Efter en længere periode med kriser i samfundenes dybdestrukturer og manglende svar, der matcher udfordringerne blandt de etablerede partier, dukker nye partier frem som svampe efter regn. Seneste initiativer er Demokratisk Balance, der offentlig gør sit partiprogram 5. juni og Forenede Demokrater, der vil stifte sig som parti 9. juni.

Demokratisk Balance udspringer af byrådet på Mors, mens Forenede Demokrater angiveligt bliver til af utilfredse offentligt ansatte, der protesterer mod KL's og regeringens overgreb på lærerne og folkeskolen.

Det er åbenlyst, at de etablerede partier, som årti efter årti har skiftedes til at være i regering, lever i en tid, der ikke kommer tilbage. De venter blot på, at vi skal komme ud af tunnelen.

Vi er kommet ud af tunnelen. Og de vilkår, vi har for vores samfund, vil byde på en færd af usikkerhed, kriser, forandringer, sociale modsætninger, magtkampe i eliten og så videre.

Enhed kan bygges gennem det konkrete arbejde blandt mennesker, der ønsker virkelige forandringer.

Det er et alvorligt politisk grundvilkår. Det er en opbrudstid, der kun kan mødes med en blind tro på, at det går over. Eller af brud med de etablerede tænkninger, metoder og politikker, som har haft deres tid.

I medierne og i det politiske landskab bliver der talt om højre og venstre – underforstået at midten med en social side nok er det mest "naturlige og retfærdige". I virkeligheden kan man lige så tale om tilbage eller frem.

På flere områder har Forenede Demokrater mange fornuftige punkter i deres mobiliseringsgrundlag på facebook. Danmark skal være mere demokratisk, politikerne skal turde sige hvad de mener, de offentligt ansatte skal ikke være kontrollerede slaver, offentlige investeringer er også produktive, og de repræsenterede partier i folketinget giver en følelse af politisk hjemløshed. Helt sikkert.

I DR talte styregruppe-medlem Line Bedin om et nyt centrum-venstre-parti, "som er mere pragmatisk end Enhedslisten. Vi prøver at samle op dér, hvor tomrummet er."

Selvom mange, der har stemt på S og SF er blevet skuffede, og selvom det ikke var nogen hemmelighed, at det ville de nok blive, så er skuffede borgere én ting. At etablere sig i det politiske tomrum mellem Enhedslisten og S/SF virker ikke frugtbart.

Endnu et "nyt parti" er ikke et brud, men en fortsættelse af det, der er. Det politiske fokus må ikke kun være Thorning-regeringen. Der er en tid efter Thorning med Løkke, og der er igen en tid efter Løkke med ....? I stedet er der behov for at se mere grundlæggende på udviklingen af samfundet. At tage fat der og bygge bevægelsen op nede fra, hvis det skal være solidt og holdbart nok til det lange træk.

Det parlamentatiske fokus og barfodsspindoktorerne er med til at svække den status, som det politiske grundarbejde har. Det handler om organiseringen af lokale kampe og delområder. Det handler om de arbejdsløse og om folk på kontanten, om boliger, om byer for alle, om solidaritet med de sociale bevægelser i Europa og så videre.

Pointen er, at disse organiseringer må finde sammen trods forskelligheder. Nogle er anarkister, andre kommunister, nogle SF'ere eller socialdemokrater. Vi kender alle splittelserne eller vægring ved samarbejde, som trives i en småskalamentalitet. Enhed kan bygges gennem det konkrete arbejde blandt mennesker, der ønsker virkelige forandringer.

Globaliseringen og neoliberaliseringen har især omskabt byerne og det økonomiske liv i dem. Der er åbnet en front for arbejderklassen og marginaliserede grupper, der gør det nødvendigt at skalere op og udvikle praktiske alternativer!

Her har byen – bysamfundet – en særlig rolle og et enormt politisk potentiale, der idag ikke bliver forløst. Det bymæssige perspektiv på arbejderklassen giver mening – byen er fabrikken.

Og her er både arbejdsforhold, boliger, kultur og uddannelse med videre på dagsordenen for arbejderen. Og som et perspektiv også en anden by og et andet samfund. Hvordan udvikles et andet samfund af byen, og hvordan skaleres op på nationalt niveau?