Penge og finansvæsen findes allevegne, gennemsyrer og dominerer alle forhold. Det er svært at komme uden om dem. For at beskrive dette fænomen bruger mange økonomer begrebet "finansialisering". Selv om begrebet efterhånden er vidt udbredt, medfører brugen af begrebet faktisk mange problemstillinger.

Den nye form for finanskapital er endnu mere snyltende end den foregående. Og fremfor alt: Den fortærer den fremtid, som kapitalismen endnu kunne have foran sig.

Begrebet er ikke veldefineret: Det betegner en proces, om hvilken vi ikke ved, om den er reversibel. Der må have været en industrikapitalisme "før", det vil sige indtil 1970’erne. Siden da har finansvæsenet domineret alt. Hvis man faktisk kan se disse forandringer i statistikkerne, må vi ikke begrænse os til kun at beskrive, hvad der skete, vi må også prøve at besvare spørgsmålet om, hvorfor finansvæsenet er så vigtigt i dag.

Finanskapitalen begyndte i 1800-tallet at få voksende betydning, og i dag er den på højden af sin magt. Denne udvikling er ikke en fejl eller en tilfældig udskejelse under kapitalismen – den er selve kapitalismens kerne.

De første former for finanskapital bestod af banker, som købte sig ind i og fik kontrol med industrigrupper. I sjældnere tilfælde skete det omvendte: Industrikapitaler fandt, at de havde brug for en finansiel afdeling og opbyggede banker. Resultatet var en fusion mellem de to former for kapital, sådan som Rudolf Hilferding og Lenin har beskrevet og defineret det så godt.

Snylten i anden potens

I dag kan man få det indtryk, at disse former er gået af mode: Bankerne er så magtfulde som nogensinde, men de er ikke længere stærkt repræsenteret i industrien. De er ikke længere hovedaktionærerne i verdens førende multinationale. Faktisk har andre aktører gradvist overtaget den rolle. I dag dominerer investeringsfirmaer eller kapitalfonde blandt aktionærerne i verdens største firmaer.

Dette har en fundamental indvirkning på, hvordan den nye finanskapital opnår sit udbytte fra den produktive infrastruktur og dermed fra arbejderne. Den sigter mod den hurtigste og højeste profit og ødelægger dermed i sidste ende industriens kapitalapparat, fordi et investeringsfirma kan skille sig af med et firma, der ikke længere generer tilstrækkelig profit, og finde andre firmaer, indtil også de er udtømte – og så fremdeles.

Denne nye form for finanskapital er dermed endnu mere en snylter end den foregående. Desuden – og fremfor alt – fortærer den den fremtid, som kapitalismen endnu kunne have foran sig. Derfor finder den mindre forståelse hos arbejderne og fagforeningerne, som altid får fortalt, at markedet jo er det mest effektive system, mens de kan mærke på egen krop, at det ikke passer. Derfor er de med rette rasende, hvilket ved den ene lejlighed efter den anden giver sig udslag i lange strejker, fabriksbesættelser, kamp mod virksomhedslukninger, folkebevægelser mod regeringer som fører finanskapitalens politik, vælgerflugt med mere.

De tre kapitalformer

Ifølge Karl Marx er kapitalakkumulation grundstenen i kapitalismens fremdrift: lønarbejdernes produktion af merværdi (mest muligt) og denne merværdis inddragelse i produktionen, så der kan skabes endnu mere af den.

Industrikapital er det centrale i kapitalismens udvikling, og handels- og bankkapital er underordnet den.

Marx skelner mellem tre kapitalformer, som alle har samme mål, nemlig kapitalakkumulation, men som opnår det ad forskellige veje: industrikapital, handelskapital og rentebærende (eller bank-)kapital. Der er således defineret et kredsløbs-skema for hver af dem. Hvis man betegner pengekapital med P, varekapital med V og produktionskapital med Pr, så ser industrikapitalens kredsløb således ud: P - V... Pr... V' - P'.

Handelskapitalen begrænser sig på den anden side normalt til at sælge en vare. Dens kredsløb er med andre ord defineret således: P - V - P’.

Bankkapitalen nøjes med at låne penge ud: P - P’.

For Marx er industrikapitalens kredsløb det vigtigste, fordi det indeholder produktionsfasen, hvor merværdien bliver skabt. Denne merværdi kan kun skabes gennem produktionen (dvs. Pr). Den profit, som handels- og bankkapitalerne opnår, får de gennem overførsel af merværdi. Deres egentlige og vigtigste funktion under kapitalismen er at øge kapitalens cirkulation, altså forkorte den tid hvor kapitalen ikke er “produktiv”. Industrikapitalens akkumulation øges på denne måde, og til gengæld låner industrikapitalen en del af sin merværdi videre til handels- og bankkapitaler.

Industrikapital som drivkraft

Sidst i middelalderen var det stort set handels- og bankkapitalen som stod for udviklingen. Store handelsvirksomheder som East India Company og West India Company blomstrede. Disse firmaer skabte som oftest enorme profitter ved at købe varer fra de fjerneste egne og videresælge dem til meget høje priser i Europa.

Det var først dér, hvor der skete en forandring i produktionsmåden, i de sociale relationer i selve produktionen, ved ansættelsen af lønarbejdere til at skabe merværdi, at kapitalismen kom på vingerne og blev den dominerende form (hvilket reelt skete i England i 1600-tallet) (1). På det tidspunkt tog industrikapitalen over fra de to andre kapitalformer.

Sådan startede kapitalismen og dens herredømme for alvor: Industrikapital er det centrale i kapitalismens udvikling, og handels- og bankkapital er underordnet den.

Der skete også en anden forandring i kapitalismens udvikling. De enkelte virksomheder prøver at skabe mest mulig profit, så de kan reinvestere og vokse hurtigere end rivaliserende virksomheder. Markedsøkonomiens væsentligste virkning er, at den gradvist eliminerer de mindre robuste virksomheder. Konkurrencen tager altså livet af konkurrenterne. Hver enkelt virksomhed søger at akkumulere mere og hurtigere end de andre og udnytter alle tænkelige genveje dertil.

Hurtigt vil en eller flere virksomheder komme til at diktere et akkumulationstempo, som de andre vil være nødt til at følge, hvis de vil blive på markedet. Dette kaldes den markedsledende virksomhed. De andre virksomheder er i denne situation under pres: De kører med tab og vil gå konkurs, når en krise (som det er uundgåeligt under kapitalismen) indfinder sig.

Banker som hovedaktionærer

Den slags situationer er beskæmmende for de banker, der har finansieret de virksomheder, der er i vanskeligheder. Hvis virksomhederne går ned, kan bankerne tabe deres tilgodehavender. Bankerne har to valgmuligheder:

De universelle banker kom til at regere, fordi de var aktive på alle økonomiske felter.

Enten fremskynder de konkurs-processen og håber at få deres penge før andre kreditorer (andre banker, leverandører, de ansatte…). Eller de får konverteret gælden til aktiekapital og indtræder som hovedaktionær i virksomheden for at rationalisere med yderligere kapitalindskud, så virksomheden kan komme på omgangshøjde med den ledende virksomhed. I løbet af 1800-tallet blev den sidste model gradvist det almindelige.

Bankkapitalens bidrag bringer de berørte virksomheder frem i spidsen for de enkelte produktive sektorer. Pludselig har de mere kapital, som de kan investere i de bedste maskiner, og de kan lære af konkurrenternes metoder.  Tempoet i akkumulationsprocessen sættes op.

Under denne voldsomme konkurrence bliver adgangen til kapital mere og mere vigtig, og de ledende virksomheder vil spørge sig selv, om ikke de også burde støtte sig til en kreditinstitution.

Her vender situationen så på hovedet: Hvor industrikapitalen i starten var dominerende, og handels- og bankkapitalen levede i dens skygge, gør kampen om akkumulationen pludselig bankkapitalen til den dominerende, fordi den koncentrerer akkumulationens vigtigste element, nemlig kapital.

De universelle banker opstår

Belgien var det land, hvor bankernes kontrol over resten af økonomien først udviklede sig i stor skala. Så tidligt som i 1835 deltog to selskaber Société Générale de Belgique (SGB) og Banque de Belgique i en utrolig mængde af virksomheder indenfor kul, metallurgi, transport mv. Således ejede SGB omkring 40 procent af Borinage-kulminerne i Mons-regionen, som på det tidspunkt udvandt omkring 60 procent af Belgiens kul.

Senere, mens det gik tilbage for Banque de Belgique, opbyggede SGB et industrielt imperium, som i det meste af 1800-tallet baseredes på tre sektorer (kul, metallurgi/stål og jernbaner). Der var nærmest tale om en form for lodret integration, hvorunder kulminerne forsynede jern- og stålproduktionen, der så anvendtes i produktionen af skinner og andet udstyr til jernbanevirksomhederne.

På den måde kunne SGB under kriser nyde godt af et beskyttet indre marked, og banken kunne ved at låne til virksomheder, der var i problemer, købe sig tid til at komme bedre ud af krisen.

SGB’s succes inspirerede flere franske bankfolk: Henri Germain stiftede Credit Lyonnais i 1863, og Paulin Talabot hjalp familien Rotschild med at skabe Societé Générale (France) i 1864, så de kunne konkurrere med Credit Mobilier des freres Pereire (2). Navnet blev valgt til ære for det belgiske selskab.

På samme måde brugte de store tyske banker, der blev oprettet i kølvandet på 1850’ernes økonomiske udvikling, den belgiske model. Således deltog Werner Siemens’ nevø i etableringen af Deutsche Bank i 1870. Landet blev regeret af de fire “D-banker”: Deutsche Bank, Dresden Bank, Disconto-Gesellschaft og Darmstädter-und-Nationalbank, der som storaktionærer deltog i etablering og udvikling af Tysklands ledende industrigrupperinger, sommetider i partnerskab med grundlægger-familierne.

Finanskapitalen – en ny form for kapital

De universelle banker kom til at regere, fordi de var aktive på alle økonomiske felter: De modtog indskud fra kunder (det var endnu ikke almindeligt på den tid), de lånte ud til firmaer, enten som kortfristet likviditet eller som langfristede lån, de administrerede formuer, og de var med i handels- og industriforetagender.

De første former for finanskapital bestod af banker, som købte sig ind i og fik kontrol med industrigrupper.

For den østrigske marxistiske økonom Rudolf Hilferding (1877-1941) er dette kvalitative omslag, hvor banken fratager industrien (som jo ellers producerer værdi og velstand) den centrale placering i økonomien, karakteristisk for fremkomsten og udviklingen af en ny form for kapital, finanskapitalen.

I sin bog "Finanskapitalen" (1910) skriver han:

"Industriens afhængighed af bankerne er altså en følge af ejendomsforholdene. En stadigt større del af industriens kapital tilhører ikke de industrikapitalister, der bruger den. De kan kun råde over kapital via bankerne, som repræsenterer ejerkredsen. På den anden side er bankerne nødt til at investere stadig mere af deres kapital i industrien, og på denne måde bliver de i stadigt højere grad industrikapitalister. Jeg vil kalde bankkapital, dvs. kapital i pengeform som på denne måde bliver forvandlet til industrikapital, for finanskapital". (3)

Han tilføjer med formuleringer, der virker meget nutidige:

"Mobiliseringen af kapitalen, og kreditvæsenets stadige udvidelse forandrer gradvist pengekapitalisternes position fuldstændigt. Bankernes magt stiger, og de bliver grundlæggere og til sidst magthavere i industrien, hvis profitter de bemægtiger sig i form af finanskapital, ganske som ågerkarlene i sin tid – i form af "rente#" – bemægtigede sig bøndernes arbejde og herremændenes jordrente".(4)

Lenin overtager i store træk denne analyse. Han giver dog en bredere definition end Hilferding:

"Koncentration af produktionen, de heraf fremvoksende monopoler, bankernes sammensmeltning eller sammenvoksen med industrien – dermed er finanskapitalens opståen og dette begrebs indhold kendetegnet". (5)

For Hilferding er finanskapitalen i sin essens bankkapital, der erobrer produktionen. Lenin forklarer, at der snarere sker en fusion, en gensidig indtrængen mellem de to kapitalformer, hvilket synes mere korrekt.

Med belgiske SGB som eksempel har vi netop set på, hvordan industrien blev kontrolleret af en bank. Men det modsatte er altså også sandt.

Således skabte John Rockefeller (1839-1937) sin formue i USA’s olieindustri sidst i 1800-tallet, og han satte pengene i The Equitable Trust Company Bank. Den fusionerede i 1930 med Chase National Bank og skabte dermed landets, hvis ikke verdens, største kreditinstitut. I dag er Chase fusioneret med Morgan og indgår i JP MorganChase, et af verdens mest indflydelsesrige kreditinstitutter.

Staten som hjælper

Ligesom Hilferding forbinder Lenin finanskapitalens opståen med skabelsen af monopoler. Kampen om akkumulation leder til en centralisering af produktionen inden for enorme firmaer, der minder om monopoler og ændrer konkurrence-betingelserne.

Tidligere var en virksomhed underordnet markedets udsving – nu hvor virksomheden er mindst i national skala, kan den omgå landets love og indføre tariffer og salgsklausuler. Tidligere måtte en virksomhed gå konkurs, hvis den var i problemer – nu har den mulighed for at slippe fra det, ikke mindst ved hjælp af sine bankforbindelser. Før fik virksomheder ikke særlig hjælp fra de offentlige myndigheder – nu vil staten sandsynligvis gerne redde en af landets store virksomheder, netop fordi den er “for stor til at falde”.

Som et resultat heraf stillede staten sig direkte til disposition for store selskaber eller grupper af selskaber. Man hentede ordrer til sine nationale fortrops-virksomheder, hjalp dem med at åbne fremmede markeder og med at organisere sig i truster og karteller (dengang var det lovligt). Statens embedsmænd og firmaernes ledelse smeltede i stigende omfang sammen, hvilket tydeligt kunne ses i de mange karrierer, som pendlede mellem embedsposter og virksomhedsledelse.

Fra Morgan Bank til zaibatsuer

Finanskapitalens dominans spredte sig udenfor Europa til USA og Japan, som var den tids store vækstøkonomier. I 1959 tegnede den amerikanske kommunist Victor Perlo (6) et billede af en kapitalisme, der stadig var domineret af banker:

I dag dominerer investeringsfirmaer eller kapitalfonde blandt aktionærerne i verdens største firmaer.

Morgan Bank er hovedaktionær i en række virksomheder som for eksempel General Electric, IBM,US Steel, Procter & Gamble og Philip Morris. Rockefeller-gruppen kontrollerer Chase Manhattan og har aktier i både ExxonMobil og Chevron. I

Japan kontrollerede de fire største "zaibatsuer" ørigets økonomiske liv i 1920: Mitsui, Mitsubishi, Sumitomo og Yasuda. Teorien om finanskapitalen kan man genfinde i den japanske ordbog: Zaibatsu er det japanske ord for finans-klike (7). Efter Anden Verdenskrig var Japan under kontrol af seks sådanne finansielle konglomerater.

I artiklens anden del behandles udviklingen i finanskapitalen op til i dag.

NOTER:

1. Ellen Meiksins Woods artikel “The Origin of Capitalism”, Monthly Review Press, 1999, forklarer dette rigtig godt.

2. Hubert Bonin: La banque et les banquiers en France, du Moyen Age à nos jours, éditions Larousse, Paris, 1992, s. 95-96.

3. Rudolf Hilferding: Finance Capital. A Study of the Latest Phase of Capitalist Development, 1910, kap.14.  

4. Samme sted.

5. V. I. Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, udvalgte værker, bind 6, Forlaget Tiden 1981.

6. Victor Perlo: The Empire of High Finance, International Publishers, New York, 1957.

7. Nakamura Takafusa: Economic Growth in Prewar Japan, Yale University Press, New Haven and London, 1983, s. 208.