Af og til skulle man tro, at den regerende elite ikke lever på den samme planet som os.

I USA har superstormen Sandy taget sin hærgende færd over Caribien for at gå i land på østkysten. Konsekvenserne er kendte.

Årsagerne ligeså. Højvande og orkaner er ikke noget nyt fænomen. De er ikke opstået på grund af industrialiseringen og forbrugssamfundet. Men de samfundsskabte ændringer af klimaet har forstærket modsætningerne i havene og luften.

Derfor bliver orkanerne større, hyppigere, og sæsoner er forlænget, så de strækker sig ind i den periode, hvor de møder de kolde vinterstorme. Flere faktorer spiller sammen og får den ekstraordinært ødelæggende kraft. Det er nu almindelig ankerkendt blandt videnskabsfolk.

Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at det var superstormen Sandy selv, der på sin egen makabre måde gjorde det tydeligt, at hverken Romney eller Obama har sat klimaet på dagsordenen under valgkampen.

Orkaner ikke skal opkaldes efter kvinder, men bære olieselskabernes navne: Superstormen Exxon.

Olielobbyen - ligesom medicinal og militærlobbyerne - har sat dagsordenen, mens folk i gaderne råber, at "det er på tide at bryde klimatavsheden". De mener, at orkaner ikke skal opkaldes efter kvinder, men bære olieselskabernes navne: Superstormen Exxon.

Folk bliver ramt. I staten Vermont lider mange stadig under følgerne af orkanen Irena sidste år. Tusinder er stadig fordrevet fra New Orleans på grund af orkanen Katrina i 2005. Tørken har fået madpriserne til at skyde i vejret.

Samfundene er ramt. Klimaændringerne æder en stadig større del af bruttonationalproduktet (GPD). I 2010 er det globalt set beregnet til én procent af GPD. I 2030 vil omkostningen være på 3,2 procent af GDP. Det er meget, når den kapitalistiske økonomi skal have en årlig vækstrate på cirka 3 procent for at holde sig kørende.

Vækstøkonomien øger med andre ord sine egne omkostninger og er på vej ind i en negativ spiral. Levevilkårene bliver presset og regeringerne mister manøvrerum og evnen til at orientere sig i det.

Det sker også hos os. Derfor skærer en tandløs regering, som ikke lytter til folk på gulvet, uden at blinke i tilskud til både tandrensninger og høreapparater for at skaffe mere plads til at sætter borgerne i fængsel. Det er cigarkasseøkonomi, hvor regeringen lukker sig selv inde i et rum uden handlemuligheder.

Derfor får de mange tusinde, som vil miste deres dagpengeret til nytår at vide, at hvis de slipper for støtten, så finder de nok et arbejde. Og så er det problem jo væk. Man skal virkelig lukke øjnene stramt, hvis man skal se bort fra at problemet består - ligesom klimaproblemet.

Men den evne har regeringen. Det vil naturligvis være godt, hvis der var arbejde til alle. Hvis regeringen tror på, det er tilfældet, er der jo ikke noget problem i at give en garanti for understøttelse til alle. Alligevel gemmer regeringen sig bag et røgslør af akutpakker, som blot forpligter arbejdsgivere og kommuner til at bruge ordet "akutjob" i teksten, de indberetter til jobnet.dk. Et ord.

Den nye kontanthjælpsreform bliver det næste felt, hvor dem, der har mindst, skal ofre mest. Regeringen pønser på at ramme de 25 til 30 årige med det kontant som unge 25 må lever under – 5.662 kroner om måneden før skat. Bliver det ved på den måde, ender det med, at der kun er normal støtte til dem mellem 40-42 år.

Der er angiveligt råd til at holde alle oven vande. Klimaet er også skubbet ned af akutlisten i EU. Unionens budget har ikke længere et mål om at bruge 20 procent til at fremme grøn omstilling i perioden 2014-2020. Det faste tal blev erstattet af bløde hensigtserklæringer under det danske formandskab. Blot nogle ord.

Krisen rører ved systemets kerne. Regeringerne sætter samfundene på spil og fremmer en etisk opløsning.