Ole Bornedals serie om 1864 har været et meget positiv indslag på dansk TV. Der har været rejst kritik fra mange sider. Dansk Folkeparti var hurtigt på banen, nærmest allerede inden første udsendelse rullede hen over skærmen.

Den borgerlige nationalisme i Danmark var fra sin start chauvinistisk, da man ønskede at danne nationen ud over dens ramme.

I Berlingske den 9.oktober udtaler Pia Kjærsgaard: ”Det synes klart, at Bornedal tager udgangspunkt i vor nutid og Danmarks engagement i Afghanistan. Det fremgår jo ganske tydeligt. Han fremstiller så 1864 som om, at ulykkerne skyldtes vanvittige nationalistiske danske politikere, og sammenligningen til nutiden ligger lige for. Det er at politisere”.

Ole Bornedal har naturligvis sin kunstneriske frihed til at ville give sin vinkel og fortolkning af begivenhederne, som andre før ham har gjort det (bl.a. Herman Bang i Tine). Og det er ikke unaturligt at den chauvinistiske nationalisme gøres til et emne. Den var uden tvivl til stede. Det kan man forsikre sig om, ved at læse datidens litteratur.

Og det er meget positivt, at se en kunstner, der har en holdning. Det er ikke hverdagskost i mainstream Danmark. Der er ikke noget galt i at sammenligne med nutiden, selv om borgerskabet i dag ikke er begrænset at nationalismens udsyn.

I dag har vi et stærkt globaliseret borgerskab, der ikke ønsker snærende grænser i deres profitjagt. At vi så til gengæld har fået ”nationalpopulisme” med et helt andet formål, lige som så mange andre lande i Europa, bl.a. Frankrig, det er en anden sag.

Hensigten er ikke her at anmelde Ole Bornedals serie, men at prøve på at beskrive den historiske ramme for 1864-krigen, som serien ikke giver.

Forfatningskampen var en væsentlig del af scenariet. Den afspejler klassernes kamp, som den udviklede sig i Danmark. Den afspejler borgerskabets magtovertagelse i Danmark. Den afspejler overgangen fra feudalisme til kapitalisme og dannelsen af nationalstaten.

Det feudale Danmark

For at forstå forfatningskampen, der ligger bag krigen i 1864, er det vigtigt at gå tilbage til junigrundloven i 1849, hvor det nye borgerskab gør op med det feudale Danmark.

Opgøret med feudalismen kom sent til Danmark. Det oplyste enevælde under Frederik den 6. holdt stærkt på magten. Og industrialiseringen gik langsomt, og dermed også udviklingen af en egentlig arbejderklasse.

Under det hårde feudale regime organiserede de samfundskritiske sig i ”diskussionsklubber”, specielt blandt de studerende. Men også andre borgere og håndværkere deltog her.

Kongen slog hårdt ned på al opposition og indskrænkede trykkefriheden efter den franske revolution i 1789, som inspirerede til de borgerlige revolutioner overalt i Europa.

Et eksempel er P. A. Heiberg, der ved dom forvistes ”fra kongens riger og lande” i 1799. Heibergs forfatterskab var meget inspireret af den franske revolution, had til aristokraterne, der ifølge ham som en smitte bredte sig til en del af Københavns borgere.

En anden kendt kritiker af det feudale Danmark var J. J. Dampe, der spillede en fremtrædende rolle i diskussions- og læseselskabet Clio, der var kritisk over for enevælden.

Han og en smedemester Hans Christian Jørgensen, der havde hjulpet med spredningen af Dampes tekster, blev tiltalt for højforræderi og majestætsfornærmelse i 1821. De fik begge en dødsstraf, men kongen forandrede straffen til livstid i fæstningen på Christiansø.

Fra feudalisme til kapitalisme

Borgerskabets overtagelse af magten i Danmark forløb som en fredelig revolution i modsætning til så mange andre lande i Europa.

Godsejerne have i slutningen af 1700-tallet selv taget initiativ til at bryde de bestående produktionsforhold i landbruget gennem landbrugsreformerne. Motivet til reformerne var, at der i landbruget herskede en sådan slendrian, at det umuliggjorde udnyttelsen af den nye teknik. De vurderede at det betalte sig at ophæve stavnsbåndet og lempe hoveriet.

Det viste sig, at holde stik. Forudsætningen var anskaffelsen af billig arbejdskraft, der fremskaffedes ved oprettelsen af så små husmandsbrug, der nødvendiggjorde arbejde for fremmede for at overleve. Landbrugsreformerne åbnede for en begyndende kapitalistisk udvikling i landbruget.

”Det bestemmende for feudalsamfundets opløsning og kapitalismens gennembrud var derimod produktivkræfternes udvikling og det deraf følgende nye styrkeforhold mellem klasserne. Selv om det danske samfund i høj grad var stivnet i tilbageståenhed under den uindskrænkede enevældes indskrænkethed, banede kendskabet til den nye teknik, som udviklede sig i udlandet sig dog vej i de "dannede", dvs. de velstående lag. Men dens udnytteIse krævede afgørende ændringer af de bestående samfunds- og produktionsforhold. Stærkere og stærkere trængte kravet om et nyt samfund sig på.

Det gjaldt både på det økonomiske, det politiske og det nationale område. På alle disse områder brød det kapitalistiske bourgeosi, dets politik og ideologi, igennem hen imod midten af det 19. århundrede” (Ib Nørlund, ”Det knager i samfundets fuger og bånd”, forlaget Tiden 1972, side 9).

I politisk henseende kunne de efterhånden økonomisk stærke borgerlige kredse ikke finde sig i at være uden indflydelse. Så da det revolutionære og demokratiske røre gik over Europa i 1848, stod den feudale enevælde i Danmark svækket – både økonomisk, politisk og – i kraft af det samtidige kongeskifte – moralsk. Det var en fordelagtig situation for det danske borgerskab. Stemningen i folket var sådan, at der behøvedes få arrangerede protestmøder, før kongemagten forstod at den måtte vige. Kongen indkaldte den grundlovgivende forsamling, som senere udarbejdede junigrundloven af 1849.

Junigrundloven blev en af de mest demokratiske af de europæiske forfatninger, som opstod efter revolutionerne i 1848. Men den var altså et resultat af en særdeles fordelagtig international og national situation – ikke af noget nationalt mirakel.

Det særegne er, at gennembruddet skete på et tidspunkt, hvor det kapitalistiske borgerskab endnu ikke var økonomisk funderet, idet det industrielle gennembrud ikke var nået. Det betød også, at den industrielle arbejderklasse ikke var udviklet. Arbejderklassen spillede ikke en særlig rolle som allieret for borgerskabet i dets magtovertagelse.

En af følgerne af borgerskabets svaghed var, at det snart søgte og opnåede en politisk alliance mellem hovedparten af borgerskabet og godsejerne. Dette kom i høj grad til at præge den videre udvikling i Danmark.

De nationalliberale

D. G. Monrad, der vises i Bornedals film om 1864, var medlem af det nationalliberale parti. I serien fremstilles han meget karikeret. Nærmest som en lidt sygelig bindegal person. Men det er vigtigt at forstå, at han var en fremtrædende person fra partiet, der stod bag junigrundlovens udformning.

De nationalliberale opstod da Orla Lehman formulerede Ejderpolitikken i 1842 i opposition til helstatspolitikken. Partiet var opstået blandt studenter og akademikere, men det nye opkommende borgerskab sluttede op.

De nationalliberale ønskede en fri forfatning. Fra starten stod partiet i skarp modsætning både til den enevældige kongemagt og til godsejerne. Derfor måtte de søge alliancepartnere for at opnå en fri forfatning. De allierede sig med bønderne gennem Bondevennernes Selskab (dannet 1846). De nationalliberale var ledende i martsrevolutionen 1848, og kom med i regering fra marts til november og deltog i den grundlovsgivende forsamling, der sad i 1848-1849.

Men allerede inden den nye grundlov var vedtaget, havde de nationalliberale stillet sig på en midterposition i fht. de mere radikale Bondevenner, der ønskede et etkammersystem med almindelig valgret og Højre, der ønskede et tokammersystem med privilegeret valgret. Det blev afgørende for udfaldet, at centrum tilsluttede sig et kompromisforslag om to kamre med almindelig valgret til Folketinget og med privilegeret valgbarhed til Landstinget.

Nation og borgerlig nationalisme

Da enevælden brød sammen brød helstaten ligeledes sammen. Helstaten var etableret i 1793 og var efter Norges overdragelse til Sverige i 1814 reduceret til Kongeriget Danmark og hertugdømme Slesvig, Holsten og Lauenborg med Kongen som det fyrstelige overhoved. Holsten og Lauenborg var tilknyttet det tyske forbund.

Junigrundloven var gældende for Danmark. I hertugdømmerne var den gamle feudale helstatsforfatning stadig gældende. Men samtidig med begivenhederne i København i 1848, var der også i Slesvig-Holsten et revolutionært røre, der krævede frihedsrettigheder. Her ønskede man også en demokratisk forfatning i et samlet Slesvig-Holsten, der skulle knyttes til det tyske forbund. Nationalfølelsen her var hovedsagelig tysk.

”Det er en almindelig lov, at de moderne nationer opstår med kapitalismens gennembrud, idet denne må sikre sig et nationalt marked og gør det i den moderne nationalstats form. Dette gjaldt udpræget for Danmark. Det danske bourgeoisis nationale opsving var nært forbundet med nødvendigheden af at sikre markedet i Danmark mod Hamburg og det øvrige Tyskland” (”Det knager i samfundets fuger og bånd”, forlaget Tiden 1972, side 12).

Den nationalfølelse, borgerskabet udviklede, fandt sit udtryk i de nationalliberales ”ejderpolitik”, som gik ud på at sikre den danske stats områder i Sydslesvig. Grænsen skulle følge floden Ejderen. Dvs. de tyske hertugdømmer Holsten og Lauenborg skulle udskilles af det Danske Monarki, mens hertugdømmet Slesvig skulle være en almindelig provins i Kongeriget Danmark.

Det vigtige for det danske borgerskab var således ikke at respektere nationalfølelsen i Slesvig. Sydslesvig følte sig tysk. Det vigtige var at sikre sig over for markedet mod syd.

Hertugdømmerne var på alle måder langt mere udviklet end kongeriget både industrielt, videnskabeligt og økonomisk, med et driftigt politisk center i Kiel og med Hamborg, som Nordeuropas økonomiske omdrejningspunkt. I København var der reelt stilstand.

Det er typisk, at den første jernbane i det daværende danske rige oprettedes i 1844 fra Kiel til Altona, mens linjen København – Roskilde først åbnede i 1847. I Jylland fremførtes i 1846 krav om en jysk jernbane med direkte forbindelse til det kontinentale jernbanenet, for at blive hægtet på den økonomiske udvikling der.

Så på trods af kravene om selvstændighed fra hertugdømmerne, respekterede hverken det nye borgerskab eller de gamle feudale kræfter dette. Den nye regering afslog kravet fra hertugdømmerne og fastholdt, at Slesvig skulle tilknyttes Danmark ved en fælles fri forfatning. Hermed var borgerkrigen, der fandt sted i 1848-51, en realitet.

Politisk havde treårskrigen fra dansk side et reaktionært indhold, for så vidt den var rettet mod mere demokratiske bevægelser i Tyskland. Den danske sejr opnåedes væsentligt i kraft af den tyske kontrarevolutions sejr. Også nationalt fik det danske bourgeoisi således en sejr foræret af gunstige omstændigheder.

Restaurationsperioden

Situationen i Danmark kan ikke ses isoleret. Det er vigtigt at forstå, at Danmark var en brik i de store magters spil. Borgerkrigen (1848-51) om Slesvig-Holsten blev et europæisk anliggende, det reaktionære Rusland støttede Danmark, det tyske borgerskab Slesvig-Holsten. Zarens Rusland spillede en aktiv rolle i at bekæmpe de borgerlige revolutioner som et reaktionens værn og havde stor indflydelse frem dets nederlag ved Krim i 1856.

Fredsslutningen involverede de europæiske stormagter, der betingede sig, at helstaten og det danske kongedømme skulle bevares, og at der blev lavet en aftale om arvefølgen efter den barnløse Frederik den 7, den sidste oldenborger på tronen. Stormagterne fastlagde i Londonaftalen af 8. maj 1852, at arvefølgen gik til huset Glücksborg.

Fastlæggelsen af arvefølgen var vigtig for monarkiets fremtid. Dels blev længere tids spekulation om, hvem der skulle være konge, når Frederik 7. døde, afsluttet. Dels fastslog stormagterne gennem traktaten, at den danske helstat, som bestod af kongeriget Danmark og de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg, fortsat skulle opretholdes.

De national-liberales ledere forsvandt fra regeringen under pres fra Rusland, og den besejrede enevældes konservative embedsmænd indtog atter deres pladser. Deres periode blev en ”restaurationsperiode”, hvor enevælden på alle måder søgtes genindført.

Man foreslog at lade rigsdagen samles kun hvert andet år. Man ønskede at antaste trykkefriheden, den almindelige værnepligt og 1849-grundlovens valgret.

Karl Marx, som var skribent i New York Daily Tribune, skrev om Ruslands intriger i Danmark. (oversatte artikler fra Dagbladet Arbejderen 17.3.1988):

Karl Marx, 9.juni 1853:

”Det lader altså til, at det danske folk endelig er blevet klar over, hvad dets blinde opposition over for hertugdømmerne Slesvig og Holstens uafhængighedskrav har ført Danmark ud i. Det danske folk insisterede på en varig sammenknytning af dets land med Holsten, og førte af samme grund krig mod den tyske revolution – Danmark vandt krigen og beholdt Holsten. Men som udligning for denne erobring er det nu dømt til at tabe sit eget land. ”Neue Rheinische Zeitung” holdt i årene 1848-49 aldrig op med at advare de danske demokrater mod de endelige følger af deres fjendtlige indstilling til den tyske revolution. Avisen forudsagde uden omsvøb at Danmark ved at hjælpe til med afvæbningen af revolutionen i udlandet for altid ville binde sig til et dynasti, som nu, da arvefølgen havde fået sanktion og retsgyldighed gennem danskernes egen tilslutning, ville underkaste sig den russiske zars forgodtbefindende

Det danske demokrati vægrede sig ved at følge dette råd, og det får nu samme løn for dets kortsigtede dumhed, som de bøhmiske slavere, da de kastede sig ud i en morderisk kamp mod de revolutionære fra Wien, deres eneste mulige befriere i kampen mod den forhadte despotisme – for at ”beskytte deres nationale selvstændighed over for tyskerne”.

Karl Marx, 19. august 1853:

”I årene 1848-1850 kæmpede danskerne, understøttet af russiske noter og flåder, imod Tyskland for at opretholde Lex Regia (Kongeloven, der definerer det absolutte enevælde, red), der forbød Slesvig at blive forenet med Holsten og udskilt fra Danmark. Efter at zaren havde slået den tyske revolution under påskud af Lex Regia, konfiskerer han det demokratiske Danmark ved at afskaffe netop denne lov. Skandinaverne og tyskerne har på den måde gjort erfaringen, at de ikke kan basere deres respektive nationale krav og rettigheder på feudale love om kongelig arvefølge”.

I 1854 kulminerede reaktionen med ministeriet Ørsteds forsøg på udenom rigsdagen at genindføre enevælden i alle sager, fælles for landsdelene.

Der rejste sig en sand storm mod regeringen både fra nationalliberal og demokratisk side og folkestemningen begyndte at vende sig mod kongen personligt, som indså, at det konstitutionelle monarki måtte accepteres, for at få en ny forfatning igennem, der skulle sikre arvefølgen til tronen og helstaten. Regeringen blev tvunget til at gå af og afløstes i december 1854 af en nationalliberal regering.

Ny helstatsforfatningen og krigen 1864

2. oktober 1855 fik den nationalliberale regering vedtaget en ny helstatsforfatning, der indførte et fælles rigsråd for kongeriget Danmark og de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg bestående af 20 kongevalgte medlemmer, 30 valgt af Rigsdagen og stænderforsamlingerne og 30 valgt ved direkte valg.

Forfatningen blev ikke forelagt de tre hertugdømmers stænderforsamlinger til godkendelse, hvilket vakte voldsomme protester i den holstenske stænderforsamling, som forkastede den af Helstatsforfatningen afledte særforfatning for Holsten. Lauenborgerne anerkendte heller ikke forfatningen og appellerede til den tyske forbundsdag. I Slesvig forlangte det lille tyske flertal i stænderforsamlingen genoprettelse af den gamle tætte forbindelse med Holsten.

Over for presset fra de tre hertugdømmer, Det tyske Forbund og de to tyske stormagter Preussen og Østrig gav Danmark den 6. november 1858 efter og ophævede Helstatsforfatningen for Holstens og Lauenborgs vedkommende. I Slesvig afløstes Helstatsforfatningen af Novemberforfatningen af 18. november 1863, som førte til krigen i 1864.

Nederlaget i 1864

Danmark tabte slagene ved Dannevirke og Dybbøl. På engelsk initiativ indledtes forhandlinger i London (London-konferencen) med de implicerede parter. I første omgang aftaltes en våbenhvile. På konferencen drøftedes forskellige delinger af Slesvig – herunder en løsning gennem en folkeafstemning eller en voldgift.

Forhandlingerne i London brød sammen, fordi danskerne ikke ville acceptere hverken afstemning eller voldgiftsløsning. Man ville have en grænse ved Dannevirke (Dannevirke ligger cirka 15–20 km nord for Ejderen).

Det siger noget om det danske borgerskabs respekt for nationalfølelsen. Der er ingen tvivl om, at sydslesvigerne ”følte” sig tyske, de ønskede at tilslutte sig det tyske forbund (hvad afstemningen i 1920 også viste). Danskerne opførte sig som feudale storfyrster, der ville have et stykke land uanset befolkningens tilhørsforhold.

Våbenhvilen udløb, og krigen begyndte igen. Danmark mistede igen langt flere soldater end tyskerne. Preussen og Østrig havde nu besat hele Jylland op til Skagen. Frygten var, at Fyn også skal gå tabt. Selv Sjælland syntes truet. Kravet om fred for enhver pris støttedes af stadig flere. Den danske regering gik af. En ny udpegedes. Regeringen anmodede om våbenhvile, som blev imødekommet. Nye forhandlinger gik i gang i Wien. Fredstraktaten blev underskrevet den 30. oktober 1864.

Under forhandlingerne var sejrherrerne kompromisløse. Danmark måtte afstå hertugdømmerne betingelsesløst; der blev end ikke gives nogen garantier til den dansksindede del af befolkningen i Nordslesvig. Danmarks nederlag var fuldstændigt.

Danmark mistede hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg og dermed to femtedele af landets samlede størrelse. Indbyggertallet indskrænkes fra 2,6 millioner til 1,6 millioner.

Først ved genforeningen i 1920 efter en folkeafstemning i det slesvigske område bliver grænserne draget, som de er i dag, som en del af afslutningen på Versaillesfreden efter Første Verdenskrig. Afstemningen førte til, at Nordslesvig blev genforenet med Danmark. Sydslesvig forblev tysk.

National chauvinisme

Borgerskabet i Danmark allierede sig hurtigt med det gamle samfunds kræfter, godsejere og konge. De var ikke, som det var tilfældet i for eksempel Tyskland og Frankrig under pres fra en fremvoksende arbejderklasse med stærke sociale og revolutionære krav om forandring.

Den borgerlige nationalisme i Danmark var fra sin start chauvinistisk, da man ønskede at danne nationen ud over dens ramme. For det danske borgerskab spillede det ingen rolle, at hertugdømmernes nationalfølelse var tysk, at deres fællestræk i sprog, geografi, historie og kultur udgjorde et naturligt nationalt fællesskab. Det ville tvinge områder ind under staten af hensyn til at sikre sit marked og dermed profitten.

I dag har vi et stærkt globaliseret borgerskab, der ikke ønsker snærende grænser i deres profitjagt. Det ser vi med Danmarks integration i EU. Bid for bid afgives Danmarks ret til national selvbestemmelse på profittens alter. Dengang som nu er det profitten, der styrer.

Populistisk nationalisme

Man kan undre sig over Dansk Folkepartis reaktion på serien. Stor ståhej om skildringen af sigøjnerne. Voldtægten af en ko vakte stor forargelse, hvorimod voldtægten af en sigøjnerpige af den samme herremand gik upåagtet hen. Når Pia Kjærsgaard reagerer så kraftigt på Ole Bornedals 1864, skyldes det måske, at han fremstiller, hvad en chauvinistisk nationalisme kan føre til.

Selv om borgerskabet i dag har forkastet forsvaret af den nationale selvbestemmelsesret, der udgør en ramme for arbejderklassens muligheder for en demokratisk kamp med målsætningen socialisme, har vi til gengæld fået en nationalpopulisme, i form af Dansk Folkeparti med et helt andet formål, lige som så mange andre lande i Europa.

Formålet med den populistiske nationalisme er ikke forsvaret af de demokratiske rettigheder, kampen for national selvbestemmelse og dermed Danmarks udtræden af EU og NATO. Formålet er at skabe splittelse i den eneste konsekvente forkæmper for demokratiske rettigheder, national selvbestemmelse og socialisme, nemlig arbejderklassen.

Litteraturhenvisninger:

Ib Nørlund, Det knager i samfundets fuger og bånd, forlaget Tiden 1972

Karl Marx, artikler fra New York Daily Tribune, Dagbladet Arbejderen, 17. og 24. marts 1988

Olaf Søndberg, Den danske revolution 1830-1866, Forlaget Systime 1999

Systemskiftet 1848-49 - retorik og realiteter, Den Jyske Historiker nr. 83/84 1999

Michael Helm, Det kvalte demokrati, Guldalderens glemte systemkritikere, Gyldendal 1986

Mogens Japsen, Genforeningen af 1920, Ret & Vrang nr. 53 2010

Frederik Dreier, Folkenes fremtid, Tekster om ideologikritik og arbejderorganisation, Gyldendals Uglebøger 1973

Opslag i Wikipedia og Den Store Danske

Skønlitteratur, der videregiver "tidens ånd":

Herman Bang: Tine

Gyrithe Lemche: Edwardsgave