Jernbaneansatte overalt i Europa frygter, at øget privatisering og flere fælles EU-standarder vil betyde forringede arbejdsvilkår.
Derfor indkalder Det Internationale Transportarbejderforbund (ITF) til fælles europæisk demonstration i Bruxelles den 9. oktober mod den såkaldte Jernbanepakke 4, som netop nu er på vej gennem EU-systemet.
Det er ikke i orden, hvis EU besluttet sig for at bruge østeuropæiske lønninger som rettesnor for resten af Europa.
Keld Bækkelund Hansen.
Også i Danmark er der bekymring over Jernbanepakken, der vil ændre måden at føre togdrift på. I Dansk Metal frygter man især lavere løn og dårligere arbejdsforhold:
- Vi kan til dels acceptere, at der sker ændringer på jernbaneområdet, men vi kan ikke acceptere, hvis togdriften bliver en ny bane for useriøse forretningsfolk, der kun tænker på at score kassen ved at benytte underbetalt østeuropæisk arbejdskraft, siger Keld Bækkelund Hansen, forbundssekretær i Dansk Metals Forhandlingssekretariat.
Kræver respekt for nationale aftaler
Forbundet har informeret sine tillidrepræsentanter på DSB's værksteder om demonstrationen og opfordret til at bakke op om den årligt tilbagevendende aktionsdag den 9. oktober, fortæller faglig sekretær Ole Rosschou til Arbejderen.
Keld Bækkelund Hansen understreger, at ændringer på området skal ske med respekt for de nationale løn- og arbejdsforhold, således at laveste fællesnævner ikke sætter standarden.
- Det er ikke i orden, hvis EU besluttet sig for at bruge østeuropæiske lønninger som rettesnor for resten af Europa, for det vil underminere arbejdsmarkedet herhjemme. Derfor vil Dansk Metal selvfølgelig kæmpe for, at der bliver værnet om de løn- og arbejdsforhold, det har taget år at skabe, siger Keld Bækkelund Hansen.
Europæisk agentur
Jernbanepakke 4, der blev fremsat i EU i januar måned, skal mindske transportomkostningerne ved togdrift. Det skal blandt andet ske ved, at samtlige medlemslande fra 2019 skal sende sine strækninger inden for passagertrafik i udbud. Desuden lægger man op til, at et europæisk jernbaneagentur skal overtage de nationale godkendelser af togoperatører.
At der er tale om dramatiske ændringer, lægger transportkommissær i EU, Siim Kallas, ikke skjul på:
- På mange markeder i hele Europa er jernbanesektoren konfronteret med stagnation eller tilbagegang, så vores valg er meget enkelt. Enten kan vi nu træffe de svære beslutninger, der skal til for at omstrukturere EU's jernbanemarked for at tilskynde til innovation og bedre tjenester. Jernbanesektoren vil så igen kunne vokse til fordel for borgerne, erhvervslivet og miljøet. Eller vi kan vælge det andet spor. Vi kan acceptere, at vi uigenkaldeligt bevæger os ned ad et skråplan til et Europa, hvor jernbanerne er et luksuslegetøj for nogle få rige lande, men er for dyre for de fleste på grund af knappe offentlige midler.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278