede op efter måltiderne. Kvinderne opdagede, at mændene havde en tendens til at sive fra køkkenet, inden alt var færdigt. Ellen foreslog kønsopdelte opvaskehold, og sådan blev det. Kvindebevægelsen havde sat sine spor.

Hun kunne få folk til at lytte. Hverken højtaler eller megafon var nødvendig, når hun under Vietnamkrigen talte foran Den Amerikanske Ambassade. Alle ville høre Ellens tale.

Når vi gik en tur ved stranden, som hun elskede, kunne vi godt sammen beklage verdens elendighed, men hun var et positivt menneske.

Mit møde med Ellen har bidraget til at forme mine holdninger og værdier. Tak til Ellen.

I en periode slappede Ellen af ved at male på tomme syltetøjsglas. Næppe stor kunst, men hun forærede gavmildt til venner og bekendte. Jeg har en lille samling som et dejligt minde.

Et minde, for Ellen er død, men hun lever videre i vor erindring og blev en af venstrefløjens og antikapitalismens ældste og mest trofaste forkæmpere. En socialist tilhører ikke sig selv. (Lenin).