I det nye bind i MEGA-serien udgives Friedrich Engels’ og Karl Marx’ brevveksling i tiden januar 1862 til september 1864.

Internationalt er perioden præget af store omvæltninger, men også på vores egne breddegrader er tiden præget af forandringer.

I alt omfatter brevvekslingen mindst 550 breve, dog er kun 425 bevaret. Vi får her en løbende kommentar til den verdenspolitiske udvikling, dels i brevvekslingen mellem de to venner (112 breve), dels i korrespondancen med cirka 70 andre personer i ti lande (313 breve). 

Borgerkrigen i USA

Den amerikanske borgerkrig var brudt ud i 1861, og denne begivenhed fik indflydelse på Marx’ personlige indtægtsforhold, selv om det naturligvis ikke var det vigtigste ved borgerkrigen.

Fra 1851 havde Marx arbejdet som korrespondent for datidens største avis ”New-York Tribune”, men borgerkrigen betød blandt andet, at avisens interesse for europæiske udviklinger dalede. Der var ikke længere brug for så mange europæiske medarbejdere, og i marts 1862 ophørte Marx med at skrive til bladet.

Som anført er der specielt mange breve til Marx i dette bind, breve som giver god mulighed for at forstå hans motiver og synspunkter.

Han fik andre journalistiske opgaver, men ikke så mange som New-York Tribune havde givet ham, hvilket betød, at han mistede sin indtægt.

Kapitalisme og feudalisme

Borgerkrigens udgangspunkt var modsatrettede økonomiske interesser mellem Nordstaternes industri og Sydstaternes godsejere, der havde behov for billig arbejdskraft i form af slaver.

Marx og Engels satsede på de økonomisk mere udviklede Nordstater, men måtte konstatere, at Sydstaterne i begyndelsen var yankeerne langt overlegne på det militære område.

Efterhånden som krigen skred frem, høstede Nordstaterne dog større militær erfaring og fik tilført militær ekspertise, blandt andet gennem tidligere medlemmer af Kommunisternes Forbund som for eksempel general Willich og oberst Weydemeyer.

Nationale bevægelser i Europa

I Europa var de fleste italiensksprogede områder blevet samlet i én stat i 1859-1861, og det satte gang i nationale bevægelser andre steder.

I Polen udbrød 1863 en opstand mod det russiske zardømme, og den bredte sig til andre områder under russisk overhøjhed (Litauen, Hviderusland, Ukraine).

Det fik betydning for kampen om den nye danske forfatning. I strid med aftalerne i London fra 1852 – efter revolutionen i Slesvig-Holsten – søgte regeringen i København at indlemme hele Slesvig i kongeriget og lade Holsten få en form for uafhængighed.

Rusland var imod denne udvikling. I København vurderede man dog, at Zaren var for optaget af opstanden i de vestlige områder, til at han ville intervenere. Imidlertid lykkedes det for den nye regeringschef i Berlin, Bismarck, at få afsluttet en traktat mellem Preussen og Rusland. Den kom til at betyde, at de tyske stater fik frie hænder til at imødegå de danske bestræbelser.

Som bekendt tabte Danmark krigen og blev efter tabet af hertugdømmerne en småstat. En deling af Slesvig/Sønderjylland havde været en mulighed – Engels så dette som et positivt løsningsforslag. Imidlertid kunne eller ville Danmark ikke give de tyske stater ret til at beskytte det tyske mindretal i den nordlige del af Sønderjylland, så denne løsning blev forkastet

Forspillet til tysk samling

Krigen om hertugdømmerne var optakt til en ny national samling.

Preussen ville med Bismarck som den ledende politiker samle de tyske stater men uden de tysktalende områder i Østrig.

Visse liberale kræfter satsede dog på en stortysk løsning, det vil sige inklusive Østrig. Disse fortsatte, hvor de havde lidt et nederlag i 1848/49, og fik følgeskab af den fremtrædende socialdemokrat Wilhelm Liebknecht.

Han vurderede en stortysk samling som en mulighed for at give den nye stat et demokratisk forfatningsgrundlag. Som det viste sig efter den fransk-tyske krig i 1871 var der tale om en fejlvurdering.

Økonomisk opsving

På det økonomiske område fortsatte det industrielle opsving, der var begyndt efter 1858. Det medførte, at en ikke direkte politisk arbejderbevægelse fik mulighed for at udvikle sig.

I Frankrig, som fra Napoleon den 3.’s kup i 1851 levede under et autokratisk styre, søgte regeringen at skaffe sig opbakning blandt arbejderne ved hjælp af mindre reformer indenfor systemets rammer.

Det medførte, at Napoleon i 1862 sendte arbejderdelegationer til London. Disse repræsentanter mødtes med repræsentanter for den voksende britiske fagbevægelse.

Kontakterne medførte igen, at der i september 1864 oprettedes en international organisation, som skulle blive den første Internationale.

Det var ikke kun arbejdere, der deltog i denne udvikling. Flygtninge fra forskellige lande blev inviteret til at deltage, deriblandt Karl Marx. Han fik fra starten en fremtrædende rolle i Internationalen, skrev udkastet til programteksterne og prægede i de følgende år dette nye forum.

Ny tysk arbejderbevægelse

Udover Bismarcks plan om at samle Tyskland under Prøjsens ledelse dannedes i 1863 en ny selvstændig politisk arbejderbevægelse.

Initiativet var udgået fra arbejdere i byen Leipzig; de havde henvendt sig til en kendt progressiv advokat ved navn Ferdinand Lassalle.

Lassalle og Marx havde kendt hinanden fra revolutionstiden i 1848/49 og var i løbende kontakt op igennem 1860’erne. Dels korresponderede de og Engels med hinanden, 18 breve findes i det nu udgivne bind, dels besøgte Marx Lassalle i Berlin i 1861 og Lassalle Marx i London i 1862. Men efter besøget blev kontakterne afbrudt.

Lassalle gav sidst i 1862 stødet til grundlæggelsen af en socialistisk arbejderorganisering. Den svarede ikke til Marx’ og Engels’ forestillinger, fordi han havde en anden opfattelse af de muligheder, et socialistisk parti kunne få.

For eksempel mente Lasalle, at et samarbejde med den konservative statsminister Bismarck ville være vejen frem. Lassalles arbejderforening voksede hurtigt, selv efter at han selv var blevet dræbt i en duel i 1864.

I mellemtiden var der dog opstået en anden selvstændig arbejderorganisation under tilskyndelse af Wilhelm Liebknecht.

Korrespondancen mellem Liebknecht og Marx og Engels var ikke problemfri. Det skyldes måske Liebknechts sympatier for de liberale demokrater, der lige som han satsede på en ”stortysk” løsning for Tysklands fremtid. Liebknechts breve er vigtige, blandt andet fordi han informerede Marx i London om de nye initiativer til genrejsningen af arbejderbevægelsen i Tyskland.

Brevenes betydning

Som anført er der specielt mange breve til Marx i dette bind, breve som giver god mulighed for at forstå hans motiver og synspunkter.

Problemet her er, at Marx’ breve hyppigt ikke er blevet bevarede af modtagerne. Det betyder, at vi kun indirekte via svarbrevene får baggrunden for Marx’ og Engels’ vurderinger for eksempel i forbindelse med oprettelsen af Internationalen eller det slesvigske spørgsmåls løsning.

Den i øvrigt ikke velkendte Valentin Weber og hans sønner Louis og Wilhelm, som stod i kontakt med Marx i tiden 1860/61 til 1865 (se brevbindene III/11 og III/13), har således en betydelig informationsværdi.

Mange andre emner behandles i bindets breve. Det kontinuerlige arbejde på forstudierne til Kapitalen, familieforhold, familiens økonomiske trængsler, som Engels efter bedste evne forsøgte at afhjælpe. Marx arvede også en betydelig sum efter en gammel medkæmper.

Bindet indeholder omfattende informationer om udviklingen i de her dokumenterede 33 måneder fordelt over korrespondancen (650 sider) og det videnskabelige apparat (880 sider).

FLERE CITATER

Marx og Engels satsede på de økonomisk mere udviklede Nordstater, men måtte konstatere, at Sydstaterne i begyndelsen var yankeerne langt overlegne på det militære område.

Korrespondancen mellem Liebknecht og Marx og Engels var ikke problemfri. Det skyldes måske Liebknechts sympatier for de liberale demokrater, der lige som han satsede på en ”stortysk” løsning for Tysklands fremtid.