Til den danske regering v/statsminister Helle Thorning-Schmidt og folketingets medlemmer.
Vi der har deltaget som sagsøgere og appellanter i grundlovssagen om Lissabon-traktaten tilslutter os den indtrængende opfordring (ved henvendelse af 21. januar 2014) fra Folkeafstemningskomite 2010 til regeringen om at foranstalte en uvildig juridisk undersøgelse og vurdering af det endelige resultatet af forhandlingerne om en europæisk Bankunion, så snart det foreligger.
Vi tilslutter os ligeledes komiteens definition af en uvildig, juridisk undersøgelse og vurdering.
Endelig tilslutter vi os henvisningen til Højesterets bemærkning i dommen om Lissabon-traktaten om regeringens forpligtelse i forhold til Grundlovens paragraf 20 både før og efter dansk tiltrædelse.
Befolkningen har krav på at få svar på spørgsmålet om, hvorvidt der afgives dansk suverænitet ved tiltrædelse af en traktat eller aftale.
Dokumenterne og de skriftlige og mundtlige forhandlinger i retssagen om Lissabon-traktaten viser, at den juridiske undersøgelse og vurdering af spørgsmålet om suverænitetsafgivelse (jævnfør grundlovens paragraf 20), der ligger til grund fra folketingets og regeringens behandling af tiltrædelsen, rummer en række problematiske juridiske antagelser, metoder og sædvaner og tegn på, at Justits-ministeriet ikke fungerer uvildigt.
Under retssagen påpegede vi dette problem ved en detaljeret, kritisk, juridisk analyse af ministeriets rapport om forfatningsretslige spørgsmål i forbindelse med Lissabon-traktaten, suppleret med analytiske nedslag i Justitsministeriets juridiske teori og normative praksis siden Danmarks tiltrædelse af Rom-traktaten i 1972. Højesteret undlod imidlertid i den endelige dom at forholde sig til vores synspunkter på dette punkt ved blot at konstatere, at tiltrædelsen af Lissabon-traktaten skete ud fra den forudsætning, at der ikke blev afgivet dansk suverænitet.
Da Grundlovens paragraf 20 blandt andet er tiltænkt at sikre befolkningen mulighed for at tage stilling til overdragelse af dansk suverænitet til for eksempel EU, har befolkningen krav på at få spørgsmålet om, hvorvidt der afgives dansk suverænitet ved tiltrædelse af en traktat eller aftale, undersøgt og afklaret så kvalificeret som muligt og navnlig uvildigt i forhold til den lovgivende, udøvende og dømmende magt, før der tages politisk stilling til spørgsmålet om tiltrædelse.
Niels Hausgaard, Thorkild Sohn, Helge Rørtoft-Madsen, Christian Karstoft, Annelise Ebbe, Karen Horsens, Andreas Åbling Petersen, Sven Skovmand, Hanne Reintoft, Drude Dahlerup, Hedvig Vestergaard, Erik Bach, Hanne Jakobsen, Jens Frederik Dahl Schelde, Anette Nilsson, Poul Erik Andreassen, Jørgen Raffnsøe, Uffe Geertsen, Elisabeth Bergsøe, Villy Klit-Johansen, og Bo Jeppesen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278