16 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Støvlelandet Mafia Inc

Støvlelandet Mafia Inc

Italien er et polariseret land med de fattigste egne i Europa syd for Rom og de allerrigeste egne i Lombardiet i nord. Og Italiens største bank hedder Mafia Incorporated.

1 af 1

I weekenden er der valg i Italien. Statsledere og banker ryster i bukserne. Ikke af hensyn til de jævne hårdt prøvede italienere, men af hensyn til deres Euro-stat og penge.

Støvlelandet, der har været så meget igennem, er fortsat en aparte stat. Korruption og dekadence har skabt en ustabilitet, der på den ene side kan være et lukrativt farvand for finansfolk, der er hurtige til køb og salg, men på den anden side også er en truende tilstand af kernenedsmeltning.

Mens den ene korruptionsskandale afløser den anden er statsgælden ifølge Eurostat vokset til 127,3 procent af bruttonationalproduktet. Euro-grænsen er blot 60 procent. Derfor blev den tidligere EU-komissær Mario Monti bragt til Rom fra Bruxelles for at skabe tillid og orden i økonomien, efter at Berlusconis regering var braset sammen i 2011.

Mario Monti blev hurtigt upopulær på grund af EU's og Den internationale Valutafonds neoliberale nedskæringskoncept. Selvom Berlusconi var dømt ude, spøgte han i kulissen og er nu igen trådt ind på scenen. Ifølge den seneste meningsmåling, som efterhånden er gammel, har hans højrefløjsalliance nået over 30 procent mod centrum-venstres 34 procent.

Nordea og Sydbank kalder begge en sejr eller en stor indflydelse til Berlusconi for "et worst case scenarie set fra et markedssynspunkt." De frygter for den økonomiske stabilitet og for hele Euro-konstruktionen. Bankerne frygter for deres penge.

Når der mangler et samlende og offensivt politisk perspektiv, taber klassen og bliver skubbet baglæns.

Berlusconi har lovet skattelettelser til alle. De, der har betalt den ejendomsskat Mario Monti indførte i 2012, har fået lovning på, at de kan gå ned på posthuset og hæve pengene. De ulykker, der har ramt landet tillægger han Euroen og Moti-regeringen. Alle ved dog, at det er den samme Berlusconi, der har skubbet landet dybere ud i det økonomiske morads.

Berlusconi har sejlet rundt i et farvand af korruptions-, bestikkelses- og sex-sager. Men han flyder stadig oven på og forsøger at købe desperate italieneres stemmer for deres egne penge.

Mafiaøkonomien skaber utryghed. Mafia Inc er Italiens største bank med værdier for 485 milliarder kroner. Den årlige omsætning er anslået til 1.043 milliarder kroner med en profit på 745 milliarder årligt, svarende til 7 procent af landets GPD. UNODC - FN's kontor for narko og kriminalitet har i en rapport fra 2012 anslået at den transnationale organiserede kriminalitet i verden er en forretning på 4.800 milliarder kroner årligt. Narko er den største branche med 1.760 milliarder, falskneri 1.375 milliarder samt menneskehandel og trafficking 214 milliarder kroner.

Italien er et polariseret land med de fattigste egne i Europa syd for Rom og de allerrigeste egne i Lombardiet i nord. Det er den almindelige fortælling, at fattigdommen i syd skyldes mafiaens greb. Det er utvivlsomt en del af sandheden, men berigelsen foregår i høj grad fra den italienske elite, der i øvrigt er vævet tæt sammen med mafiaøkonomien.

Partiet Liga Nord udtrykker arrogancen når de taler for en fælles valuta for de stærkeste økonomier i Europa, som i denne sammenhæng betyder de rigeste regioner. For Italiens vedkommende betyder det at halvdelen af landet kan sejle sin egen sø efter at være misrøgtet i umindelige tider. Der findes andre dårligt stillede regioner i Europa, som kan gå samme vej.

I Europa foregår udstødelsen eller afstødningen på flere måder. Sikkerhedsnettet løsnes i bunden, så folk kan droppe ud i frie fald. Unge afskæres fra boliger og arbejde med risiko for en mere eller mindre permanent position udenfor samfundet. I byerne er der kvarterer, der går ned - og i større skala regioner.

Italien er et ekstremt manipuleret land og et eksempel på, hvad der sker når arbejderklassen ikke er organiseret, både den traditionelle del, men i høj grad også de nye lag i arbejderklassen. Når der mangler et samlende og offensivt politisk perspektiv, taber klassen og bliver skubbet baglæns.

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. feb. 2013 - 09:55   23. feb. 2013 - 10:00

Ugen der gik

af Sam