Et grundtræk ved samfundene under den neoliberale økonomi er polarisering. Det er naturligvis ikke et nyt fænomen i kapitalismen, men det er alligevel et særligt træk siden 1970'erne.

Tirsdag var en festdag. Børsen fejrede at C20-indekset satte rekord med 517,98  point. Siden er det steget. Berlingeren kunne sorgløst berette: - På trods af at ordet "krise" stadig er på mange europæeres læber, er der ikke meget krisesnak over det danske aktiemarked.

Samtidig kan vi konstatere at statsministeren nu taler om en langvarig krise, der gør, at det er nødvendigt at blive ved med at skære i de offentlige budgetter. Efterløn, kontanthjælp, SU med videre holder for, og både den forrige og den kommende overenskomst går i minus. Ved de sidste overenskomstforhandlinger blev det lovet, at der ville blive kompenseret med skattelettelser. De kom også – i toppen.

Danske Bank gamblede på bobleøkonomien og tabte. Ifølge egne tal har tabet siden 2008 være 92 milliarder kroner under finanskrisen. Det er mange penge, der er sat over styr. Tabene stammer især fra Irland, Nordirland og Danmark. Direktør Eivind Kolding understreger dog, at banken ikke i noget år har haft underskud. I 2012 var overskuddet på 4,2 milliarder kroner

Det er jo ret imponerende at have pæne overskud samtidig med store tab. De vidner om at banken i realiteten fortsat tjener store penge trods krisen. "Aktionærerne har desværre betalt prisen ved ikke at modtage udbytte under finanskrisen", siger Eivind Kolding.

Det er jo ret imponerende at have pæne overskud samtidig med store tab. De vidner om at banken i realiteten fortsat tjener store penge trods krisen.

I forhold til hvad arbejderklassen bliver udsat for, er det virkelig noget klynk. Arbejdsløsheden i Euro-zonen nåede ifølge de sidste tal 11,7 procent. Det er i alt 19 millioner, der modtager arbejdsløshedsunderstøttelse. En del andre modtager intet. I USA og Japan er arbejdsløsheden henholdsvis 7,8  og 4,1 procent. Det svarer stort set til det samlede befolkningstal i Danmark, Norge og Sverige. For hele EU er der 26 millioner uden arbejde.

Der er flere værktøjer i den neoliberale økonomi. Det ene er en gældbaseret økonomi, hvor øget gældsætning bruges til at skabe en 'vækst', som er til gavn for nogle. Gælden et sted – hos de mange – hober sig op som værdier et andet sted – hos de få. Staterne har sikret lovgivning der liberaliserede boligmarkedet med en større andel af private boliger og låntyper, der lokkede folk med anstrengt økonomi i lånefælden. Bankerne fik strømmen til at flyde med lån, cirkulation af spekulative milliarder og forsynede folk med kreditkort og dyre kassekreditter. Dette cirkus ramte især Spanien med en ungdomarbejdsløshed, som ifølge EU nu er på 57 procent.

Et andet værktøj, som måske ligefrem er essensen i globaliseringen, er udnyttelsen af uligheder. Forskelle i lønninger, priser på varer og ydelser, transport, miljølovgivning, valutakurser, ejendomspriser, arbejderklassens organisering og meget mere kan udnyttes af globale virksomheder, der har ekspertise og styringssystemer til netop dette formål.

Effekten af de forskellige værktøjer ser vi i den aggressive kampagne for at sænke lønningerne af hensyn til konkurrenceevnen. I virkeligheden er det ikke noget nyt argument. Det blev også brug flittigt i både 1970'erne og 80erne.

Strategien er tydelig. Når det gælder fordeling af værdier og indtægter i samfundet er grundregel nummer et – at skabe størst mulig ulighed. Altså polarisering. Når det gælder arbejdslønnen og sociale ydelser er grundregel nummer et – at skabe størst mulig lighed på det lavest mulige niveau.

Information citerer en italiensk journalist, som siger: "Gælden er alles, mens rigdommen tilhører de få."

Krisen bliver lang og sikkert permanent. Eliten har polstret sig og kan klare sig længe, og endnu længere jo mere den jævne befolkning kan presses. Det er en meget simpel strategi, men det er ikke sådan man laver samfund – hvis det skal kaldes sådan.