22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Michael Larsen, Hillerød, er død

Mindeord

Michael Larsen, Hillerød, er død

Mindeord om Michael Larsen, Grønnegade, af Tue Tortzen.

Han kunne mure, så englene sang. Det kan man for eksempei se på den flotte buekonstruktion i kælderen på LO-skolen, som han var murerformand på.
FOTO: Henrik Stenberg/LO-skolen
1 af 1

Selvom han var godt slidt af mange års hårdt arbejde, kom det som en sørgelig overraskelse, da vi fik besked om, at vor gode kammerat døde tirsdag aften.

Mindet om din venlighed, hjælpsomhed og solidariske holdning vil leve blandt os længe endnu.

Michael Larsen voksede op på Akacievej sammen med sine fire brødre og boede næsten hele sit liv i Hillerød – bortset fra en afstikker til et landbrugskollektiv ved Mønge.

Han kom i murerlære og blev en af de dygtigste murersvende, jeg har kendt. Han kunne mure, så englene sang. Det kan man for eksempel se på den flotte buekonstruktion i kælderen på LO-skolen, som han var murerformand på.

Michael var en dejlig arbejdskammerat, han kunne få smilet frem med en lille kommentar eller med sit glade smil. Det smittede på stilladset og i skuret og også i det private liv.

Rigtig mange af os har et stykke af hans arbejde stående – om det så er en skillevæg, et klinkegulv, en skorsten eller en rygeovn. Michael sagde sjældent nej, når vennerne bad om hjælp, og foruden arbejdet blev det også til festlige sammenkomster og gode samtaler om politik, arbejde og hvad livet ellers byder på.

Michael blev far til Anders, som til hans store stolthed er gået i hans fodspor og blevet murersvend. Godt og vel midtvejs i livet mødte han Hanne og flyttede til hende i Grønnegade, hvor de nåede at få mange gode år – om end for få.

Det er svært at forstå, at du nu har muret tomt med livets byggesten. Men mindet om din venlighed, hjælpsomhed og solidariske holdning vil leve blandt os længe endnu.

Vore tanker går til Hanne og Anders.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. dec. 2020 - 13:40   09. dec. 2020 - 13:53

Mindeord

af Tue Tortzen