På dele af den europæiske venstrefløj har der udviklet sig en diskussion af, hvordan vi i et venstreorienteret europæisk fællesskab kan ændre eller bryde med det nyliberale EU.

Det fælles træk ved strategierne for et venstreorienteret exit, Lexit, er, at de er brolagt med radikale ændringer af unionens traktater.

Diskussionen foregår både i Europæisk Venstreparti (European Left) og i en lang række andre fora.

En række enkeltpersoner har samlet sig i et netværk, Lexit (Left Exit). De har udsendt et opråb, hvor de opfordrer andre til at deltage i netværket. Fra Danmark har blandt andre Kenneth Haar underskrevet opråbet. (Se hjemmeside her: lexit-network.org/opprop).

Det fælles træk ved strategierne for et venstreorienteret exit, Lexit, er, at de er brolagt med radikale ændringer af unionens traktater, som ikke kan fremføres af et enkelt land – men af flere lande i fællesskab.

De skrækscenarier, der stilles op, er Grækenland, hvor Syriza er det dårlige eksempel på ikke at mobilisere hele den europæiske befolkning til støtte, og Brexit som et nationalistisk xenofobisk træk organiseret af britiske højre nationalister.

Europæisk Venstreparti

På Europæisk Venstrepartis kongres i december 2016 vedtoges en strategi for EU-politikken, som kan læses i dokumentet ”Refound Europe, create new progressive convergence”

http://www.european-left.org/5th-congress-berlin-2016

Kongressen konstaterede, at EU befinder sig på kanten af afgrunden, og at det giver muligheder for at genåbne diskussionerne om EU traktaterne, som ellers har været ”fastlåste dogmer”. Derfor har Europæisk Venstreparti nu besluttet at kaste sig ud i en redningsaktion for projektet, således vi kan få et mere socialt EU, der respekterer det europæiske folks demokratiske rettigheder. Kort sagt et alternativ til det nyliberale EU.

”Vores mål er at åbne en anden mulighed, en anden vej. Dette nye håb må føre til dybe forandringer i Europa, til at forme et nyt Europa, til at grundlægge et anderledes Europa såvel som at frelse folk fra nedskæringspolitikken og forhindre dem i at vende sig imod xenophobia (frygt for fremmede, red.). Det understreger nødvendigheden af at ændre styrkeforholdet, ikke kun i vore enkelte lande, og slet ikke kun i et enkelt land, men samtidigt i flere lande og på det europæiske plan som et hele.”

Traktatændringer

Derfor er det ifølge Europæisk Venstreparti ikke Brexit-vejen, det europæiske venstre skal følge, da det var højrefløjen, der udnyttede modstanden mod integrationen i det nyliberale EU, og som udløste xenophobia og skaffede englænderne en regering, der ser ud til at være endnu mere højreorienteret end den forrige. Det har Europæisk Venstreparti taget bestik af, og derfor valgt en anden kurs for at undgå en sådan udvikling.

Ifølge Europæisk Venstreparti er det ikke Brexit-vejen, det europæiske venstre skal følge, da det var højrefløjen, der udnyttede modstanden mod integrationen i det nyliberale EU.

I dokumentet slås det fast, at Europa befinder sig på en kant, hvor balancen er ved at tippe over til de ekstreme højrekræfter, der bruger protektionisme og social agitation. Men ”Vi kan endnu nå at trække os tilbage fra kanten. Folkene har ikke givet efter: tværtimod. Der er politiske, sociale og civile kræfter, der afviser dilemmaet. Europæisk Venstreparti vender sig mod alle disse kræfter for at foreslå, at vi sammen finder en ny politik, der skal tjene til en forening af europæiske folk baseret på suverænitet og solidaritet”.

Og hvad er så det for en politik? Den skal samle venstrekræfterne i Europa på en fælles platform, der skal ”stoppe nedskæringer og de liberale rationaler i de europæiske traktater”. Det er en politik, der kan skabe debat og kampagner for konkrete løsninger, indtil ”vi kan muliggøre det nødvendige brud og alternative løsninger”.

Det er en politik, der er imod styrkelsen af euroen, det nuværende europæiske hærprojekt ”specielt, når det foregår hånd i hånd med NATO”, tilbagetrækning af finanspagten. Europæisk Venstreparti kæmper for tilbagerulning af EU’s tidligere beslutninger, men ”acceptere ikke de eksisterende rammer”. Det er klart, at der ikke kan indføres politiske sociale ændringer uden at nedbryde de eksisterende traktater. Der er brug for ”et europæisk solidaritetsprojekt”, men det er ikke muligt før ”før vi generobrer politisk og økonomisk politik for det europæiske folk”.

Ønsket om national suverænitet

”Det er muligt og nødvendigt, at koordinere ønsket om national suverænitet udløst af EU’s nedskæringspolitik med vores internationalistiske traditioner. Derfor skal vi prioritere alliancen med de lande, der lider af gæld og er bundet til EU-arkitekturen, ved at vi motiverer og koordinerer et venstreprojekt med andre europæiske kræfter”.

Budskabet er, at et forenet venstreorienteret EU er bedre end nationernes brud med EU.

Når man gennemlæser dokumentet finder man ud af, at den nationale suverænitet skal imødekommes ved ændringer af traktaterne, så det bliver muligt at gennemføre folkeafstemninger om beslutninger i EU-rammen. Det vil sige, der skal skabes et mere demokratisk EU.

Og Den Europæiske Centralbank skal ligeledes demokratiseres, således den ikke tjener bankerne og storkapitalen men folkene. Og der skal foregå en social harmonisering for at undgå social dumping mellem staterne med mere.

Og hvordan skal det så lykkedes at skabe dette nye projekt? Ikke ved at landene går enegang, men ved at det europæiske venstre vinder parlamentariske sejre, der viser troværdige venstreorienterede alternativer i de enkelte lande og på europæisk niveau.

Derfor vil Europæisk Venstreparti styrke samarbejdet mellem venstrekræfterne blandt andet ved at arbejde med alle kræfter i GUE-NGL (parlamentsgruppe i EU-parlamentet) og med de nye venstrebevægelser i Spanien, Belgien, Irland, Polen osv., borgerbevægelser, økologister og visse socialdemokratiske kræfter. Og det vil styrke initiativerne til afholdelse af flere sociale forummer.

Med andre ord: her ligger en parlamentarisk strategi, der skal give det europæiske venstre styrke til at udforme et EU, som er mindre liberalt og mere demokratisk og socialt. Vejen går hen over politiske krav og kampagner, der kan gøre de europæiske folk klar til at bakke op om denne forandring. Budskabet er, at et forenet venstreorienteret EU er bedre end nationernes brud med EU.

Plan B

Et andet dokument, som er udarbejdet for nyligt af europæiske venstrekræfter (hvoraf flere har rødder omkring Fjerde Internationale) kan læses i det amerikanske tidskrift Jacobin: Ten Proposals to Beat the European Union.

(https://www.jacobinmag.com/2017/02/eurozone-eu-debt-syriza-greece/)

De fastslår, at der er brug for venstreorienterede regeringer i Europa, der kan udvise civil ulydighed over for direktiverne fra EU. 

Det fremlægger én af de utallige plan B-versioner og er underskrevet af mange, herunder medlemmer af parlamentet fra mere end femten europæiske lande, der repræsenterer en bred vifte af kræfter i det europæiske venstre. Søren Søndergård har underskrevet dokumentet som folketingsmedlem i Danmark og tidligere medlem af EU-parlamentet.

Derudover har en række af de ny partier/bevægelser såsom spanske Podemos, New Antikapitalistiske Party (NPA) fra Frankrig, Ensemble fra Frankrig, Folkelig Enhed og ANTARSYA fra Grækenland, og aktivister fra lande som Cypern, Slovenien, Bosnien-Hercegovina og Ungarn skrevet under. 

De fastslår, at der er brug for venstreorienterede regeringer i Europa, der kan udvise civil ulydighed over for direktiverne fra EU. Det skal være ledsaget af en folkelig mobilisering udløst af initiativer og af en række foranstaltninger, der skal iværksættes omgående: en gældsrevision af medlemslandene med borgerdeltagelse, kontrol af kapitalstrømme, socialisering af finans- og energisektorerne og en radikal skattereform. Og selvfølgelig er det nødvendigt, at det er en offentlig debat, med udmeldelse som en mulighed.

I dette dokument peges der på, at en stor del af de radikale venstreorienterede kræfter, der har siddende medlemmer af parlamentet, har en fejlagtig idé om, hvad EU-integrationen og euroområdet er. ”For at sige det enkelt, synes de at se flere fordele end ulemper i EU”.

Socialistisk brud i ét land ikke muligt

Derfor er det ifølge forfatterne afgørende, at dem, der ikke har illusioner om Den Europæiske Union eller euroområdet, og som foreslår autentiske økologiske og socialistiske perspektiver som brud med EU, bliver styrkede. Ifølge dem er læren fra Grækenland, at EU og euroen ikke kan reformeres, og det vil være en fjern mulighed for flere progressive regeringer i eurolandene at danne en fælles front om genforhandlinger af traktaterne.

De fastslår, at ”vejen ud af krisen har ikke en nationalistisk karakter. Lige som i fortiden er det nødvendigt at vedtage en internationalistisk strategi og sigte mod en europæisk integration, der samler folkene i modsætning til den nuværende form for integration, som er totalt domineret af storkapitalens interesser”.

Deres analyse er, at det svageste led i den herskende inter-europæiske kæde findes i de perifere lande. Hvis Syriza havde vedtaget en korrekt strategi i 2015, kunne det godt have været et vendepunkt. Det skete ikke. Andre svage led, hvor den radikale venstrefløj kan få magten i en ikke så fjern fremtid, er Portugal og Spanien, og måske Cypern, Irland og Slovenien. Her må så rejses antikapitalistiske og demokratiske forslag, der vil udløse folkelig opbakning på gader og arbejdspladser.

Også dette dokument rejser en fælles platform for det europæiske venstre med ti punkter til social mobilisering og tiltag, der skal iværksættes umiddelbart af venstreregeringer, der støtter folket.

Enhedslisten og EU

Det ser ud til, at Enhedslisten er i færd med at følge i de samme spor. Det kan man se i en udtalelse vedtaget i hovedbestyrelsen i marts måned, som folketingsmedlem Christian Juhl lagde på Facebook den 8. april. Heri hedder det blandt andet:

Det undrer mig, at udtalelsen kun forholder sig til det parlamentariske plan og ikke nævner vigtigheden i at støtte kampagnen for en afstemning for at komme ud af EU efter Brexit.

”Derfor foreslår Enhedslisten, at en ny regering efter næste valg tager til Bruxelles og genforhandler Danmarks forhold til EU.

For at sikre trygge og ordentlige vilkår er det helt afgørende, at Danmark, og alle andre EU-lande, som ønsker det samme, sikres ret til at gå foran, når det gælder sunde fødevarer, forbrugersikkerhed, dyrevelfærd og sociale rettigheder.

Samtidig må vi sikres en social protokol, som giver ubetinget ret til at forhindre social dumping. EU’s indre marked skal ikke kunne bruges som en undskyldning for at forhindre højere standarder og bedre levevilkår. Dette perspektiv samarbejder Enhedslisten allerede med kræfter i Europa om.

Det genforhandlede resultat skal sendes til folkeafstemning, så befolkningen får mulighed for at godkende eller forkaste resultatet. Sikrer disse forhandlinger ikke en social protokol, retten til selv at fastlægge den økonomiske politik og retten til at gå foran, må der i stedet gennemføres en folkeafstemning om det fortsatte danske medlemskab af EU”.

Nu ved jeg ikke, hvad det er for en ny regering, der tales om. For mig står det ikke lysende klart, hvordan en sådan regering skal sammenstrikkes efter et valg. Men det må vel være en med Mette Fredriksen ved roret?

Jeg er selvfølgelig indforstået med, at der fint kan arbejdes med reformer samtidig med, at der arbejdes mere direkte på at komme ud af EU. Men det undrer mig, at udtalelsen kun forholder sig til det parlamentariske plan og ikke nævner vigtigheden i at støtte kampagnen for en afstemning for at komme ud af EU efter Brexit.

I Enhedslistens delprogram om EU står der: ”Enhedslisten er et socialistisk parti. Vi ønsker grundlæggende samfundsforandringer, hvor almindelige menneskers interesser og hensynet til miljøet vejer tungere end hensynet til det frie marked. Vi er fuldstændig bevidste om, at denne politik står i modsætning til EU’s traktatgrundlag. Vi står derfor over for det samme valg som alle andre progressive kræfter i EU: Enten at vente med de nødvendige forandringer til der kan opnås enstemmighed i EU – eller at bryde med EU. Stillet over for det valg er vi ikke i tvivl. Derfor går vi ind for dansk udmeldelse af EU”.

Men hvordan ser strategien ud for dansk udmeldelse ifølge Enhedslisten? Det ser ud til, at strategien kan være som ovennævnte plan B og ikke et umiddelbart arbejde for en Daxit, som Folkebevægelsen mod EU kæmper for.

Nationalisme contra internationalisme

Det er ikke specielt nemt at se forskellene mellem de to gennemgåede dokumenter, på trods af de mange ord, de indeholder. Plan B-forslaget virker lidt mere radikalt end det andet.

Ved at slås i eget land udviser vi en støtte til arbejderklassen i andre europæiske lande.

Det korte og det lange er, at begge strategier bygger på, at det vil være forkert at arbejde for et exit i de enkelte lande. Men at vi skal arbejde sammen i alle europæiske lande og mobilisere nationalt og på europæisk plan på en venstreorienteret politik, før der kan være tale om udmeldelse. Og vejen hertil er brolagt med traktatændringer og sociale protokoller og venstreorienterede regeringer, der skal mobilisere folkene.

Hvorfor denne mobilisering ikke kan foregå i forbindelse med en national afstemning om at forlade EU straks á la Brexit, fortoner sig i tågerne. Hvis man ønsker at forlade EU, er man nationalist, og hvis man bliver, er man internationalist. Det er en falsk modsætning. Hvornår er behovet til stede for art agere nationalt og hvornår internationalt? Det er selvfølgelig klassespecifikt.

Kapitalen agerer internationalistisk. De europæiske monopoler har haft brug for at sikre kapitalens, arbejdskraftens, varernes og tjenesteydelsernes frie bevægelighed. Og de har brug for lavtlønskapitalisme, som blandt andet skaffes gennem de mange flygtninge og migranter. Og det er sket på bekostning af den europæiske arbejderklasse.

I alle europæiske lande, er der sket en tilbagerulning af arbejderklassens vundne rettigheder, specielt efter murens fald. Arbejderklassens offensiv blev vendt til defensiv. Men kapitalen agerer også nationalt. Gennem den borgerlige stat skaffes de maksimale muligheder ved hjælp af skiftende regeringer, der villigt bereder vejen gennem det nyliberale EU på bekostning af arbejderne og andre dele af befolkningen.

Arbejderklassen er internationalistisk. Men hvis arbejderklassen i de enkelte lande skal have optimale kampbetingelser, så foregår mobiliseringen og kampen nationalt. Her står man direkte over for udbytningen og undertrykkelsen. Og her har man trods alt mulighed for gennem kamp at lægge pres på beslutningsprocesserne. Ved at slås i eget land udviser vi en støtte til arbejderklassen i andre europæiske lande.

Selvfølgelig rummer arbejderklassens kamp en strategi, hvis målsætning er socialisme. Og en del af denne strategi er kampen mod EU og kampen for national selvbestemmelse i alliance med brede dele af befolkningen.

Kædens svage led

Jo stærkere kampen i hvert enkelt land er mod EU, jo mere svækkes projektet. Brexit har været med til at slå et søm i ligkisten. Og det uanset om der har været engelsk storkapital, der har haft interesse i dette exit eller ej. Jeg kunne fristes til at sige til dem, der mener, at man ikke ”skal traske efter Brexit”, at det er mangel på international solidaritet.

På grund af de europæiske venstrekræfters og fagbevægelsers knæfald for EU, har det været højrekræfterne, der har forstået at adressere de problemer, som arbejderklassen har stået og står overfor.

Overalt i Europa vokser modstanden mod EU. Arbejderklassen og den brede del af befolkningen har fået nok af nedskæringer, dereguleringer, privatiseringer. Og de har fået nok af det borgerlige parlamentariske system, der er fyldt med politiske partier, der bare giver mere af den samme skuffe.

Det er korrekt, at højrekræfterne i Europa er på fremmarch. Kapitalen har tidligere i historien, som eksempelvis i 30’erne, trukket dette kort, når der er vanskeligheder med profitraten og de inter-imperialistiske modsætninger skærpes. Xenofobia har altid været brugt til at skabe splittelse i arbejderklassen. Men dette kan kun lykkes, hvis man overlader banen til højrekræfterne.

På grund af de europæiske venstrekræfters og fagbevægelsers knæfald for EU, har det været højrekræfterne, der har forstået at adressere de problemer, som arbejderklassen har stået og står overfor. Og det har de dygtigt udnyttet. Det være sig Front Nationale i Frankrig og Dansk Folkeparti i Danmark og vel at mærke to partier, som ikke ønsker brud med EU.

Hvis modstanden ikke kommer fra venstre, så overlader man banen til det yderste højre. Og en langhåret vej over mange traktatændringer, tror jeg desværre, lægger ved til det bål. Det er ikke det, der udløser aktiviteter på gader og arbejdspladser.