Onsdag den 6. januar kunne jeg i min daglige avis læse, at Røde Inge, Inge Nielsen fra Fredericia, var død.

Vi har alle en god grund til at gøre et kort ophold og sænke den røde fane.

Inge var en af de meget dygtige og trofaste kommunister, som også for mig var et fyrtårn.

Jeg kom i Københavns Borgerrepræsentation som afløser for Ludvig Hansen i 1973. DKP havde dengang kun én plads på Københavns Rådhus, men vi havde rundt omkring meget dygtige byrådsmedlemmer, som altid var parat til at stå mig bi med råd og hjælp.

Jeg var nok aldrig så tæt på Inge, som jeg var på Steff i Køge og Marker i Slagelse, men fra Land og Folk og fra møder i DKP lærte jeg – også fra Inge – hvordan man som ene medlem af et byråd kunne rejse de krav og ønsker, ganske almindelige mennesker havde.

Inge havde også været aktiv i støtte og hjælpen til de tyske antifascister, som var i Danmark. For mange år siden kom der et par tyske historikere fra DDR. De søgte materiale, som var fremstillet her i landet, men skrevet på tysk og illegalt bragt til Tyskland.

Sammen med en anden god kommunist, Jakob Rasmussen fra Sømændene, havde vi et møde med disse to tyskere, og de kunne fortælle, at de også skulle besøge Inge i Fredericia, og at de havde hilsner med til hende fra tyske kammerater. De havde meget og godt at fortælle om Inges solidariske arbejde.

Jeg ved ikke, hvilken af de kommunistiske organisationer Inge var tilsluttet, men jeg har aldrig været i tvivl om, at Inge til det sidste var kommunist. Vi har alle en god grund til at gøre et kort ophold og sænke den røde fane.

>> Fredericia Dagblad