Siden Kommunistisk Partis kongres i november 2014 er flygtningespørgsmålet flyttet op på toppen af den politiske dagsorden. Det er især sket siden sommeren 2015, hvor flugten over Middelhavet og via Balkan antog et dramatisk omfang.

Flygtningekrisen, som den kaldes, fandt EU-landene og Europa som sådan i en økonomisk krise. Der udspillede sig i månedsvis en dramatisk krise, som forstærkede EU’s institutionelle krise og i perioder bragte (borger)krigslignende tilstande flere steder i Østeuropa.

Vores grund-læggende tilgang er, at det er de imperialistiske stater, der bærer hovedansvaret for flygtningekrisen. Det er dem, der udløser og forstærker de krige, der skaber flygtninge-strømmene.

Selvom mediefokus er blevet mindre, er flygtningekrisen ikke afmonteret, hverken på verdensplan, i Europa eller i Danmark.

• FN’s flygtningeorganisation UNHCR opgjorde i juni, at antallet af flygtninge for første gang har overskredet 60 millioner på verdensplan. Hvert minut må 24 mennesker forlade deres hjem ufrivilligt.
• Den Internationale Organisation for Migration (IOM) (1) har opgjort, at frem til slutningen af juli havde 3.000 flygtninge og migranter mistet livet i år i forsøget på at krydse Middelhavet. Dette tal er nået tidligere i år end i de to foregående år. Næsten 250.000 er nået til Europa efter at have krydset havet.
• I Danmark er antallet af mennesker, der søger asyl, faldet en smule i år efter at have ligget historisk højt (for danske forhold) de sidste to år (2).

De imperialistiske magter placerer selv flygtningekrisen som en central krise og en potentiel kilde til ustabilitet og uro. Det fremgik for eksempel af NATO-topmødet i Polen i juli, af topmødet mellem USA og de nordiske statsledere i maj og af Davos-mødet i World Economic Forum tidligere på året.

I dokumenter fra NATO-topmødet i Polen beskrives sikkerhedssituationen i Europa som meget usikker og præget af mange trusler (3). Strømmen af flygtninge og migranter betragtes som én af disse mange trusler.

Den udnyttes til at forstærke militarisering og oprustning. Den kobles til en generel terrorfrygt og -trussel, og den føjer sig ind i en lang række argumenter for at øge overvågning, kontrol og politi og sætte de demokratiske rettigheder under et hidtil uset pres. Flygtningene og migranterne er de første til selv at mærke dette.

I de enkelte lande, herunder Danmark, presses arbejderklassens enhed voldsomt. Flygtninge og migranter får skylden for velfærdsafvikling og nedbrydning af kollektive rettigheder. De forsøges udnyttet til at dumpe løn- og arbejdsvilkår.

Hele dette scenarie betyder, at vi som kommunister må videreudvikle vores holdning til flygtninge- og migrantspørgsmålet med henblik på at kunne levere klare budskaber.

Hovedansvaret for flygtningekrisen

Vores grundlæggende tilgang er, at det er de imperialistiske stater, der bærer hovedansvaret for flygtningekrisen. Det er dem, der udløser og forstærker de krige, der skaber flygtningestrømmene. Det er kapitalen fra disse lande, der udbytter de lokale arbejdere og bønder, så deres livsgrundlag forsvinder, og de må søge et forsørgelsesgrundlag i andre lande. Den ulige handel undergraver de fattigere landes udviklings- og eksportmuligheder, og EU’s fiskeri- og landbrugspolitik driver fiskere og bønder fra deres erhverv. Klimakrisen fordriver folk fra hus og hjem.

Den ekstreme ulighed i verden er en vækstbund for flugt og migration. Det kan ikke tit nok påpeges, at det er et sygt system, der tillader 62 ekstremt rige at eje det samme som 3,6 milliarder mennesker, den fattigste halvdel af jordens befolkning. 

Der er en direkte sammenhæng mellem på den ene side imperialismens krige, og udbytning og på den anden side flugt, fattigdom, sult og emigration. I flygtningespørgsmålet fletter kampen mod imperialisme og krig sig i dag sammen med det nationale, det sociale og det demokratiske spørgsmål.

Den ekstreme ulighed i verden er en vækstbund for flugt og migration. Det kan ikke tit nok påpeges, at det er et sygt system, der tillader 62 ekstremt rige at eje det samme som 3,6 milliarder mennesker, den fattigste halvdel af jordens befolkning. 

Flygtningekrisen er et udtryk for den mangesidede og dybe krise, som kapitalismen befinder sig i. Den må ikke ses isoleret, men i sammenhæng. Hvis den tages ud af sammenhæng, og vi kun retter blikket mod detaljen, så står vi tilbage med Dansk Folkepartis "lukkede grænser" og liberalismens "åbne grænser" som eneste alternativer. Ingen af de alternativer løser arbejderklassens problemer.

Vi må som kommunister både have blik for de store sammenhænge og langsigtede løsninger og på de konkrete problemstillinger og arbejderklasens bekymringer her og nu. Vi skal både forklare sammenhænge og levere (rammen for) konkrete løsninger.

Vi må først og fremmest forsvare arbejderklassens enhed. Enhed i arbejderklassen er et vigtigt omdrejningspunkt, når vi skal finde svar på flygtninge- og migrantspørgsmålet. Det betyder, at vi må tage kampen op mod racisme og fremmedhad, som splitter klassen og gør den forsvarsløs over for kapitalens angreb. Solidaritet er et nøgleord.

Vi må i vores tilgang gå på to ben: humanismens og socialismens. Det betyder, at vi både forener os med alle gode kræfter, der forsvarer flygtninges og migranters rettigheder, og tager et klassemæssigt udgangspunkt, når vi skal analysere og komme med svar. Afdækning af kapitalens strategi og forsvaret for arbejderklassen er centralt.

Åbne grænser er en illusion

Den 31. maj i år udtalte overvismand Michael Svarer, at flygtninge "sætter de offentlige finanser under pres". Han forudså, at de seneste tre års flygtningestrøm kommer til at koste de offentlige finanser ni milliarder kroner ved udgangen af i år. Ja, han spekulerede tilmed i, hvorledes bruttonationalproduktet vil blive påvirket negativt "hvert år i al fremtid", selv hvis flygtningestrømmene dør ud.

De åbne grænser findes ikke i virkeligheden – de er en illusion. Spørgsmålet er kun, hvor grænserne sættes. 

Det er samme holdning, der ligger til grund, når S-formand Mette Frederiksen siger:

"Min påstand er, at et universelt finansieret nordisk velfærdssamfund med fri og lige adgang til sundhed, uddannelse og sociale ydelser ikke er foreneligt med en åben udlændingepolitik. Det er ikke foreneligt med en åben udlændingepolitik. Dertil er integrationsopgaven for stor og for massiv". (4)

Forsøget på at sætte en modsætning op mellem velfærd og flygtninge er et centralt element i den offentlige debat fra de borgerligt-socialdemokratiske partier. Vi må afvise denne modsætning og pege på, at velfærden kan forsvares og udbygges med en "åben udlændingepolitik", forstået som en politik, der anerkender retten til asyl baseret på konventionerne, og hvor Danmark påtager sig sin andel af flygtninge. Vi kan også pege på en hel række tiltag, der giver staten og kommunerne "råd" - fra opgør med EU’s budgetlov over stop for indkøb af kampfly til inddrivelse af skattely-penge.

Men vi må samtidig vende os imod parolen om åbne grænser. De åbne grænser findes ikke i virkeligheden – de er en illusion. Spørgsmålet er kun, hvor grænserne sættes. Vi går ind for hvert enkelt lands ret til selv at bestemme over sine grænser. Flygtningekrisen er et symptom på de store problemer, som råder i verden, uretfærdighed, fattigdom, arbejdsløshed, krig og så videre – og migration kan aldrig løse disse problemer.

Set ud fra et klasseperspektiv er de åbne grænser den liberale løsning, hvor problemer sendes videre, og en tilsyneladende usynlig hånd til sidst får arbejdskraften til at havne der, hvor der findes en kapitalist, som er parat til at købe den. Den liberale løsning tjener til at sprede uretfærdighederne mellem landene, til at sænke standarderne i de lande, hvor arbejderklassen historisk set har tilkæmpet sig bedre forhold.

En rambuk mod arbejderklassen

Parolen om åbne grænser fører i sidste ende til et forsvar for kapitalens behov for arbejdskraftens fri bevægelighed. Her ses flygtningestrømmen som "en gave til konkurrencestaten":

Flygtningepolitikken, der burde tage udgangspunkt i at levere beskyttelse til mennesker på flugt, er ved at udarte til en kapitalistisk indvandringspolitik for at skabe et lavtlønsproletariat.

"Mangel på arbejdskraft er en af de værste ting, en økonomi kan blive udsat for. Den får lønomkostninger til at stige og konkurrenceevnen til at gå ned. Vi er på vej ind i en situation, hvor den nationale konkurrenceevne bliver afgjort af demografien … Det gør det endnu mere oplagt at hilse flygtningene velkomne, fordi de typisk er unge og mænd … Der er en naturlig selektion i flygtningestrømmen. Det er de unge, der flygter. Og i de ulykkelige tilfælde, hvor de støder på forhindringer undervejs, er det mænd, der overlever, fordi de har kræfterne. Så vi har hovedsageligt at gøre med unge mænd, der er forholdsvis lette at efter- og videreuddanne. Det er svært at tale om mennesker ud fra en sådan costbenefit-analyse, men det er sådan, det er". (5)

IMF har decideret anbefalet, at der på arbejdsmarkedet skelnes mellem EU-borgere og asylansøgere ved at ansætte sidstnævnte gennem en "midlertidig og begrænset nedregulering af mindstelønnen for flygtninge". (6)

Denne "gave" til kapitalen benyttes som en rambuk for generelt at sænke arbejderklassens leveniveau til noget, der ikke er set siden forrige århundrede.

Flygtningepolitikken, der burde tage udgangspunkt i at levere beskyttelse til mennesker på flugt, er således ved at udarte til en kapitalistisk indvandringspolitik for at skabe et lavtlønsproletariat, der presser hele arbejderklassen.

Derfor er arbejderklassens bekymringer for, hvad konsekvenserne af flygtningekrisen bliver, forståelige. Som kommunister må vi adressere disse bekymringer. Det er altid dem på bunden af samfundet, der har holdt for – og det bliver det nok igen, når udgifterne til asylsøgere og flygtninge skal betales.

Klasseenhed og solidaritet

Vi skal afvise en krig mellem udenlandske og danske arbejdere.

Ligesom vi må bygge bro til den humanistiske bevægelse og dens stræben efter de bedst mulige løsninger i enhver situation, må vi også bygge bro til arbejderopinionen og forholde os til en (forståelig) frustration og generel utryghed for morgendagen. Vores svar skal derfor ramme ind i disse bekymringer.

Omdrejningspunkter i kommunisternes tilgang må således være:

• For klasseenhed og folkelig solidaritet.

• Bekæmp alle forsøg på at udnytte flygtningekrisen som et middel til at undergrave arbejder- og kollektive rettigheder.

• Opgør med arbejdskraftens fri bevægelighed.

• Stop imperialismens krige og udplyndring.

Ud fra den tilgang kan der skabes en konkret platform. Den kan rumme nedenstående krav, men skal helt bestemt også udbygges:

• For retten til asyl.
  Staten må levere beskyttelse - FN’s flygtningekonvention skal forsvares.

• Fordøm mistænkeliggørelse og dæmonisering.
  Flygtninge, asylansøgere og andre udlændinge i Danmark skal beskyttes i tråd med den danske arbejderklasses solidariske og humanistiske værdier.

• Bekæmp social dumping.
  Danske og udenlandske arbejdere - forén jer - og organisér jer.

• Flere penge til velfærd.
  Bryd med EU’s budgetlov. Beskat de rige. Bekæmp skattely. Kompensér kommunerne for udgifter til flygtninge.

• Byg billige boliger nu.
  Kommunerne skal frit kunne sætte boligbyggeri i gang til lave huslejer til både danskere og flygtninge.

• Stop for dansk krigsdeltagelse.
  Send nødhjælp, ikke bomber – øg udviklingsbistanden.

• EU er en del af problemet, ikke af løsningen.
  For internationale aftaler i FN-regi om at fordele flygtninge.

Noter

1. Ritzaus Bureau 22. juli.

2. Asylansøgninger i Danmark:

HER GRAFIK

Bruttoansøgertallet angiver samtlige personer, der indgiver ansøgning om asyl i Danmark - uanset om de får deres asylsag realitetsbehandlet i Danmark. Registreringstallet angiver antallet af personer, der får realitetsbehandlet deres asylsag i Danmark. Kilde: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

3. “There is an arc of insecurity and instability along NATO’s periphery and beyond.  The Alliance faces a range of security challenges and threats that originate both from the east and from the south; from state and non-state actors; from military forces and from terrorist, cyber, or hybrid attacks.  … Our security is also deeply affected by the security situation in the Middle East and North Africa, which has deteriorated significantly across the whole region. …  Instability in the Middle East and North Africa also contributes to the refugee and migrant crisis.” (Kommuniké fra NATO-topmødet).

4. Mette Frederiksen, avisen.dk, 20. januar.

5. Ove Kaj Pedersen, International Center for Business and Politics, Copenhagen Business School, 29. januar, i Ugebrevet A4.

6. IMF-rapport: "The Refugee Surge in Europe: Economic Challenges" (Flygtningebølgen i Europa: Økonomiske udfordringer).