Måske handler det bare om at leve det gode liv? I hvert fald føles det som at sidde på ryggen af en vild tiger, når virksomheder, regeringer, økonomer og medier udlægger samfundets landskab og dets udsigter. OL-samfundet er over os. De kalder det konkurrencestaten.

Egentlig er det jo underligt, for vi kan jo godt huske engang, da EU, eller EF, trådte sine barnesko. Det kunne jo ikke gå, at nationalstaterne – disse utæmmelige egoistiske småstater – sønderbrød hinanden i indbyrdes konkurrence. Tilmed førte det somme tider til krige. Det åbne indre marked, senere i den store skala globaliseringen, ville gøre kål på den slags.

Det blev det modsatte: Et hunderæs orkestreret af EU og andre overnationale institutioner. Alle lande har pleje af rammebetingelser for erhvervslivet som høj prioritet. Innovation, fleksibilitet, uddannelse og forskning er begreber, der er højt på den politiske dagsorden. Det er noget man gerne taler højt og propagandistisk om.

De fleksible mennesker

Men som altid handler det om mennesker. Har vi nok? Er de rigtige? Hvad koster de? Og hvordan sikrer vi den billigst mulige reserve? Hvordan holder vi det her system flydende?

World Economc Forums har netop offentliggjort sit globale konkurrencedygtiheds index. Schweiz fik guld, Singapore sølv og Finland bronze. Derefter følger Sverige, Holland og Tyskland. Til sammenligning er Danmark droppet tre pladser til nummer 15. Der er langt til podiet! Men til trøst er der mange lande i verden, som nok må indstille sig på sportsmandship: det handler ikke om at vinde, men om at være med.

Den store nabo i syd klarer sig godt. Tyskland er hoppet to trin op uden doping. Landets styrke er ifølge rapporten et innovativt miljø, investeringer i forskning, infrastruktur og en fleksibel økonomi. Men det strammer også til, mener regeringen.

Mange medier har misforstået rollen som "den fjerde statsmagt". I stedet for at grave dybt og være kritiske, giver de den som konkurrencestatens vogtere. 

Derfor har de skudt en kampagne igang for at skaffe mere arbejdskraft. I en fælles pressemeddelelse fra to tyske ministerier og arbejdsformidlingen slås fast, at der er behov for at booste arbejdsstyrken, hvis landet skal fastholde sin produktion. For det første ved at svare på spørgsmålet: "Hvordan kan vi yderligere mobilisere det eksisterende potentiale af specielt ældre og kvinder?" Dernæst mere uddannelse. Frem til 2025 vil der mangle 6 millioner til de tyske arbejdspladser, hedder det.

For at nå det, går det andet ben ud på at importere 200.000 kvalificerede hvert år. Derfor hedder det i en appel til den potentielle arbejdsstyrke: "først og fremmest vil vi vise dem, at de virkelig er velkomne her. .... Jeg har følgende appel til jer: kom og byg din fremtid i Tyskland – i Europas hjerte."

Mennesker flytter man rundt på. Tyskland har også på denne måde gavn af krisen i Sydeuropa. Og er der knas i økonomien, er det første man kan gøre at gå i kødet på lønningerne og velfærdsgoderne.

Vogterne

Efter den skuffende 15. plads fik Danmark dog ros, da Europakommissionen placerede os blandt de 12 stabile EU-lande. Men så træder janteloven i kraft. I al fald kastede flere medier sig ud i et selvpisker-orgie, da Danmarks Statistik offentliggjorde de sidste tal for udviklingen i, hvad det koster at have en ansat. Præcist mellem første og andet kvartal skete det. Efter at have ligget under gennemsnittet i et par år.

Pludselig var vi vildt dyre! Arbejdspladserne fosser ud af landet, hørte vi igen.

Danmark lå på plus 1,8 procent med et EU snit på 1,1 procent, men statistiske gennemsnitstal er sjældent brugbare. Når Grækenland dykker og har et minus på 11 procent og Slovenien et minus på 5,7 procent påvirker det jo tallene. Der er faktisk 11-12 EU-lande, der har haft en større vækst end Damark. Dem har vi så banket.

Mange medier har misforstået rollen som "den fjerde statsmagt". I stedet for at grave dybt og være kritiske, giver de den som konkurrencestatens vogtere.