Virus muterer konstant. Men det er mennesker og deres handlinger, der afgør, om de bliver livstruende. Derfor er pandemier som covid-19 tæt forbundne med den måde, som mennesker lever og organiserer deres økonomiske liv. Og derfor kan de heller ikke vurderes løsrevet fra den kapitalistiske produktionsmåde, der er fremherskende over det meste af kloden.

Når skovene indskrænkes, og byerne og de industrielle aktiviteter udvides, så skabes der adgangsveje, så de animalske mikroorganismer kan tilpasse sig til menneskekroppen.
Sonia Shah, journalist

Verden over forsøger biologer, virologer, videnskabsjournalister og andre at analysere, hvorledes det kan gå til, at en pandemi som covid-19 overhovedet kan opstå – og mange af dem peger netop på, at en vigtig faktor er den måde, som forholdet mellem menneske og natur har ændret sig.

Man kan faktisk ikke sige, at der findes en ”egentlig naturkatastrofe”, påpeger den marxistiske geograf David Harvey på jacobinmag.com. Dertil spiller mennesket en alt for stor rolle. Det er ”de sprækker og sårbarheder, der findes på forhånd i den fremherskende økonomiske model”, der betinger, hvilke økonomiske og befolkningsmæssige konsekvenser, som virusspredning får, mener David Harvey.

Tilsvarende har den socialistiske biolog Rob Wallace fremført, at epidemier ikke blot er en del af vores kultur – de skabes af vores kultur. 

Jo mere befolkninger koncentreres i tætte byområder, og jo mere produktion og handel når ud til områder, der hidtil har været mere eller mindre uberørte, desto mere øges mulighederne for, at sygdomsfremkaldende stoffer – patogener – springer fra dyr til mennesker og muterer i hastigt tempo. Dermed forårsages epidemier og i sidste ende pandemier.

Mikroorganismer tilpasses menneskekroppen

Den marxistiske økonom Michael Roberts er inde på samme problemstilling. Da covid-19-pandemien brød ud, skrev han på sin blog:

”Ufatteligt omfattende vejbyggerier, afskovning, landrydning, landbrugets udvikling og den globaliserede rejsevirksomhed og handel gør os enormt modtagelige for patogener såsom coronavirus.”

Videnskabsjournalisten Sonia Shah berører de samme problemstillinger. Selvom vi endnu ikke til fulde kender covid-19’s oprindelse, så ”ved vi, at hvis vi beskytter dyrenes naturlige levesteder, er det mindre sandsynligt, at mikroorganismer fra dyrene springer over til mennesker”. Hun peger på, at menneskeheden generelt er blevet mere sårbar over for pandemier, netop på grund af at dyr i voksende tempo mister deres levesteder:

“Siden 1940’erne er hundredvis af patogener opstået eller genopdukket i områder, hvor de aldrig fandtes før,” skrev hun i Le Monde Diplomatiques engelsksprogede marts-udgave. Det gælder hiv, ebola, zika og mange nye coronavirus. Omkring to tredjedele af dem stammer fra dyrelivet. Det er naturligvis ikke dyrenes skyld, at disse virus spreder sygdomme hos mennesker:

”De fleste af disse mikroorganismer lever faktisk harmløst i dyrenes kroppe. Problemet er imidlertid, at når skovene indskrænkes, og byerne og de industrielle aktiviteter udvides, så skabes der adgangsveje, så de animalske mikroorganismer kan tilpasse sig til menneskekroppen.”

Overhørte advarslerne

En undersøgelse foretaget i 12 lande har således vist, at myggearter, der er bærere af menneskelige patogener, forekommer dobbelt så hyppigt i afskovede områder end i intakte skove.

Men det er ikke kun menneskets indtrængen på dyrenes områder, der er problemet. Det er også den måde, som mennesket i øvrigt omgås dyr. Enorme områder afskoves for at give plads til store kapitalistiske animalske producenter.

”Stadig flere dyr opdrættes i fabriksagtige landbrugsbedrifter, hvor de tæt pakket i hundredtusindvis venter på at bliver slagtet, hvilket giver mikroorganismer optimale muligheder for at omdanne sig til patogener.”

I dag forvandler animalske mikroorganismer sig til menneskelige patogener i et voldsomt tempo, men processen begyndte allerede i den yngre stenalder. Dengang førte den såkaldt neolitiske revolution til, at folk blev bofaste, og at befolkningstætheden voksede, fordi et landområde nu kunne brødføde langt flere mennesker end før. Siden fortsatte processen i kolonitiden, skriver Sonia Shah: 

”Belgiske koloniherrer byggede jernbaner og byer i Congo, hvilket førte til, at en lentivirus i den lokale makakabe tilpassede sig menneskekroppen. I Bangladesh indskrænkede de britiske koloniherrer mangrovelandskabet Sundarbans, så der kunne dyrkes ris, hvilket medførte at mennesket blev udsat for bakterier fra brakvand. De pandemier, som disse indgreb skabte, har plaget os helt op til i dag: Makakabens lentivirus udviklede sig til hiv. Sundarbans-bakterie, der i dag kendes under navnet kolera, har hidtil forårsaget syv pandemier.”

Hvis regeringer verden over havde taget ved lære af historien, og hvis de havde rettet sig efter advarsler om, at faren for nye pandemier er voksende, havde det måske ikke været nødvendigt at lukke hele samfund ned, som det er tilfældet nu. Men, skriver førnævnte Michael Roberts tørt på sin blog 6. april: ”De overhørte advarslerne ”for at spare penge”.