Den følgende tekst er baseret på to indlæg, skrevet som svar på William Robinsons "Global Capitalism: Reflections on a Brave New World"  [Global kapitalisme, overvejelser om en Fagre Nye Verden], som blev distribueret til diskussion i Maj 2017 på Great Transition Initiativets hjemmeside som "Roundtable on Global Capitalism".

Vi skulle efterhånden have lært, at det at reformere kapitalismen, selv om det muligvis kan mindske skadevirkningen, ikke virkelig løser problemerne 

Jeg har en anden vinkel på nogen emner end William Robinson. For eksempel forekommer det mig, at diskussionen om den "transnationale stat" og "transnationale klasse" er overvurderet. Når virksomheder i de førende kapitalistiske stater har problemer i udlandet, kan de benyttes sig af den internationale struktur, som de har været medvirkende til at skabe, men de kan også kræve deres "hjemme-regerings" indflydelse. De vedbliver med at skabe mere favorable betingelser, hjemme og i udlandet, for at øge deres fleksibilitet og evne til at skabe profit med færrest mulige hindringer.

Tredive koncerndirektører fra større amerikanske virksomheder besøgte for nylig Saudi Arabien sammen med Trump, heriblandt JPMorgan Chase (Jamie Dimon), Blackstone (Steve Schwarzman) og Lockheed Martin (Marillyn Hewson).  Der er selvfølgelig utallige andre eksempler (herunder uoverensstemmelsen mellem USA og Canada om skov-produkter, og sukker-kontroversen med Mexico, i hvilket Mexico, under pres fra USA's regering, har indvilget i at reducere eksport af forarbejdet sukker til USA, skønt de i henhold til NAFTA aftalen ikke er forpligtet til det.)

Virksomheder og den økonomiske elite benytter sig af deres hjem-nation til at sikre sig fordele globalt. Nationalstaten er i høj grad levende, og  dens magt er i betydelig grad til nytte for  kapitalen.

Internationale "handels"-aftaler

Jeg tror, at pointen er, at virksomheder har udnyttet, og vil vedblive at udnytte, en hvilken som helst løftestang, der er til deres rådighed i en bestemt epoke, det være sig i det 19'de århundrede, i det 20'nde århundrede eller det 21'nde århundrede, og på alle til rådighed stående geografiske niveauer: lokalt, regionalt (USAs enkeltstater), nationalt og internationalt.

Virksomheder ser ud til at arbejde lige hårdt på at få deres vilje som de altid har gjort, både på lokalt, på regionalt og på nationalt plan, herunder for at få hjælp til at komme ind på udenlandske markeder og få adgang til udenlandske investerings-muligheder. Men der har åbnet sig en ny arena for deres pres for at få, hvad de ønsker: de internationale "handels"-aftaler, som de førende virksomheder har været med til at skabe og opretholde gennem disses egne mekanismer for løsning af disputter. Mens det er vigtigt at understrege disse nye udviklinger, må man ikke i diskussionen overse de ander veje, de har for at udøve deres magt.

Det er vigtigt ikke at fortabe sig i en overbetoning af transnationale aftaler/organisationer. Selv med disse mekanismer til rådighed, bliver de førende kapitalistiske staters nationale "hjemme"-regeringer konstant anmodet om at fremme virksomhedernes interesser i udlandet. 

Kapitalismen er problemet

Kapitalismen er karakteriseret ved både centripetale og centrifugale tendenser. Der eksisterer  ikke, og kan ikke eksistere, en transnational kapitalistisk stat, og derfor kan der heller ikke eksistere en transnational kapitalist klasse.

Forsøgene på at påvise hypotesen om en transnational stat/klasse ved hjælp af virksomheds-netværk (herunder forsynings-kæder) mellem store virksomheder tværs over nationalstaters grænser har vist netop det modsatte. Se Samir Amins interessante kritik af dette synspunkt i hans "Transnational Capitalism or Collective Imperialism?"   (Pambazuka News, 23. marts, 2011).

I samme retning, forsøg fra USA på at gøre sig selv til en superimperialistisk magt, som ville udgør Staten for det kapitalistiske system - både direkte, og gennem sin hegemoni over trekløveret USA/Canada, Europa og Japan - peger, som István Mészáros har sagt, på den "potentielt mest dødelige fase af imperialismen" (The Challenge and Burden of Historical Time [New York: Monthly Review Press, 2008] 105-30).

Ikke desto mindre er jeg  fuldstændig enig i Robinsons hovepointe, at kapitalisme - ikke bare i dens "neoliberale" variant (uden fløjlshandsker) - er roden til de mange økologiske og sociale problemer, som vi står over for. Den grundlæggende måde, som kapitalismen fungerer på, er afgørende her. Såkaldte side-effekter af kapitalismen er kun et normalt resultat af, at forretningsverdenen ikke tager højde for miljømæssige eller sociale hensyn (medmindre de bliver tvunget til det gennem regulering), under deres forsøg på at skabe størst mulig profit.

Vi skulle efterhånden have lært, at det at reformere kapitalismen, selv om det muligvis kan mindske skadevirkningen,  ikke virkelig løser problemerne - fra fattigdom, arbejdsmiljø, ulighed i formue og indkomst - på grund af systemets funktionsmåde på det mest grundlæggende niveau. Selv de utilstrækkelige love og reguleringer bliver ofte ikke ordentlig håndhævet.

Og som økonomen Joan Robinson skrev i 1930'erne,  “... enhver regering, som kunne have både magten og viljen til at gøre noget ved det kapitalistiske systems vigtigste defekter, ville også have magten og viljen til helt og holdent at afskaffe det ...”. Det er mere sandt i dag, end da det blev skrevet.

Artiklen har været bragt i Monthly Review Press

Fred Magdoff er sammen med John Bellamy Foster medforfatter til The Great Financial Crisis (2009) og What Every Environmentalist Needs to Know About Capitalism (2011)  - begge publiceret af Monthly Review Press. Sidstnævnte bog foreligger i dansk oversættelse, Hvad enhver miljøforkæmper behøver at vide om kapitalisme, Forlaget Solidaritet 2015.