Den teori og praksis, som blev udviklet af Marx og Engels, har et fælles politisk grundlag med den materialistiske historieopfattelse som central faktor. Denne nye teoretisk retning hævdede, at arbejdets udviklingshistorie var en af nøglerne til forståelsen af hele samfundets historie. Derfor henvendte den sig først og fremmest til den industriarbejderklasse, der også i Danmark begyndte at udvikle sig i årtierne efter 1850.

Socialdemokratiet førte en udgivelsespolitik med det formål at gøre marxismen tilgængelig for danske arbejdere.

I 1871 blev en ny arbejderforening stiftet i København, og den tilsluttede sig Første Internationale. Den danske arbejderbevægelse var opstået som en socialistisk bevægelse med tilknytning til verdens fremmeste arbejderorganisation.

Socialdemokratiet i Danmark opstod som en selvstændig bevægelse i en umiddelbar revolutionær periode: i Frankrig var Pariserkommunen blevet oprettet i 1871 – ikke af Første Internationale, som det hævdedes i samtiden, men af en stor del af Paris’ indbyggere. Pariserkommunen blev slået ned og få år efter blev Internationalen nedlagt. Men i Danmark fortsatte arbejderbevægelsen, og de første marxistiske analyser blev udgivet i dagbladet "Socialisten", det vil sige i arbejderbevægelsens eget regi. Der var tale om centrale tekster som "Borgerkrigen i Frankrig" og et afsnit af "Kapitalen".

Krise for bevægelsen

Den første store indsats for med oversættelser at fremme forståelsen af marxismen blev dog først gjort i 1880'erne.

På dette tidspunkt var arbejderbevægelsen som følge af den økonomiske krise, der satte ind i midten af 1870'erne, i en organisatorisk og politisk krise. De fleste fagforeninger havde måttet give op, Socialdemokratiet var svundet ind til en lille københavnsk forening med nogle få hundrede aktive medlemmer og havde langtfra en gennemslagskraft, som fandtes i borgerlige arbejderforeninger. Denne udvikling forstærkedes af de førende medlemmers "flugt" til USA.

Den socialistiske bevægelse rejste sig dog igen i Danmark. 1884 var Socialdemokratiet blevet stærkt nok til at få to medlemmer valgt til Folketinget med 4,9 procent af stemmerne. I København var partiet blevet en organisation, der var stærk nok til at kunne give den opstående nye fagbevægelse indhold og retning. Partiet var den koordinerende faktor for hele bevægelsen og opfattede de "socialistiske principper" som retningsgivende.

Arbejderne tilsluttede sig partiet i tusindvis, og den ledende kerne stod nu i et dilemma: Skulle bevægelsen fortsætte som en massebevægelse på grundlag af umiddelbare krav eller agere som socialistisk kampparti?

De nye medlemmer havde ikke umiddelbart forståelse af de "socialistiske principper", som for eksempel modsætningen mellem kapital og arbejde, men kunne ikke afvises, fordi organiseringen af nye medlemmer var nødvendig for bevægelsens videre udvikling. Løsningen på dilemmaet blev fundet på flere områder.

Kampen for det daglige brød

Kampen om sociale reformer blev især ført af fagbevægelsen, som efterhånden inddrog de ufaglærte og de kvindelige arbejdere i bevægelsen. Disse opnåede dermed betydelige lønforbedringer, og som følge deraf fik fagbevægelsen også en organisatorisk fremgang. I vintermånederne 1885/86 og 1886/87 gennemtrumfede de faglige organisationer i København en ordning med offentlig arbejdsløshedsunderstøttelse.

Partiet var den koordinerende faktor for hele bevægelsen og opfattede de "socialistiske principper" som retningsgivende.

Hvis man skulle overbevise disse massebevægelser om organisationernes nødvendighed, krævedes også et solidt teoretisk og programmatisk grundlag. Det havde Socialdemokratiets ledelse omkring formanden P. Knudsen erkendt. Hvis man ikke var indstillet på at afvise nye medlemmer, og dermed overlade dem til "De konservative arbejder- og vælgerforeninger", som udgjorde en truende konkurrent for den socialistiske arbejderbevægelse, måtte man finde fremgangsmåder, på hvilke man kunne integrere de nye medlemmer, der ikke havde nogen erfaring fra de forudgående års sociale kampe mod arbejdsgiverne og kampen "for det daglige brød".

Andre indfaldsvinkler fandt man ved at benytte de midler, man havde til rådighed i en anden form for agitation, nemlig i dagbladet Social-Demokraten.

Avisen oplevede i 1880’erne og 1890’erne en betydelig fremgang og kunne formidle den ældre generations politiske indsigt til de nye medlemmer. Agitationen i den daglige avis fik stor betydning, og den blev fulgt op i to skriftrækker. Her blev de vigtigste af Social-Demokratens artikelserier udgivet i Socialistisk Bibliotek og fra 1888 i serien Socialistiske Skrifter, som var mere velegnet til studieformål. Kombinationen af de forskellige metoder førte på længere sigt til et positivt resultat for bevægelsen.                     

Den internationale faktor

Adskillige af bindene i begge serier var oversat fra udenlandske tekster. P. Knudsen udviklede selv en betydningsfuld indsigt i den nye teori. Det fremgår af hans foredrag om "Socialismen i Danmark". Desuden udarbejdede han en omfattende analyse af arbejderklassens sammensætning og leveforhold, "Sygeforsikring og alderdomsforsørgelse", som må opfattes som en klasseanalyse. Den udmundede i forslag om en statslig sygeforsikring og en alderdomsforsørgelse uden indskud. Begge disse krav var dele af en realistisk reformpolitik, der samtidig holdt fast i et socialistisk perspektiv.

P. Knudsen var desuden fast medarbejder på Social-Demokraten, hvor han udgav artikler af overordnet programmatisk betydning.

Arbejderbevægelsen tillagde internationalismen stor betydning. Mange danske arbejdere havde kontakt med udenlandske arbejdere og vidste derfor, at undertrykkelsen af arbejdere var den samme i alle lande. Det lettede forståelsen af et centralt element i den marxistiske teori.

Endvidere udvikledes selvstændigt en ny organisationsform, en form for demokratisk centralisme, hvor medlemmerne lokalt havde stor indflydelse, mens partistyrelsen havde det sidste ord med hensyn til de forskellige organisatoriske tiltag og på arbejderpressens udvikling og politiske ståsted.

Marxistiske oversættelser

Der er lavet flere undersøgelser af, hvilke af Marx’ og Engels’ værker der faktisk er udkommet på dansk. Det drejer sig i disse år blandt andet om "Kapitalen" bind et og to, enkelte andre større skrifter foruden en række artikler, i alt cirka 30-35 tekster.

 Karl-Marx-Klubben, der var opstået i København for at fremme kendskabet til marxismen, fik overdraget adskillige eksemplarer af "Kapitalen". Især var det dog vigtigt, at prisen for disse bind var sat så lavt, at mange kunne købe dem.

Disse skrifter blev fulgt op af andre marxisters udgivelser, således August Bebels afhandling om "Kvinden i Fortid, Nutid og Fremtid".

Det mest opsigtsvækkende i dette meget ambitiøse forsøg på at præsentere den nye videnskab på dansk er nok de to første bind af ”Kapitalen”. Oversættelsen af bind et og to hørte med til de første oversættelser sammen med russisk, fransk og engelsk. Derudover var det første gang, at "Kapitalen" blev offentliggjort af en egentlig arbejderorganisation.

Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at den snævre partiledelse besluttede, at i det mindste hovedbestyrelsens medlemmer og andre ledende funktionærer skulle have et gratis eksemplar af første bind.

Ligeledes at Karl-Marx-Klubben, der var opstået i København for at fremme kendskabet til marxismen, fik overdraget adskillige eksemplarer af bindet. Især var det dog vigtigt, at prisen for disse bind var sat så lavt, at mange kunne købe dem.

Prisen for bind ét svarede omtrent til en dagløn for en faglært arbejder, mens en tysk arbejder måtte ofre en ugeløn for at købe bindet. Socialdemokratiet førte en udgivelsespolitik med det formål at gøre marxismen tilgængelig for danske arbejdere.

Arbejderpartiets organisatoriske og politiske arbejde sammen med udgivelsen af de to skriftserier Socialistisk Bibliotek og Socialistiske skrifter betød, at Socialdemokratiet indtog en væsentlig plads i den europæiske arbejderbevægelse. Ambitionerne var store, men gik ikke så vidt, at partiet eller dets tilhængere selv udarbejdede mange bidrag til den teoretiske debat.

Bevægelsen holdt sig til forsøg på at skabe forbindelse mellem teorien og den politiske praksis, som det fremgår af P. Knudsens forskellige initiativer. Hans afhandling om "Sygeforsikring og Alderdomsforsørgelse" udgør et bindeled mellem det teoretiske arbejde og kampen for de umiddelbare reformer.

Vurderingen af Marx

Ser vi på udgangspunktet for vurderingen af Marx’ betydning i midten af 1880'erne, undergik denne en betydelig udvikling. Da Marx døde i 1883, bragte Social-Demokraten en nekrolog, som egentlig kun viste, at hverken avisens redaktion eller den unavngivne forfatter havde forståelse for og kendskab til den nye teori.

På et-års dagen bragte avisen imidlertid en ny og meget anderledes biografisk artikel. Også her er forfatteren ukendt, men indholdet viser stor indsigt i Marx’ rolle og betydning. Den økonomiske teori fremhæves, ligeledes den materialistiske historieopfattelse, socialismens udvikling fra utopi til videnskab anføres, internationalismen forstås på af baggrund af arbejdernes egne erfaringer og arbejderklassens internationale samarbejde fremhæves. Med denne artikel indledtes også det ambitiøse forsøg på at præsentere marxismen via dens centrale værker.

Imidlertid blev det omkring 1890 klart, at dette brød var slået for stort op. Første bind af Kapitalen udkom sandsynligvis i et oplag på mellem 600 og 800 eksemplarer (et oplag der ligger på højde med den samtidige engelske udgaves). Kapitalens bind to opnåede derimod kun lave salgstal (omkring 50 eksemplarer i perioden december 1888-marts 1890).

Socialistiske skrifter

Det er uomtvisteligt, at der i den danske bevægelse var stor interesse for den internationale bevægelse og for Internationalens udvikling, som det tydeligt blev understreget i udgivelsen af Socialdemokratiets århundrede i årene 1901-1904. Det omfattende værk på flere hundreder sider behandlede arbejderbevægelsens udvikling i Frankrig, England, Tyskland, Danmark, Norge og Sverige.

Det er uomtvisteligt, at der i den danske bevægelse var stor interesse for den internationale bevægelse og for Internationalens udvikling.

Partiledelsens satsede i fremtiden på at publicere centrale pjecer i Socialistiske Skrifter, dels genoptryk af tidligere udgivelser, men også nye tekster, der udkom i store oplag. Det var igen hyppigt udenlandske forfattere, men efterhånden kom danske skribenter som Emil Wiinblad, Jens Jensen og Gustav Bang til at præge serien. Det var en blanding af teoretisk prægede skrifter og aktuelle pjecer.

Et centralt mål var kampen for otte-timers-dagen. Internationalens kongres i 1889 havde vedtaget at gøre 1. maj til en demonstrations- og festdag for arbejderbevægelsen. Kampen for otte-timers-dagen skulle stå i centrum. Den københavnske fællesorganisations formand, Jens Jensen, skrev en agitationspjece, hvori han blandt andet ved hjælp af Marx forklarede grundlaget for dette krav. Kravet blev først opfyldt efter den politiske konflikt, påskekrisen, i 1920.

Reformkrav i perspektiv

Otte-timersdagen var et af arbejderbevægelsens umiddelbare mål, men som det fremgår af partiprogrammet bestod dette allerede tidligt af to dele, som på dialektisk vis forbandt de to sæt krav: de umiddelbare, aktuelle og den almene, principielle målsætning til samfundets udvikling. De blev ikke opfattet som modsætninger: reformkravene var snævert forbundet med et perspektiv, kravene var betinget af hinanden. Det, der var vigtigt, var gennem den dagsaktuelle kamp at udvikle arbejderklassens forståelse for det længere perspektiv.

Arbejderbevægelsen udviklede i 1880'erne en forståelse af dette dobbelte perspektiv. Det førende lag i bevægelsen forstod at kombinere kampen for umiddelbare forbedringer for den brede arbejderklasse med den langsigtede målsætning. Arbejdet i partiet og fagbevægelsen førte medlemmerne frem til en forståelse af den langsigtede målsætning. Arbejdsområdet blev udviklet i en lang læreproces.

Det gjaldt for eksempel kommunalbestyrelserne, specielt i de større byer. Her gjaldt det om at omsætte de socialistiske principper til hverdagens arbejde. Det gjaldt i boligforeningernes forvaltning, i sygekasserne, alderdomsforsørgelsen, skolevæsenet, voksenuddannelse og andre områder. I den gamle arbejderbevægelse var der forståelse for dette perspektiv, også fordi det øjensynligt resulterede i en direkte forbedring af forholdene.

Med denne politiske og organisatoriske aktivitet voksede arbejderbevægelsen sig stor og stærk. Social-Demokraten var omkring 1900 den oplagsmæssig største avis i Skandinavien. Bevægelsen opnåede resultater, der i samtiden var væsentlige fremskridt på det sociale område, for eksempel alderdomsforsørgelse.

Samtidig blev der nået afgørende resultater på det politiske og arbejdsretslige område, idet organisationsretten sikredes med international opbakning efter konflikten i metalbranchen 1885. Også stor-lockouten i 1899 gjorde indtryk på og fandt støtte i den internationale arbejderbevægelse. Internationalismen tillagdes stor betydning.

Internationale aktiviteter

LO-formand, Jens Jensen, fremmede det internationale faglige samarbejde i begyndelsen af 1900-tallet. Linjen blev ført videre af hans efterfølgere, efter han var blevet finansborgmester i København.

Det standpunkt, Nina Bang formidlede til læserne, var marxisme i renkultur. Det viser, at marxismen endnu på dette tidspunkt havde indflydelse i arbejderbevægelsen.  

Der fremsattes et forslag om en international ”omgangsskrue” i 1909, hvor de enkelte landsorganisationer skulle afløse hinanden i en koordineret strejke i hele Europa. Forslaget blev udarbejdet efter den succesfyldte danske stor-lockout i 1899. Ideen blev dog ikke taget op af den internationale fagbevægelse.

P. Knudsen involverede sig ligeledes stærkt i Internationalens arbejde efter kongressen i 1907. Han fremsatte forslag om en fælles europæisk aktion i kampen mod militarismen. Betegnende er, at forslaget blev kombineret med fysisk træning for mænd såvel som for kvinder. Arbejderklassens skulle ikke afvæbnes, men tværtimod kunne modstå de reaktionære kræfter eller frafaldne socialister. Fremstødet fik ingen direkte følger men understreger atter den danske bevægelses perspektivrige internationalisme.

Under Første Verdenskrig fulgte Nina Bang nøje udviklingen i den internationale konflikt, og fik trykt en lang serie artikler i Social-Demokraten. Her analyserede hun baggrunden for de krigsførende nationers målsætning. Her anvendte hun den historisk-materialistiske metode. Social-Demokratens læsere kunne derved få en klar forståelse af modsætningerne i verdenspolitikken.

Det standpunkt, hun formidlede til læserne, var marxisme i renkultur. Det viser, at marxismen endnu på dette tidspunkt havde indflydelse i arbejderbevægelsen.