17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skeletterne i skabene

Skeletterne i skabene

Embedsmændene tændte advarselslamperne, da Lars Løkke og hans regering valgte at gå ind i GGGI. Men advarslerne blev ikke taget alvorligt. Det var ærgerligt for den tidligere statsminister, der så kunne have undgået et afslørende pressemøde.

Jeg har taget doping. Jeg har taget epo .... Mange kan huske Bjarne Riis's bodsgang. Selv den gule trøje betød intet mere. Den lå ude i garagen. Tilståelsen kom mange år for sent. Et par skeletter kom ud, er der flere tilbage? Der er mange skabe at tage fat på.

Lukkede ører og øjne

Løkke Rasmussens mediestunt søndag eftermiddag havde lidt samme karakter. Døren til skelletskabet blev åbnet på klem og stillede en verden af eks-politiske ledere, NGO'er, korruption og et uigennemskueligt GGGI til skue i en svag belysning.

Bilagene, som medierne kastede sig over og blev fanget af, så længe pressemødet varede i det mindste, er ikke det afgørende. Det er til gengæld Løkkes dømmekraft og forklaringer, der ikke hænger sammen.

Og de bliver værre og værre. Det viser sig, at den daværende Løkke-regering, via Søren Pind, købte Danmark dyrt ind i organisationen. Det skete på trods af advarsler fra embedsmændene, der satte "pas på"-skilte op. Alligevel jokkede regeringen ind i GGGI og lagde først 30 og siden 60 millioner kroner på bordet.

Det viser sig, at den daværende Løkke-regering, via Søren Pind, købte Danmark dyrt ind i organisationen og lagde først 30 og siden 60 millioner kroner på bordet.

Hvorefter Løkke blev formand for bestyrelsen i en organisation med et mistrøstigt ry. Af alle organisationer! På en sær måde passede håndværkertilbuddet og livet på første klasse sammen.

I samrådet onsdag begrundede udviklingsminister Christian Friis Bach en indtræden med, at der i 2010-2011 ikke blev talt så meget om grøn vækst. ".... Vi skulle vende dagsordenen væk fra kvoter og begrænsninger til at handle om vækst og arbejdspladser, og har GGGI spillet en central rolle." Er det dét GGGI har?

Åbne ører og øjne

Edward Snowden lukkede døren op til et langt større skeletskab, da han lækkede dokumentation for, hvordan den amerikanske efterretningsorganisation NSA agerer. Han fik ikke tak for sin retskafne handling, da afsløringer lå på nettet og bekræftede vores anelser. Tværtimod har han nu en lang fængselsstraf hængende over hovedet, hvis USA får fat i ham.

USA begrunder sin spionage udi de mindste kroge med, at det er for at afværge terror. Omfanget er meget større end frygtet. Regeringerne tør næppe tænke konsekvenserne til bunds.

NSA følge tæt med i finansielle transaktioner, email og nettrafik m.v. Det er også begrundet med, at det giver USA og dets allierede mulighed for at forudsige finanskriser. Det er økonomisk krig.

Også med de allierede. Den forhenværende direktør for CIA James Woolsey har bekræftet, at USA ikke holder sig tilbage fra at spionere mod virksomheder i allierede lande. Frankrig og Tyskland føler sig godt stødt på manchetterne. Der er flere eksempler på ordre der er gået de europæiske næster forbi og er landet i USA. De har næsen i alt fra patenter, til strategier, forretningsplaner, prisberegninger med videre.

Og det handler langt fra om terror alene. Tom Togsverd, der er direktør for DI’s overvågning af telekommunikation siger: "Men det er åbenbart brugt til noget helt uantageligt. Vi har krævet vandtætte skodder mellem antiterrorefterretning og landes erhvervsinteresser, men det fungerer ikke. De amerikanske efterretningsfolk er jo også nationalister, der gerne gavner egne virksomheder".

USA skyr ingen midler for at holde fast i sin dominerende position i verden. Det kan trods alt undre, at der ikke bliver reageret skarpere mod det. Fra os, der lider under et hierarki af tjenester og overnationale strategiske interesser, burde det for så vidt være et krav, at regeringen arbejdede for vores suverænitet.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. okt. 2013 - 09:39   26. okt. 2013 - 09:45

Ugen der gik

af Sam