14 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Substantielle problemer

Substantielle problemer

Der tegner sig et billede, hvor Lars Løkke Rasmussen og Birthe Rønn Hornbech står over for embedsapparatet i form af departementchefer, afdelingschefer og kontorchefer. De erindrer ikke at have hørt, hvad embedsmændene mener at have fortalt dem.

Det meste bliver gjort i de bedste meninger. Direkte og udtalt ondskab er sjældent drivkræften. Det er derimod magt og kontrol over situationen til egen materielle og symbolske fordel. Det er en kynisme, der kan være baseret både på uvidenhed, tankemæssig dovenskab, arrogance, naivitet, frygt for andre mennesker eller afmagt.

Afhøringerne ruller videre i "statsløsekommissionen". Der tegner sig et billede, hvor den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og den forhenværende integrationsminister  Birthe Rønn Hornbech står over for embedsapparatet i form af departementchefer, afdelingschefer og kontorchefer. Ministrene erindrer ikke at have hørt, hvad embedsmændene mener at have fortalt dem.

Daværende statsminister  Anders Fogh Rasmussen, der satte Rønn på posten, sagde i forbindelse med sin afhøring: "...som jeg ser det, kan jeg ikke tro, at der er nogen, der overhovedet har haft en ond hensigt med det her. Jeg tror simpelthen bare, der er sket en fejl et eller andet sted på et eller andet tidspunkt, men jeg kan ikke forklare hvordan."

Fejl kan forekomme. Men det handler jo om mennesker, når Danmark ikke har behandlet ansøgninger om indfødsret til statsløse personer korrekt i forhold til FN-konventionerne. En række borgere har ikke fået de rettigheder, de har haft krav på.

I næste nu skal Birthe Rønn Hornbech og departementschef Claes Nilas i skranken. Indtil nu er aben skubbet diskret i afhøringslokale på Fremtidsvej 1 i Søborg.

Det handler jo om mennesker, når Danmark ikke har behandlet ansøgninger om indfødsret til statsløse personer korrekt i forhold til FN-konventionerne.

I onsdags, samme dag Løkke Rasmussen bedyrede, at han ikke havde hørt om "substantielle problemer" i forhold til Integrationsministeriets praksis, tog Dansk Folkeparti et meget lidt diskret træk. De indrykkede en helsides annonce i de dagblade, der gerne ville trykke dem. Aviser som Politiken og Berlingske nægtede at lægge papir til.

"Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed. Nu bliver han dansker…" Sådan lyder overskriften. Nedenunder er der navne på 700 mennesker, der aktuelt søger om dansk statsborgerskab. Den formastelige, der har sneget sig ind på listen, benævnes "den potentielle terrorist".

Og nok så potentielt: det kan være hvem som helst af de 700! Og i betragtning af, at den formastelige "er til fare for rigets sikkerhed," er det jo ikke noget at tage let på. Her er angiveligt en sag for Hjemmeværnet, som i 1950erne, hvor jagten på femtekolonne-folk havde høj prioritet?

Men. Ingen er sigtet. Ingen af dem har været for en domstol. Ingen er dømt. Dansk Folkeparti spreder almindelig mistænksomhed og opfordrer til at Folketinget reelt bryder lovgrundlaget – sådan som det også er sket i Rønn Hornbechs og Ninn Hansens tid som ministre. Det er ikke underligt, at flere af de 700 nu overvejer at gå rettens vej mod DF, der trods kynismen og handlen mod bedre viden, alligevel sikkert mener, at de gør det gode.

Det er tid for status. Flere rapporter fra EU-kommissionen og OECD har givet regeringens politik karakterer. De mener, at regeringen gør det gode, hvis den gennemfører den planlagte budgetstrategi for de næste to år, styrker konkurrenceevnen og produktiviteten. Som om det var en sejlads i smult vande.

Mens "væksten" i EU nedjusteres, – også i Tyskland – meldes der fra USA om et en begyndende vækst. Resultatet er, at renten på europæiske statsobligationer er begyndt at stige. Ikke mindst i de gældsplagede lande, hvor gælden bliver endnu dyrere.

Kapitalismen er et ustyrligt dyr, som bliver vildere med årene. Især de, der er på vej ind på arbejdsmarkedet – de unge – bliver ramt. EU og OECD forudser, at det bliver værre. En rapport fra FN's internationale arbejdsorgnisation ILO peger på, at blandt unge er arbejdsløsheden i verden siden 2009 øget med 3,5 millioner.

Globalt er 73.400.000 unge er uden job. Det svarer til 12, 4 procent af alle unge. I Mellemøsten er det 28,3 procent. I Latinamerika 19 procent. I EU 22,4 procent. De abnorme tal i Spanien og Grækenland er kendte. Her er det en direkte og meget synlig katastrofe, der foregår ved fuld dagslys og for øjnene af os, uden at nogen ansvarlig politiker griber ind. Denne undladelse er kynisme på grænsen til det onde. Er det en stille indrømmelse af systemiske substantielle problemer og af afmagt?

Det startede med EU og endte med Røde Kors. Fire millioner europæere får nu nødhjælp.

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. jun. 2013 - 09:57   01. jun. 2013 - 10:00

Ugen der gik

af Sam