Den undersøgelse, der refereres til, er en stikprøve undersøgelse udført af Rambøll for Arbejdsmarkedsstyrelsen. Den har fået megen omtale, da den viste, at virksomhederne i løbet af to måneder forgæves havde forsøgt at rekruttere omkring 10.000 stillinger.
Der er imidlertid tale om en spørgeskemaundersøgelse, hvor arbejdsgiverne kun er blevet stillet tre spørgsmål. Har du forgæves forsøgt at rekruttere arbejdskraft? Hvor mange gange er det sket de sidste to måneder, og har du mistet ordrer på den baggrund?
Derimod har man tilsyneladende ikke spurgt arbejdsgiverne, om det drejer sig om 10 timers vikararbejde eller en fuldtidsstilling. Rambøll har ikke spurgt virksomhederne, om de overhovedet har haft slået jobbet op? Om de har kontaktet de kommunale jobcentre? Om de har brugt jobnet? Om de haft ledige til samtale, som de har sagt nej til?
Jeg er rystet over, at man i Beskæftigelsesministeriet ikke bruger almindelig sund fornuft.
Jeg er rystet over, at man i Beskæftigelsesministeriet ikke bruger almindelig sund fornuft. Man kan ikke ud fra undersøgelsen konkludere, at de ledige, a-kasserne eller jobcentrene ikke har forsøgt at besætte de jobs, der er. I en tid, hvor både de ledige, jobcentrene og a-kasserne leder med lys og lygte efter akut-jobs, kan man sige sig selv, at der ikke står så mange ubesatte jobs. Så mange jobs er der ikke engang dagligt til rådighed på jobnet.dk
Det nærmer sig en regulær skandale, når den samme undersøgelse danner baggrund for den konklusion, at vi skal til at importere sygeplejersker og lærere til Danmark fra udlandet, samtidig med at der er blevet sparet stillinger væk, og der er nyuddannede, der går ledige. Det rejser alvorlig tvivl om troværdigheden af undersøgelsen i det hele taget.
Da jobcentrene generelt følger op på ubesatte jobs, tyder alt på, at rigtigt mange af de 10.000 stillinger aldrig har været meldt ind til jobcentrene eller slået op på jobnet.dk. Jeg er derfor rystet over, at direktør Henrik Bach Mortensen i lørdagens udgave af Jyllands-Posten holder fast i, at det giver anledning til kritik af jobcentrene.
Det er fuldstændig selvmodsigende, at han siger, at det er uden betydning, at virksomhederne ikke anmelder de ledige stillinger på jobnet og til jobcentrene. Efter hans mening er det jobcentrenes opgave selv at opsøge virksomhederne og finde ud af, om de mangler arbejdskraft. Hvis det er DA’s virkelige holdning, kan det jo forklare, hvorfor de private virksomheder har så svært ved at leve op til deres løfte om at skaffe akutjobs.
Jeg kan kun opfordre DA til at slå autopiloten fra, læse tallene ordentligt og komme ind i kampen på et sagligt grundlag. Hvis de officielle statistikker, som vi diskuterer ud fra, er mangelfulde og fører til forkerte konklusioner i medierne, så er det et problem for os alle.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278