Ind til nu har både tilhængere og modstandere set på globalisternes projekt som noget, der ubønhørligt fulgte sin fastlagte kurs og fejede al modstand til side. For sådan har det også været. Globalismen er ikke bare en politisk retning. Den er først og fremmest et udtryk for dagens kapitalisme. Den er global. De multinationale selskaber hersker over hele verden og knuser som et uimodståeligt monster nationer og folk under deres enorme hjul.

Ikke på skinner

Men som altid får vi bekræftet, at historien ikke kører på skinner. Kapitalismens forsøg på at beherske hele verden er en objektiv tendens. Den følger kapitalens indbyggede behov for evig kapitalakkumulation. Det er som Karl Marx og Friedrich Engels skriver i Det kommunistiske Manifest: "De billige varepriser er det svære artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus".

Nogle kapitalistiske stater stiger op og andre synker ned, og konflikterne mellem dem har allerede ført til to verdenskrige og en række andre krige og konflikter.

Det er sådan set uundgåeligt. Som Marx og Engels også skriver, ligner borgerskabet "troldmanden som ikke længere kan beherske de underjordiske magter, han har manet frem. I årtier har industriens og handelens historie kun været historien om de moderne produktivkræfters oprør mod de moderne produktionsforhold".

Globaliseringen støder altså på konflikter skabt af kapitalismen selv, som den ikke er i stand til at løse, og som skaber sammenbrud og kaos. At klasseundertrykkelsen forstærker klassekampen, er et sådant forhold. Men kapitalismen udvikler sig heller ikke jævnt. Nogle kapitalistiske stater stiger op og andre synker ned, og konflikterne mellem dem har allerede ført til to verdenskrige og en række andre krige og konflikter.

Specielt nu hvor kapitalismen i mange af de ledende lande er inde i en vedvarende regression og til og med depression, så må der opstå voldsomme konflikter. Når krybben er tom, så bides hestene. Dette er intet mindre end konflikter på liv og død.

>> LÆS OGSÅ: Når krybben er tom, bides hestene

Det er ikke længere siden end i 2014, at Barack Obama holdt en tale, hvor han talte om den nye verdensorden, som skulle komme:

"Hvad enten folk ser, hvad der sker i Ukraine, og Ruslands aggression mod sine naboer ved at finansiere og bevæbne separatister; hvad der sker i Syrien – den ødelæggelse, som Assad har påført sit eget folk; fiaskoen for kompromisser mellem sunnier og shiitter og kurdere i Irak - selv om vi forsøger om vi kan samle en regering, der rent faktisk kan fungere; de fortsatte terroristiske trusler; begivenhederne i Israel og Gaza – så er en del af folks bekymring netop følelsen af, at den gamle verdensorden ikke kan holde. Og vi er ikke helt der, hvor vi skal være i forhold til en ny verdensorden, som skal baseres på et anderledes sæt af principper og på fælles medmenneskelighed baseret på en økonomi, som fungerer for alle folk" (Pressesekretariatet i Det hvide Hus, 22. juli 2014).

Det lykkedes næsten for USA

Efter Sovjetunionens sammenbrud har USA været den eneste supermagt, og den position har landet brugt til at forsøge at underlægge sig resten af verden. Det er sket gennem ulige handelsaftaler, som har været til fordel for USA’s kapitalgrupper. Og ikke mindst er det sket gennem krige, statskup, snigmord, trusler og bestikkelse. Og de har brugt deres overvurderede dollar som slagvåben mod alle andre. Det lette artilleri i denne kamp har været de USA-dominerede medier og deres meget vellykkede kamp for at kontrollere folks tænkemåde og politikernes handlemåde.

USA har ført krige i Afghanistan, Jugoslavien, Somalia, Irak, Yemen, Libyen og Syrien. Det har udløst statskup i Ukraine og sørget for regimeskifte i andre lande.

I Afrika gennemfører USA utallige militære operationer om året for at sørge for sin egen og de amerikanske kapitalgruppers kontrol.

USA har langt hen ad vejen haft succes med at ødelægge og udplyndre Rusland under Boris Jeltsin. Og USA har næsten fuldstændigt lagt Europa under sig og reduceret gamle kolonimagter som Tyskland, Frankrig og Storbritannien til vasaller.

Men projektet ramte muren

Uden at gøre noget stort nummer ud af det har Kina høstet alle fordele af globaliseringen til at opbygge en industri, som er blevet verdens fabrik. Landet har systematisk udbygget infrastruktur, forskning, videnskab og højteknologi, således at landet ikke forbliver en andenrangs eksportnation. Det er til dels sket med tunge investeringer fra amerikanske selskaber. Det ulige bytteforhold mellem USA og Kina opstod på grund af USA-kapitalens behov for billige varer, men det har skabt et økonomisk system, som ubønhørligt styrker Kina på bekostning af USA.

Donald Trumps "Make America great again" er en desperat indrømmelse af, at USA har tabt i sit eget spil.

USA har lært på den hårde måde, at global konkurrence ikke er et spil only one can play. Donald Trumps "Make America great again" er en desperat indrømmelse af, at USA har tabt i sit eget spil.

Og USA har desuden fejlet i alle sine krige. Afghanistan-krigen, som vi endnu ikke ser nogen ende på, er den længste krig i USA’s historie. Og prisen er enorm. Linda Bilmes, tidligere administrerende direktør i det amerikanske handelsministerium, har beregnet de direkte og indirekte omkostninger af krigene i Irak og Afghanistan til at mellem 4000 og 6000 milliarder dollar (Harward Kennedy School, 28 marts 2013). Denne beregning blev publiceret på Harvard. (Vi taler om mellem fem og syv norske oliefonde).

USA har rigtig nok kunnet betale sit vældige krigsmaskineri ved at sælge statsobligationer til Kina. Men denne kilde tørrer nu hurtigt ud, eftersom Kina nu føler sig stærk nok til at klare af-dollariseringen af verdensøkonomien.

Irak-krigen blev en katastrofe, som fortsætter med at producere elendighed. Med Norge i spidsen ødelagde USA Libyen, men katastrofen derfra vil fortsætte med at ramme ikke mindst Europa. I eftersommeren 2015 så det ud til, at USA’s jihadist-hære skulle vinde krigen i Syrien, men så gik Rusland ind, og nu indser de smarteste strateger i USA, at krigen er tabt.

Året hvor det gik stejlt op ad bakke

I 2015 fremlagde de fem EU-præsidenter en plan, som vil afskaffe det nationale demokrati i EU-landene inden 2025. Hvis de får magt, som de har agt, skal de nationale parlamenter i EU-landene fra og med 2025 ikke længere bestemme over deres egne landes budgetter.

De fem præsidenter er EU-kommissionens leder Jean-Claude Juncker, EU-topmødets præsident Donald Tusk, eurogruppens præsident Jeroen Dijsselbloem, Den europeiske Centralbanks præsident Mario Draghi og EU-parlamentets præsident Martin Schulz. Ingen af disse herrer har noget demokratisk mandat bag sig, men de er vant til, at de kan vedtage direktiver og forordninger, og så retter 500 millioner mennesker sig efter det.

Halvandet år efter kan vi helt upolemisk slå fast, at sådan er det ikke længere. Det EU, som vi kendte, findes ikke mere. EU er ikke længere en "ever closer union", som det så optimistisk hedder i traktaterne. Det er snarere, som The Economist (27. februar) syrlig bemærkede, en "ever farther union".

Så kom hændelserne på rad og række. Enkelte lande gjorde oprør mod EU’s migrationspolitik. Det er en politik, som ikke støttes af flertallet af vælgerne i noget land, så før eller siden måtte det revne.

Det mest afgørende skel kom med Brexit, briternes beslutning om at melde sig ud af EU. Det slog bundproppen ud af EU. Læg dertil nederlaget til TPP og TTIP, så har du rækkevidden af globalisternes problemer i 2016.

Også krigspolitikken og sanktionerne mod Rusland har belastet sammenholdet i unionen. Det er en politik, som i den grad strider mod de europæiske staters objektive interesser, men som de gennemfører imod stærk indre modstand på grund af USA’s diktat.

Italiens statsminister Matteo Renzi er ikke valgt af nogen. Han kuppede sig til lederjobbet i sit eget parti og sidder som statsminister, fordi han har en aftale med Berlusconi om at I’ll scratch your back if you scratch mine. Han bestemte sig for at begå en Cameron, stille et kabinetspørsmål til sit eget folk for at få flertal for grundlovsændringer. Men han risikerer, at han kommer til at ligne Cameron mere, end han ville ønske. Folket i Italien ønsker ikke disse ændringer, og Renzi risikerer at støde ind i en hel galakse af problemer, for Beppe Grillo og hans femstjernebevægelse lurer i buskene.

Og så ser det ud til, at det franske præsidentvalg kommer til at stå mellem to kandidater, som begge er tilhængere af en detente (afspænding mellem tidligere fjendtlige magter, red.) og samarbejde i forhold til Rusland. Helt stik imod NATO-doktrinen.

Taber krigen i Syrien – og Ukraine

USA, Vesten, Tyrkiet og oliediktaturerne har ført krig med jihadistiske lejesoldater for at ødelægge Syrien. (Norges rolle har bestået i at finansiere den mere eller mindre civile del af krigen samt at føre økonomisk krig mod Syrien). Krigen var lige ved at lykkes i 2015, men nu ser det ud til, at jihadisterne og Vesten vil tabe. Det er et vældigt hårdt tilbageslag for de nykonservative imperialister (neocons som de kaldes), og det markerer en dramatisk skillevej i international politik.

Det er ikke længere siden end sommeren 2014, at neocons i USA forsøgte at udfordre Rusland til krig i Ukraine. I februar 2014 havde de stået bag Maidan-kuppet i Kiev og lovet folk guld og grønne skove. Men de fik krig, fattigdom, fascisme og statskonkurs. Selv om ingen i NATO tør sige det endnu, så ved de, at denne krig også er tabt. Konkursboet må EU’s (og Norges) skattebetalere tage sig af.

Clintons og krigspartiets nederlag

Donald Trump var den modkandidat, som Clinton-kampagnen ønskede sig for at være nogenlunde sikker på at få sin upopulære kandidat valgt. Alle finansbankerne var med, Wall Street, våbenindustrien, alle de vigtige medier. Og alle var klar til, at Hillary Clinton skulle optrappe krigen i Syrien og måske angribe russiske styrker der. Og så tabte de.

Donald Trump er en reaktionær, kapitalistisk demagog, men han har tilsyneladende indset, at USA’s tid som "the indispensable nation" er ovre.

Dette rokker også ved loyaliteten i NATO. De europæiske NATO-ledere frygter, hvad der vil ske, hvis de mister USA’s beskyttelse. De har personligt været med i krigsforbrydelser i tryg forvisning om, at USA altid vil give dem rygdækning og holde dem fri af internationale domstole. Nu kan de ikke være så sikre længere. Hvis der ikke kom noget andet ud af valget i USA, så har vi i hvert fald fået at se, hvor patetiske vasaller de europæiske ledere er.

Og Tyrkiet, som har NATO’s næst største hær og udgør NATO’s sårbare sydflanke, flirter med ideen om at slutte sig til den eurasiske alliance i Shanghai Cooperation Organisation i nær tilknytning til Kina og Rusland.

Den kinesiske maskine maler videre

Deng Xiaoping rådede sit lands ledere til at være usynlige i international politik for ikke at pådrage sig opmærksomhed. Det råd har de da også fulgt. Men Kinas økonomi er nu den vigtigste kilde til den vækst, som findes i verden, og landet har oprettet egen udviklingsbank, satser på at bygge den nye silkevej – en vej, et bælte – og investere hundredvis af milliarder dollar på det.

Hvis der ikke kommer en storkrig, vil Kinas økonomi blive større end USA’s i absolutte tal en gang i 2020-tallet. Da vil Kina også for længst have overhalet USA som forsknings- og udviklingsnation. Og Kina er den største handelspartner og største investor i en række lande, som traditionelt har været USA’s nærmeste allierede.

Hvis der ikke kommer en storkrig, vil Kinas økonomi blive større end USA’s i absolutte tal en gang i 2020-tallet.

Længe før årskavalkadernes tid kan vi fastslå, at 2016 er skælsættende. For globalisterne er det allerede det år, hvor det begyndte at gå stejlt op ad bakke. Vi ved nu allerede, at det vil få verdenshistorisk betydning. Men det er umuligt at sige hvordan.

USA har længe ført en indirekte krig mod sine ”allierede”, nu kan denne konflikt komme mere åbent frem. Det kan blive en situation med "alle mod alle". Gamle alliancer vil gå i opløsning, nye vil opstå. Noget sådant sker sjældent fredeligt. Men perioder med kaos er også perioder med muligheder. Det er lettere for de undertrykte folk at bekæmpe fjender, som er splittede, end fjender som står sammen