15 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

S og SF i det blå udhængsskab

S og SF i det blå udhængsskab

Aftaler med de borgerlige er blevet et kendetegn for regeringen. Her gik man ellers og troede, at det ikke kunne blive værre.

Simpelthen. Det er virkelig mærkeligt hver dag at være vidne til noget, man tror, er løgn. Desværre er det sandt. Regeringen er gået ind i en definitiv selvdestruktiv tilstand. Og var det bare det, gik det vel. Men de destruerer også samfundet.

Da den nye S-SF-R regering kom til, var der mange der tænkte, pyh-ha så er vi fri for VCO-regimet. Ofte med tilføjelsen "det kan ikke blive værre."

Det kunne det. Synderegistret er allerede langt og måske endnu længere fra at være afsluttet.

Den socialdemokratisk ledede regering har indgået den ene politiske aftale med blå blok efter den anden. Tragedien er, at det slet ikke har været nødvendigt. Den aspirerende statsminister Løkke Rasmussen har pakket regeringen ind i "mærkesager", der er opfundet til lejligheden, og som mere eller mindre alene har det formål at tappe S og SF for det sidste blod.

Håndværkertilskud med støtte til renovering af boliger i Provence og på Costa del Sol. Havde man valgt at satse på energirenovering, ville ordningen i det mindste nok være mindre attraktiv under de varmere himmelstrøg. Facit: dyr ordning, få job og en S - SF tabersag.

Mobilisering og organisering uden for Christiansborg - det er det, det kommer an på nu. Det er kun her, at den arrogante politik kan stoppes.

Afgifter på øl og sodavand. Ingen tror på, at det har nogen effekt. Prisforskellen skyldes især store fortjenester i både produktions-, engros- og detailled. Dét kunne man jo gøre noget ved, hvis det var grænsehandelen, det gjaldt. Venstre er egentlige ligeglad, bortset fra at humlen og det søde for S og SF er en sur sag.

Offentlighedsloven var egentlig født under den gamle regering. Men den eneste, der kæmper for den nu, er den stakkels justitsminister og Mogens Heunike naturligvis. Venstre lader regeringen riste og pressen kæmper for sin sag. Intet er så galt, at det ikke er godt for noget.

Lockouten holder KL stædigt fast i, selvom det bliver mere og mere klart, at KL er ude i et stort disciplineringsslag, der er rettet mod alle offentligt ansatte. De troede, at lærerne var en nem gruppe. De mente, at lærerne efter flere års negativ omtale, var nemme at knække. Især efter at aftalen om gymnasielærernes OK var forhandlet hjem. Der er intet i KL's krav, der gavner folkeskolen.

Men der er heller intet, der er bedre end at lade S-regeringen komme med et indgreb, som kommer til at virke mere og mere absurd. En frisk underesøgelse viser, at S og SF maksimalt kan regne med et par procent stemmer fra lærerne. Det er en tabersag, der sætter sig.

Sidste luns i Venstres udhængsskab var lempelsen af arveafgiften på familieejede virksomheder. Den kom ud af det blå. Og pludselig havde Clausen-familien, der ejer det meste af Danfoss, et kæmpeproblem. Det lød som om, at arbejdspladserne fossede ud af Sønderjylland.

Der er mere af samme skuffe. Det er slemt, fordi de rammer folk med færrest midler. Det er slemt, fordi tænkningen er baseret på en tro på, at krisen er noget, der går over. Og det er slemt, fordi regeringen forsømmer at udvikle og bruge samfundets potentialer samt at foretage systemiske ændringer. Ak ja.

For som Einstein sagde det – vi kan ikke løse problemer ved at bruge den samme tænkning, som skabte dem.

Det er bemærkelsesværdigt, at den såkaldte midte i dansk politik ligger mellem SF og Enhedslisten. Det er deromkring, den tipper, hvis man vil se det på den måde.

Jeg skal ikke være den, der vil gøre vrøvl, hvis Enhedslisten trækker stikket på Thorning-regeringen. Der er sådan set ikke noget at være bange for. Der vil ikke være noget forklaringsproblem, når S og SF har valgt at gøre Venstre til sit parlamentariske støtteparti.

Uanset hvad, er det, det kommer an på nu en mobilisering og organisering uden for Christiansborg. Det er kun her, at den arrogante politik kan stoppes.

 

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. apr. 2013 - 10:00   27. apr. 2013 - 10:00

Ugen der gik

af Sam