29 Dec 2024 18:56:46

KBH: Let skyet, 10 °C

Petter Sommerfelt til minde

Mindeord

Petter Sommerfelt til minde

Tirsdag den 6. april døde Petter Sommerfelt, 75 år gammel. Han var gennem en menneskealder aktiv i Demos, som har skrevet mindeord.

FOTO: Bille

Kære Petter

Du vidste i lang tid, at du snart ville dø fra os, og det vidste vi. Alligevel er det uforståeligt, at vi ikke længere skal ses i Demos på Nørrebro, til politiske arrangementer – 8. marts, 1. maj, 4. maj, til konferencer mod racisme, til debat, til fest og bare hænge ud og få et glas eller to. Petter! Du var en dejlig kammerat, en smuk mand, altid parat til at hjælpe både privat og politisk. Vi fik danset, sunget og debatteret.

Tak for din indsats i verden, tak for dit arbejde i Demos mod racisme og imperialisme. Vi har dig med i vores tanker, når kampen fortsætter.

Petter har været aktiv i Demos siden slutningen af 1960'erne og var den af os, der var hurtigst til teknik, for slet ikke at tale om det der edb. Petter afholdt kurser i Demos, hvor vi lærte at fremkalde billeder. Han stod for diaskarrusellerne og fabrikerede diasserier. Han introducerede os til MS's DOSstyresystem, han kunne layoute og scanne, fotografere og kopiere. Petter var en velorienteret mand, der fulgte udviklingen i samfundet med stor interesse, både kulturelt og politisk.

Det var ikke alene det tekniske, Petter var ansvarlig for. Han var en meget stor arbejdskraft i Demos' forskergrupper, de senere dokumentationsgrupper. Han var med til afsløringerne af CIA's infiltration på den vietnamesiske ”ambassade” og til at afsløre ordensmagtens ”skjulte operationer”. Sammen med vores fælles gamle ven, Erik Jensen, skrev han bogen ”Under Dække” og lagde skinner ud til den lange række af afsløringer af statsmagtens overgreb på vores frihedsrettigheder i 1970'erne.

Petter var med til at skrive Demos Nyhedsbrev, hente informationer i marken, systematisere og udvælge det relevante. Sætte det op og læse korrektur. Petter var en sproglig ekvilibrist – der fandt alle fejl og ukorrektheder. Irriterende :-)

Petter var en superorganisator ved vores mange demonstrationer – enten mod USA's krig i Vietnam eller kuppet i Chile, mod Israels besættelse af Palæstina.

Petter kom fra et hjem med klaver og kunne tale flere fremmedsprog. Det havde sin fordel i mange situationer. Petter blev leder af Flygtningehøjskolen ved Søerne i København og tog imod mange af de chilenere, der var flygtet fra Pinochets diktatur i 1973. Flygtningehøjskolen nød godt af kirke- og kulturminister Bodil Koch, der uden tøven stod bag en flygtningepolitik, der afspejlede solidaritet med folk i nød. Du fik en særlig tilknytning til de gode folk fra Chile. Højskolen lukkede, og Petter søgte andre steder hen, hvor hans politiske evner og hans sprogkundskaber kunne være til gavn.

Petter blev aftenskoleleder i Rødovre og underviste i sprog og arrangerede kurser i politik for alle, men mest for flygtninge. Derfra fortsatte han til kulturhuset på Nørre Allé. Her var der brug for hans erfaring fra det ekstraparlamentariske arbejde.

Nørre Allé blev til et mødested for mange politisk engagerede folk. Huset var på alles læber, når det handlede om antiracisme, solidaritet og socialisme. Der blev afholdt utallige arrangementer og koncerter i Petters tid på Nørre Allé. Alle forankret i modstand overfor et voksende fremmedhad og en statsmagt, der indledte en trinvis udgrænsning af mennesker med en anden etnicitet end dansk. Petter blev en legende på Nørrebro.

Petter var også et meget privat menneske, der havde mange gode timer med sine børn og børnebørn. En fysisk stærk mand, der gerne dyrkede sejlads og svømning, og som kunne holde til mange strabadser. Det har familien nydt. Anita og dig i haven, børnebørn til svømning, besøg i Norge og mange rejser ud i verden. Børn der lærte betydningen af solidaritet og mangfoldighed, også når det nogle gange gik ud over tiden til familien.

Petter tog aldrig en akademisk uddannelse, han blev, som mange andre i de år, grebet af det politiske arbejdes kamp mod ulighed og undertrykkelse.

Kære Petter, du havde det, vi vil kalde ”civilcourage”, et mod til at gribe ind når det var nødvendigt – koste hvad det ville.

Tak for din indsats i verden, tak for dit arbejde i Demos mod racisme og imperialisme. Vi har dig med i vores tanker, når kampen fortsætter.

Petter døde tirsdag den 6. april.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. apr. 2021 - 16:02   07. apr. 2021 - 16:52

Mindeord

af Demos' bestyrelse