Efter Helle Thorning-regeringens fald ved folketingsvalget i 2015 faldt også illusionen om en rød arbejderblok overfor en borgerlig blå blok. Lars Løkke tabte folketingsvalget, men han genvandt regeringsmagten med Dansk Folkeparti i den kendte rolle som velvillig opposition. Og Lars Løkke fortsatte den politiske hovedlinje, som Helle Thorning og Bjarne Corydon havde presset igennem med hård hånd sammen med Radikale og SF.

Udviklingen er i stor stil blevet accelereret af Socialdemokratiet, der skridt for skridt har fjernet sig fra arbejderklassen og fagbevægelsen. 

Den gennemgående politiske linje defineres populært som ”midten i dansk politik” eller ”den nødvendige politik”. Den ”nødvendige politik” bygger på EU’s Lissabon-traktat, det vil sige på en styrkelse af EU’s indre marked og EU's institutioner. Hovedaktørerne er de store monopoler i EU, EU-kommissionen og EU’s ministerråd, men i realiteten er det EU’s stærkeste økonomi, Tyskland, der sidder for bordenden. Den ”nødvendige politik” er borgerlig klassepolitik.

Gennemførelse af denne politik i alle EU's medlemslande undergraver de nationale parlamenters legitimitet eller troen på de nationale beslutningers gennemslagskraft. I arbejderklassen har det udviklet en udbredt EU-skepsis og -modstand, der går hånd i hånd med en voksende politikerlede.

Den har svækket de politiske bånd til de politiske partier. Politik er i høj grad forvandlet til en affære i medierne, til underholdning, til et fænomen, der står fjernt fra arbejdernes liv og problemer. Valg handler om personer fremfor om politisk substans og nærmer sig farceagtige præsidentkåringer.

Forskydning i vælgerkorps

Denne krise for det nationale politiske demokrati har skabt store og uforudsigelige forskydninger i vælgerkorpset. Ved folketingsvalget i 2015 blev Alternativet således stemt ind i Folketinget. Den store vinder var imidlertid Dansk Folkeparti, der blev landets andenstørste parti. Hvor Alternativet i hovedsagen er de veluddannedes parti eller valgbevægelse og et storbyfænomen, markerer fremgangen for Dansk Folkeparti først og fremmest manglen på et stærkt arbejderalternativ og et stærkt arbejderparti. Dansk Folkeparti har dygtigt udnyttet utrygheden i arbejderklassen og det har dygtigt opsamlet den voksende EU-modstand og -skepsis.

Dansk Folkeparti forbinder det voksende rodfæste i arbejderklassen med en fremmedfjendtlig politik, og det har indledt en kappestrid med Socialdemokratiet og Venstre om, hvilket parti, der er bedst til at finde nye stramninger i flygtninge- og indvandrerpolitikken. Dansk Folkeparti spreder borgerlig politik og splittelse i klassen, og fokus fjernes fra kampen mod arbejdsgiverne. 

Nye Borgerlige har etableret sig som et ekstremt nationalistisk borgerligt parti, der er gået på jagt efter stemmer primært i Dansk Folkepartis bagland. Disse to partier akkompagnerer i realiteten hinanden. 

Dansk Folkeparti har sit primære klasserodfæste blandt de ufaglærte arbejdere og bredt i arbejderbefolkningen i det der kaldes for Udkants-Danmark. ”Udkants-Danmark” er fattige områder med stor arbejdsløshed og med mange socialt udsatte, resultatet af en økonomisk og politisk skævvridning af landet.

Afpolitisering

Udviklingen er i stor stil blevet accelereret af Socialdemokratiet, der skridt for skridt har fjernet sig fra arbejderklassen og fagbevægelsen. Som loyal tilhænger af ”den nødvendige politik” er det godt i gang med at udslette sig selv som et arbejderparti. 

Det har efterladt fagbevægelsens ledelse i et tomrum. Den står uden politisk retning og uden tro på klassens styrke. Fagbevægelsens ledelse er ofte forsvundet fra den politiske kamp.

Disse politiske og faglige udviklinger har udløst en afpolitisering af den faglige kamp på mange af landets arbejdspladser. De har betydet faldende aktiviteter og tilsvarende vanskeligheder ved at styrke de faglige klubber.

Afpolitisering betyder svækkelse af tillidsmandskorpset. Afpolitisering betyder svækkelse af de faglige organisationer, af arbejderklasens vigtigste forsvars- og kamporganisationer.

Enhedslisten har formået at holde en linje, der står som et alternativ til ”den nødvendige politik”. Imidlertid ser det ud til, at Enhedslisten opfatter sig som et ”bredt venstrefløjsparti” uden ambition om at være et arbejderklasseparti, der bygger på indflydelse og rodfæste i fagbevægelsen.

For kommunisterne er det en hovedopgave at styrke de faglige organisationer og politisere den faglige kamp på et klassegrundlag. Det kræver udvikling af aktiviteter og af aktionsenhed for fælles krav. Det kræver valg af kampvillige tillidsrepræsentanter i klubber og i fagforeninger. Og det kræver, at kommunisterne styrker deres rodfæste i arbejderklasse og fagbevægelse.

Disruption – Industri 4.0

Den fortsatte udvikling af de kapitalistiske produktivkræfter og produktionsprocesser har skabt det, der kaldes den fjerde industrielle revolution. Af markedskonsulenter kaldes de nye udviklinger for disruption. Det er et udtryk, der dækker over, at ny teknologi ændrer arbejdsforhold og markedsvilkår, at kendte produkter og virksomheder erstattes af nye. Det giver naturligvis rystelser i det kapitalistiske produktionssystem, og det skaber tilsvarende utryghed i arbejderklassen.

Der er ingen tvivl om, at arbejdsgivere vil udnytte situationen til at slippe af med enhver form for kollektiv aftale. På den måde forsøger de at udnytte de nye produktionsforhold til at øge udbytningen.

I industrien har de nye udviklinger fået fællesbetegnelsen Industri 4.0. Perspektiverne hæves til fantasifulde højder, når industriens egne konsulenter og filosoffer beskriver fremtidens nye samfund. I en artikel fra Ingeniørernes interesseorganisation IDA kan man eksempelvis læse:

”Forestil dig en verden, hvor robotter ikke bare tager sig af den tunge industri, men også passer de ældre, laver din mad og slår dit græs. Hvor alt fra din telefon, dit tøj samt dit hus bliver 3D printet og det meste kan leveres minutter senere af en robot eller en drone. Og hvor kunstig intelligens er flettet ind i alle de elektroniske gadgets, vi omgiver os med, men også er en del af bestyrelseslokalerne og måske verdens parlamenter. Hvor Industri version 3.0 fokuserede på automatisering af maskiner og processer, er Industri 4.0 især kendetegnet ved integrationen mellem den digitale verden og den fysiske verden.”

Et samfund overtaget af og styret af robotter er ren fantasi. Et kapitalistisk samfund, hvor der ikke længere skabes merværdi og profit, og hvor hovedparten af arbejderne står uden beskæftigelse, vil på kort tid bryde sammen.

Det er vigtigt, at arbejderklassen ikke falder på halen for denne type robotfantasier, men holder fokus på de faglige politiske udfordringer i de nye udviklinger.

Strategi for nye produktionsforhold

De nye digitale udviklinger stiller krav om mere uddannelse og efteruddannelse, så fagbevægelsens offentligt og privatansatte medlemmer kan håndtere de nye teknologier og processer og med det udgangspunkt kan stille nye overenskomstkrav til arbejdsgiverne. Det er også vigtigt at få alle med, så der ikke skabes et nyt lavtlønsproletariat, der adskiller sig markant fra en højtlønnet og teknologisk veluddannet gruppe af faglærte arbejdere, et Industri 4.0-aristokrati.

Fagbevægelsen må definere en strategi for at få overenskomstdækket de nye produktionstyper og produktionsprocesser, der bygger på ansættelse af arbejdskraft. Der er ingen tvivl om, at arbejdsgivere vil udnytte situationen til at slippe af med enhver form for kollektiv aftale. På den måde forsøger de at udnytte de nye produktionsforhold til at øge udbytningen.

Det er også af stor betydning, at fagbevægelsen rejser en række politiske krav, der forsvarer arbejdernes retstilling, imod forsøg på at ophæve og fjerne tilkæmpede rettigheder på for eksempel arbejdsmiljøområdet og retten til at holde ferie, og som sikrer, at arbejdsgiverne betaler skat.

Kampen mod Uber, der drev ulovlig piratkørsel, viser, at det er nødvendigt at rejse politiske krav, og at det kan lade sig gøre, når presset fra fagbevægelsen er stærkt nok.

Den såkaldte deleøkonomi eller platformsøkonomi er kommet for at blive. Den skaber ikke blot nye forbrugsmønstre, men også nye produktionsprocesser, hvor ejer- og ledelsesforhold ofte er slørede. Nye forbrugsmønstre er imidlertid uskadelige for arbejderklassen, så længe de ikke udnyttes som løftestænger til at bryde det faglige sammenhold og de kollektive overenskomster.

Social dumping – den største faglige udfordring

Kampen mod social dumping er stadig den største og vigtigste kamp for arbejderklassen og fagbevægelsen.

I dag befinder der sig mere end 120.000 udenlandske arbejdere i Danmark. Det svarer til indbyggertallet i landets femtestørste kommune Esbjerg. Og hertil kommer et ukendt antal illegale arbejdere, der er importeret på slavelignende vilkår, primært fra en række østeuropæiske lande. Udviklingen er ude af kontrol og det sætter fagbevægelsen under et hårdt pres.

Kampen mod social dumping er stadig den største og vigtigste kamp for arbejderklassen og fagbevægelsen.

Det er velkendt, at den udenlandske arbejdskraft betales langt lavere end den danske. Således arbejder for eksempel polske arbejdere typisk for en timeløn, der svarer til ca. 80 kr. i timen. Der betales ikke feriepenge eller pension. Disse lave lønninger lægger naturligvis et hårdt tryk på de danske løn- og arbejdsvilkår, også når det gælder arbejdsmiljø og sikkerhed på arbejdspladsen.

Det er først og fremmest byggebranchen, der er påvirket af situationen, men også serviceområdet, rengørings-, hotel-, restaurations-området og det grønne område er hårdt ramt.

Den massive tilstedeværelse af udenlandske arbejdere primært fra en række østeuropæiske lande bygger på EU’s bestemmelser om arbejdskraftens fri bevægelighed og på den kendsgerning, at fattige og arbejdsløse arbejdere søger beskæftigelse, dér hvor den findes.

Arbejdsgiverne i Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri rider i den forbindelse på to heste. De ønsker ordnede forhold for deres kernearbejdskraft i den udstrækning, at disse forhold sikrer dem ro på arbejdspladserne. Men samtidig ønsker de også at importere den billige og ufaglærte arbejdskraft som randarbejdskraft til et stærkt voksende serviceområde, en arbejdskraft helt uden regler, aftaler eller restriktioner.

Lavtlønsmarked uden aftaler

Denne udvikling har skabt et regulært parallelarbejdsmarked eller et aftaleløst lavtlønsarbejdsmarked. Det vokser ofte uden overenskomster eller aftaler, og det foregår på vilkår, som har været ukendte i Danmark i mere end 100 år.

Denne gradvise spaltning af det danske arbejdsmarked åbner for et ræs mod bunden, hvor de dårligst stillede arbejdere ikke længere kan leve af én indtægt og derfor er tvunget til at have mindst to job for at overleve.

I kampen mod social dumping står følgende opgaver:

• For det første må fagbevægelsen samles om politiske krav, der forpligter arbejdsgivere, der benytter sig af østeuropæiske arbejdskraft, til at følge dansk lovgivning, regler og aftaler. Der må samtidig rejses krav overfor EU, så der sættes en stopper for arbejdsgivernes mulighed for at overenskomstshoppe.

• For det andet må fagbevægelsen forsætte kampen for overenskomster, der kan sanktionere arbejdsgivere, der direkte eller indirekte deltager i social dumping.

• For det tredje må fagbevægelsen fortsætte kampen for at organisere de udenlandske arbejdere i fagforeninger og a-kasser. Kun en høj organiseringsgrad og stærke overenskomster kan styrke enheden i kampen mod social dumping.

Tryghed under arbejdsløshed

Det danske dagpengesystem er ved at blive ødelagt af de skiftende regeringer. Igennem de sidste 20 år er dagpengenes købekraft således blevet forringet med 20 procent. Samtidig traf Lars Løkke og Co. i 2011 en beslutning om at halvere dagpengeperioden og fordoble genoptjeningskravet. Beslutningen blev truffet i samarbejde med Dansk Folkeparti i kølvandet på krisen i 2008-2009 og i en situation med en massiv arbejdsløshed på otte-ti procent, mere end det dobbelte af i dag.

De dele af den ufaglærte arbejderklasse, der har brug for tryghed gennem et solidarisk dagpengesystem, bliver ladt i stikken.

Disse politiske beslutninger resulterede i, at cirka 60.000 arbejdsløse mistede deres arbejdsløshedsunderstøttelse i perioden fra januar 2013 til maj 2015. Dette regeringsindgreb alene udløste ikke mindre end en social katastrofe.

De arbejdsløse, der mistede deres forsørgelsesgrundlag i krisens kølvand, måtte enten leve af ægtefællens indtægt eller af en stærkt reduceret kontanthjælp. Det skabte naturligvis massiv utryghed i hele arbejderklassen. Regeringens budskab var nemlig klart nok: Arbejdsløshed er selvforskyldt. Det skal derfor kun være muligt at få en stærkt tidsbegrænset reduceret kompensation. Og regeringsindgrebet blev ledsaget af en ny bølge mistænkeliggørelse og kontrol af de arbejdsløse.

Udhulingen af dagpengesystemet vender den tunge ende nedad. De dele af arbejderklassen, der har relativt sikre job i den offentlige og i den private sektor, er typisk gået i gang med at forhandle en længere opsigelsesperiode, ligesom de i stigende omfang tegner private tillægsforsikringer. De dele af den ufaglærte arbejderklasse, der har brug for tryghed gennem et solidarisk dagpengesystem, bliver ladt i stikken.

For at undgå hyppig arbejdsløshed og dermed faldende indkomst bliver dele af arbejderklassen derfor tvunget til at tage lavtlønsjob, vikarjob eller job på nedsat tid. Disse arbejdere tvinges med andre ord til at deltage i ræset mod bunden, og de kommer ufrivilligt til at medvirke i presset på de kollektive overenskomster.

Der er brug for et dagpengesystem, der giver tryghed under arbejdsløshed. Et solidarisk dagpengesystem, der giver tryghed, er en del af kampen mod social dumping. Og det er en del af kampen for at få hævet ydelsesniveauet for alle. Dels for de arbejdsmarkedsparate på kontanthjælp og dels for de mange, der er sat udenfor det danske arbejdsmarked.

Selvom mange arbejdsgivere skriger efter ledig arbejdskraft, er det paradoksalt nok sådan, at stadig flere sættes udenfor døren, fordi arbejdsgiverne ikke vil bruge deres arbejdskraft, fordi de er enten for ”dyre”, for gamle, for nedslidte, for syge eller tilsvarende. 

Løn og arbejdstid

Det bærende i de kollektive overenskomster er stadig kampen for højere løn og kortere arbejdstid. Løntilbageholdenheden i de sidste overenskomster har udhulet lønnens købekraft, og især de ufaglærte på normallønsområdet er sakket bagud. Svælget mellem top og bund udvides.

Spørgsmålet om arbejdstidens længde spiller i dag en stadig mere central rolle. På dele af arbejdsmarkedet, for eksempel indenfor byggeriet, arbejdes der væsentligt mere end 37 timer om ugen. Det betyder øget nedslidning, men også afkortning af bygningsarbejdernes samlede levetid, også fordi arbejdsmiljøet ofte tilsidesættes af arbejdsgiverne.

En alderdom med livskvalitet fortoner sig, samtidig med at den politiske bestemte pensionsalder sættes i vejret af politikerne. Der er ingen tvivl om, at spørgsmålet om den ugentlige arbejdstid og arbejdslivets længde skal ses i en sammenhæng. Den ugentlige arbejdstid må reguleres til kortere arbejdstid ved overenskomsterne, og en nedsættelse af pensionsalderen må rejses som et samlet politisk krav fra arbejderklassen.

På andre dele af arbejdsmarkedet, primært på ufaglærte områder indenfor offentlig og privat service, omlægges 37-timers stillinger til deltidsstillinger. Det medfører et indtægtstab for mange arbejderfamilier og betyder, at stadig flere skal have to job for at kunne overleve. Denne udvikling kombineres med et stadigt større udbud af tidsbestemte vikarstillinger, så arbejdsgiverne slipper for overenskomsternes opsigelsesbestemmelser.

De såkaldte nul-timers-kontrakter udgør også et voksende problem, ikke mindst indenfor områder hvor de digitale platforme bringes i anvendelse. Det er her typisk, at arbejderne ikke har nogen rettigheder. De arbejder fra time til time og fra dag til dag uden ide om ugentlige eller månedlige indtægter, uden overenskomst, pensionsopsparing og så videre.

Kollektiv velfærd og offentlig sektor

En velfungerende offentlig sektor er forudsætningen for den kollektive velfærd. De stadige nedskæringer og forringelser af de offentligt ansattes arbejdsvilkår undergraver den kollektive velfærd.

Øget digitalisering, omlægning af arbejdstider, nednormeringer, privatiseringer og et stadigt pres på lønningerne har forvandlet den offentlige sektor til en slagmark. De skiftende regeringer søger gennem New Public Management og andre moderne doktriner at håndhæve EU’s krav til nedskæringer og reguleringer i de enkelte medlemslande.

Resultatet er en stadigt faldende kvalitet, samtidig med at stadig færre ansatte skal løse stadigt voksende samfundsbehov. Når det gælder vitale områder for arbejderklassen som bedre børnepasning, skole og uddannelse, ældrepleje, sundhed og hospitaler er der ingen anden vej end et styrket kampfællesskab mellem den private og den offentlige sektor.  Det har strategisk betydning i klassens kamp.

Den private og den offentlige sektor udgør to ben i den faglige kamp.

Kampen for de kollektive overenskomster

I en tid med økonomiske og sociale nedskæringer, med pres på den kollektive velværd og de kollektive overenskomster er arbejderklassen vigtigske bolværk en stærk og kampvillig fagbevægelse. Uden faglig organisering står arbejderklassen forsvarsløs, og det vil ikke tage lang tid for borgerskabet at nedbryde de resultater, der er skabt gennem mange årtiers faglig og politisk kamp.

Fagbevægelsens ledelse lider af den vrangforestilling, at resultaterne alene nås ved et forhandlingsbord, om det så foregår i EU, på Christiansborg eller i Dansk Industris forhandlingslokaler.

De kollektive overenskomster er fagbevægelsens egentlige grundlag og grundlaget for den såkaldt danske model. De kollektive overenskomster bygger på faglige organisering på arbejdspladserne, på klubberne, på tillidsrepræsentanterne og på sammenholdet i de lokale fagforeninger.

Der er brug for en stærk enhedsfagbevægelse, det vil sige en fagbevægelse, der styrkes fra neden på arbejdspladserne og gennem aktivering af arbejderklassen.

Det er i en sådan stærk fagbevægelse, enheden kan findes i kampen for den kollektive velfærd, for arbejdspladser og for vilkår, der inddæmmer de ødelæggende virkninger af en uhæmmet disruption. Og det er i en stærk og aktiv fagbevægelse, at enheden skabes i kampen for bedre vilkår til de arbejdsløse.

Brug for en ny faglig strategi

Fagbevægelsens ledelse er imidlertid ofte passiv og usynlig. Den lider af den vrangforestilling, at resultaterne alene nås ved et forhandlingsbord, om det så foregår i EU, på Christiansborg eller i Dansk Industris forhandlingslokaler.

Overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked i 2017 viser lidt om, hvor galt det kan gå. Hovedforhandlerne solgte medlemmernes krav. Der blev indgået forlig bag forligsinstitutionens tykke mure, og resultatet blev hentet hjem ved hjælp af forligsinstitutionens særlige afstemningsbestemmelser.

Forhandlingerne byggede ikke på medlemmernes krav, og hovedforhandlerne troede i det hele taget ikke på, at medlemmerne kunne eller ville organiseres til en kamp for deres krav. Den manglende tro på, at medlemmerne kan mobiliseres til aktivitet og kamp er fatal. Store medlemsgrupper stemte nej til resultatet, og i 3F blev resultatet som helhed nedstemt – uden at det fik nogle konsekvenser.

Arbejdsgiverne er hurtige til at gennemskue de faglige hovedledelsers kraftløse samarbejdslinje, og de vil derfor blot skærpe deres krav og nedskæringslinje. Og det sker i stor stil, sekunderet af støtten fra skiftende regeringer.

Der er brug for en omlægning af den faglige strategi. Den må bygge på demokratisering af overenskomstforhandlingerne. Den må bygge på medlemmernes krav, på medlemmernes aktivitet og inddragelse og på skabelsen af forhandlingsfællesskaber, der har styrken til at gennemføre konflikten, dér hvor der ikke findes anden vej.

Fjernes medlemmerne derimod fra indflydelsen på overenskomsterne, tabes kampen om fagbevægelsen og dermed også kampen om samfundsforandringer i det hele taget.