”Marxisme og kvindekamp” er overskriften for dette indlæg. Når jeg har givet indlægget netop den overskrift og ikke kaldt det ”Marx og kvindekampen” skyldes det, at i dette spørgsmål kan Marx’ og Engels’ analyser og teoretiske arv ikke skilles.

Marx forbinder kvindespørgsmålet med arbejderklassens fælles kamp. For det er udbytningen, der i sidste ende degraderer kvinden.

På Marx’ og Engels’ tid var en gryende kvindebevægelse på vej frem, især med fokus på borgerrettigheder såsom stemmeretten. Suffragetterne – en militant bevægelse der tog navn efter det engelske ord for stemmeret – dannede fra 1871 en landsdækkende sammenslutning i England, hvor Marx og Engels levede. De benyttede sig af demonstrationer, underskriftindsamlinger og lobbyisme for at få gennemført en ny valgreform. 

Det var naturligvis en vigtig kamp, men for arbejderkvinderne, der i de år blev kastet ind i den fremvoksende kapitalistiske produktionsproces, var den ikke den mest nærliggende kamp at engagere sig i. For hvordan udøve stemmeretten, hvis ikke der er brød på bordet eller overskydende timer i døgnet til at beskæftige sig med slige sager?

Marx’ og Engels’ tilgang lå da også netop her. Marx havde sat sig for at finde ind til kernen i den kapitalistiske udbytning, og med det som fokus beskrev både han og Engels kvindernes situation i arbejdslivet, og hvordan proletarfamilien blev ødelagt under kapitalismen. Læs f.eks. de hjerteskærende skildringer i Engels’ ”Arbejderklassens stilling i England” (1845).

Kvinderne i den kapitalistiske produktionsproces

Så det er analyserne af den kapitalistiske produktionsproces og dens følger for arbejderne, der er omdrejningspunktet, når Marx beskæftiger sig med kvindespørgsmålet. I Kapitalen (1867) behandler Marx indgående både børne- og kvindearbejdet, brutaliteten, forarmelsen og fornedrelsen i manufakturer, på fabrikker, i miner og på landet.

I den ånd var kravet om otte timers arbejdsdag og begrænsning af natarbejde vigtige krav for Første Internationale, der i 1864 havde Marx og Engels blandt sine grundlæggere. Internationalens ledelse (Generalrådet) skrev i et dokument, der generelt omhandlede otte timers arbejdsdagen og begrænsning af natarbejde, at der skulle være særlige krav for kvinder. Kvinder, skrev de, ”må dog bestemt udelukkes fra alt natarbejde overhovedet og alle former for arbejde, der er skadeligt for kønnet, eller som udsætter deres kroppe for gifte eller andre skadelige ting…”.

Fra arbejderbevægelsens start var der således fokus på, at der måtte være særlige krav for arbejderkvinderne.

Marx beskriver i Kapitalen, hvorledes kvinderne udbyttes hensynsløst og regnes for intet, ja de rangerer lavere end heste, fordi man kan beregne værdien af hestes arbejde men ikke af kvinders:

”I England anvender man endnu lejlighedsvis kvinder i stedet for heste til at trække kanalbådene m.v., fordi det arbejde, der er nødvendigt for at producere heste og maskiner, er en matematisk given størrelse, mens det arbejde, som det koster at opretholde livet for de kvinder, der tilhører overbefolkningen, derimod unddrager sig enhver beregning.” (Kapitalen, bog 1, s. 574)

Ved at bruge betegnelsen ”de kvinder der tilhører overbefolkningen” gør han det klart, at kvinderne er en del af arbejderklassens store reservearme, som kapitalistklassen kan hente ind eller forstøde fra produktion og handel efter forgodtbefindende. Og de er billigere at vedligeholde – fodre af – end heste.

Kvinderne er altså dobbelt udbyttet – som klasse og som køn.

Den gamle families opløsning

Marx anfører i Kapitalen, at den kapitalistiske produktionsmåde ødelægger arbejderfamilien, men at den samtidig skaber grundlag for, at der med tiden kan etableres en højere form for familieliv og skabes bedre relationer mellem kønnene. Han skriver:

Moderrettens omstyrtelse var kvindekønnets verdenshistoriske nederlag.

”Hvor frygtelig og modbydelig opløsningen af de gamle familieforhold inden for det kapitalistiske system end forekommer, er det dog storindustrien, der skaber det nye økonomiske grundlag for en højere familieform og en højere form for forholdet mellem de to køn. Det gør den ved den afgørende rolle, den tildeler kvinderne, de unge og børn af begge køn i samfundsmæssigt organiserede produktionsprocesser uden for hjemmets sfære.” (Kapitalen bog 1, s. 697)

Hvad er det, Marx siger her?

Han siger, at storindustrien skaber et nyt økonomisk grundlag for forholdet mellem de to køn, fordi kvinderne kommer til at deltage i samfundsmæssig produktion uden for hjemmet. Den højere familieform og den højere form for forholdet mellem de to køn er et opgør med, hvad han kalder den ”kristeligt-germanske form for familie”. Altså den borgerlige familie og dens placering af kvinden som andetrangsmenneske. 

Men – hvordan kan dette opgør gennemføres? Hvordan kan det nye økonomiske grundlag for en højere familieform og en højere form for forholdet mellem de to køn skabes?

”Ophæve kvindernes stilling som rene produktionsmidler”

Marx fortsætter:

 ”… det, at man sammensætter det kombinerede arbejdspersonel af mennesker af begge køn og af de forskelligste aldre, vil kunne blive en kilde til menneskelig udvikling, på trods af, at det er en pestkilde til fordærv og slaveri under den spontane, brutale kapitalistiske form, hvor arbejderen er til for produktionsprocessens skyld og ikke omvendt. Men for at dette omslag til en menneskelig udvikling kan ske, kræves tilsvarende betingelser.” (Kapitalen, bog 1, s. 697)

For at sikre denne højere familieform og en højere form for forholdet mellem de to køn kræves altså, at produktionsprocessen er til for arbejderens skyld, med andre ord et opgør med den spontane, brutale kapitalisme. Marx forbinder her kvindespørgsmålet med arbejderklassens fælles kamp. For det er udbytningen, der i sidste ende degraderer kvinden.

Det ligger helt i forlængelse af Det Kommunistiske Partis Manifest (1848). Her gør Marx det klart, at målet må være at ophæve den kapitalistiske udbytning, idet ”det netop drejer sig om at ophæve kvindernes stilling som rene produktionsmidler”.

Det er maskinerne, de nye produktivkræfter, der om noget ryster de hidtidige familieforhold i deres grundvold. For maskinerne betyder, at tungt arbejde, der før var forbeholdt mænd, nu kan udføres af maskiner, betjent af kvinder. Hvor tidligere en mand forsørgede en hel familie, er der nu to om det. Derved falder arbejdskraftens værdi - til kapitalens fordel:

 ”Idet maskinerne kaster alle medlemmer af arbejderfamilien ud på arbejdsmarkedet, fordeler de værdien af familiefaderens arbejdskraft på hele hans familie. Maskinerne nedsætter derfor værdien af hans arbejdskraft.”(Kapitalen bog 1, s. 574-575)

I Manifestet hedder det:

”Jo mindre arbejdet kræver fagkundskab og legemlig styrke, dvs. jo mere den moderne industri udvikler sig, desto mere bliver mændene fortrængt af kvinder og børn. Forskel i køn og alder har ikke mere social gyldighed for arbejderklassen. Arbejderne er kun arbejdsredskaber, som efter alder og køn kræver forskellige omkostninger.”

Hvorfra stammer kvindeundertrykkelsen

Det er en vigtig bestanddel af marxismen, at kvindeundertrykkelsen er historisk, altså ikke altid har eksisteret - og dermed også kan bekæmpes og udryddes.

Kvindekampen blev spaltet i en borgerlig og en socialistisk kvindebevægelse. De skillelinjer har levet videre lige indtil i dag og eksisterer fortsat.

Engels undersøgte i klassikeren “Familiens, privatejendommens og statens oprindelse” (1884), hvordan kvindeundertrykkelsen opstod.  Han påstod, at kvindeundertrykkelsen ikke altid havde eksisteret, og at kvindens andenrangs plads i samfundet og familien dermed ikke var noget én gang for alle givet, noget gudsbestemt.

Det var en revolutionerende og kættersk påstand. Hans hovedtese var, at mandens herredømme over kvinden baserede sig på økonomisk magt. Kvindeundertrykkelsen kunne altså ikke skyldes naturen, biologien, mindre hjerne, eller hvad folk i øvrigt henviste til - hvad enten det gjaldt religionen, de verdslige love, lægevidenskaben eller opinionen.

Videnskaben har naturligvis udviklet sig siden Marx og Engels, og forskningen har stillet tvivl ved en række af Engels’ mere antropologisk baserede teoriet. Men hans hovedtese står urokket:

Det var klassesamfundets og privatejendommens opståen, den arbejdsdeling mellem mand og kvinde, som det medførte, samt den mandlige arveret, der blev roden til kvindekønnets århundredlange nedvurdering.  Den patriarkalske familie baserede sig på, at manden har herredømmet over kvinden, så han kan sikre sig arvinger, som der ikke er tvivl om, han er far til.  I ”Familiens, privatejendommens og statens oprindelse” siger Engels om den patriarkalske familie:

”Moderrettens omstyrtelse var kvindekønnets verdenshistoriske nederlag. Manden tog styret også i hjemmet, kvinden blev nedværdiget, kuet, gjort til en slave af hans lyster og til et rent og skært redskab til børneavl.”

Den mandsdominerede familie har altså ikke eksisteret i hele menneskets historie. Den repræsenterer et brud i historien. Med den revolutionerende opdagelse leverede Engels et kraftfuldt våben til kvindebevægelsen, som den ikke siden skulle glemme.

Hvad vi indtil nu har set er altså:

• Kvindens samfundsmæssige placering er ikke biologisk bestemt, men forbundet med produktivkræfternes udvikling og klassesamfundets fremkomst.
• Kvindeundertrykkelsen og kvindekampen skal ses ud fra et klasseperspektiv. Set ud fra et samfundsmæssigt perspektiv findes der ikke ”rene” kvindeinteresser – kvinder fra forskellige klasser har forskellige interesser.
• Kvindekampen er forbundet med kampen imod kapitalismen og for et socialistisk samfund.

Man kan således med god ret hævde, at marxismens første teoretikere havde blik for kvindespørgsmålet, rejste det, værdsatte kvinderne og ønskede at inddrage kvinderne i arbejderklassens fælles kamp. På den måde kan man sige, at Marx og Engels var en slags kvindekampens pionerer. Deres opdagelser var banebrydende for 1800-tallets gryende kvindebevægelse.

Men det skulle også vise sig, at det krævede stor vedholdenhed fra arbejderkvinderne selv og deres repræsentanter for alvor at sætte kvindespørgsmålet igennem i arbejderbevægelsen.

Ligestilling eller frigørelse

Siden har kvindebevægelsen ikke kunnet følges ad samlet hele vejen. Kampen for stemmeretten og de borgerlige friheder var nok for de kvinder, hvis nutid og fremtid var knyttet til det bestående samfund og til de bestående samfundsklasser. Men det var ikke nok for de kvinder, hvis nutid og fremtid var knyttet til den samfundsklasse, der havde interesse i at afskaffe klasseherredømmet. For dem var det ikke nok at kæmpe en ligestillings- og kønskamp. De måtte også kæmpe for kvindernes samfundsmæssige frigørelse og deltagelse i den fælles klassekamp.

Kvindekampen blev spaltet i en borgerlig og en socialistisk kvindebevægelse. De skillelinjer har levet videre lige indtil i dag og eksisterer fortsat.

Clara Zetkin, der tog stafetten op efter Marx og Engels, fastslog, at det kapitalistiske samfund har skabt konkurrencen mellem kønnene og en uløselig modsætning mellem kvinders erhvervsarbejde og deres pligter i hjemmet. Disse modsætninger kan ikke løses, før samfundet bliver socialistisk. Kvinden må blive økonomisk uafhængig for at kunne blive fri. Men under kapitalismen går kvinden kun fra at være afhængig af manden til at blive afhængig af kapitalisten. Virkelig kvindefrigørelse er derfor først mulig under socialismen:

”Proletarkvindens befrielseskamp kan ikke være den samme som den kamp, bourgeois-kvinden fører mod mændene i hendes klasse. Tværtimod. Den må være en fælles kamp med mændene i hendes klases mod den samlede kapitalistklasse,” anførte hun og fortsatte:

”Overklassekvinderne kæmper mod mændene i deres egen klasse for at få ret til livsindhold og til at råde over deres egen formue. Borgerkvinderne kæmper for retten til uddannelse og arbejde. Grundlæggende er dette alene et krav om, at borgerskabet konsekvent skal gennemføre sine egne ideer om erhvervsfrihed og fri konkurrence. Disse kvinder må kæmpe mod de mænd i deres egen klasse, som prøver at bremse kravene med floskler om den kvindelige natur, fordi de er bange for konkurrencen. Den borgerlige kvindebevægelse påstår, at den kæmper på vegne af alle kvinder.

Men arbejderkvinderne har allerede retten til hårdt arbejde på fabrikkerne. Ja, de er tvungne til det. De må også arbejde for reformer som stemmeret, men ikke som et mål, kun som et middel. Det er ikke i arbejderkvinders interesse at kæmpe mod mændene, men med mændene i arbejderklassen mod kapitalisterne,” mente Zetkin.

Der er ikke her plads til at give et historisk vue over det 20. århundredes kvindekamp, hverken i verden, Europa eller Danmark, herunder heller ikke beskrive betydningen af de revolutioner, som det 20. århundrede fødte. Men ovenstående grundsynspunkter og skillelinjer har løbet igennem denne historie som en rød tråd. Og det gør de også den dag i dag.

Den revolutionære linjes efterslæb

Den marxistisk funderede, klassebaserede og revolutionære linje i kvindekampen har ligget lavt i landskabet i flere årtier. Tilbageslaget for den kommunistiske bevægelse efter 1989 har også sat sine spor på dette spørgsmål. I dag er der færre aktive kommunistiske kvinder end for 20-30 år siden, både i absolutte tal og relativt set, altså i forhold til antallet af mænd.

Vi må naturligvis bekæmpe enhver form for diskriminering, også på grund af ens sexualitet. Men det er ikke det samme som at mene, at man så at sige kan tænke sig til sit køn.

Det betyder også, at kommunisternes analyser halter bagefter. Vi er ikke på højde med, hvad der er brug for, hvis den revolutionære linje i kvindekampen igen skal slå rod.

I den offentlige debat bruges ord som kvindekamp og kvindebevægelse i dag ikke så tit. I stedet er det ordet feminisme, der er blevet det dominerende, når der tales om kønsspørgsmål. Og ordene, vi bruger, kampen omkring dem, har en betydning.

Den marxistiske tradition og den kommunistiske bevægelse i Danmark har ikke haft tradition for at benytte begrebet feminisme. I Danmark anvendtes fra 1840’erne især begrebet emancipation eller kvindeemancipation, senere frigørelse, ligeberettigelse og ligestilling. Kvindesag var længe en samlebetegnelse på tværs af strømninger.

I 1970’erne og i årene derefter opfattede mange ordet feminisme som synonymt med den borgerlige kvindebevægelse, altså i modsætning til den revolutionære linje i kvindekampen. Det er nok også derfor, jeg har kaldt mit oplæg ”Marxisme og kvindekamp” og ikke ”Marxisme og feminisme”. Jeg er rundet af den tradition.

Feminismens hovedstrømninger i dag

I det følgende vil jeg forsøge at kortlægge feminismens hovedretninger i dag. Der er helt sikkert brug for mange flere brikker, før der kan blive tale om en samlet analyse, men her er nogle af dem.

For det første:

Der er naturligvis den traditionelle borgerlige feminisme, der tager kampen om magten i det kapitalistiske samfund op med mændene. Det være sig på direktionsgange, i aktieselskabsbestyrelser, i uddannelsesverdenen, Folketing eller kommunalbestyrelser. Erfaringen fra de sidste årtier har vist, at kvinder kan være mindst ligeså dygtige til at hyre og fyre som mænd! Kampen om positioner og magt er bestemt ikke ovre, hvilket gør, at der stadig er basis for denne del af feminismen.

For det andet:

Fra 1990’erne fik feminisme som begreb en ny opblomstring. Nogle taler ligefrem om ”den tredje feministiske bølge” fra 1990’erne (hvor den første feministiske bølge var 1800-tallets bevægelse for stemmeretten og den anden feministiske bølge var kampen fra 1960-85, hvor kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet). Denne tredje bølge har fokus på individ, sexualitet og race. Den har flere forskellige retninger i sig. Nogle bekender sig til den såkaldte intersektionalisme, der bygger videre på tripple oppression-teorien. Kernen i disse retninger er, at nutidens komplicerede undertrykkelsesforhold er flerdimensional, betinget af klasse, køn og race. Nogle lægger også andre dimensioner ind, sexualitet og religion for eksempel.

Det er klart, at undertrykkelsen har mange dimensioner i nutidens kapitalistiske samfund. Men problemet med disse retninger er, at de sidestiller alle dimensionerne. Set ud fra en marxistisk analyse må klasse-dimensionen, klasseundertrykkelsen være den første og afgørende dimension. Det er klasseundertrykkelsen, der er den afgørende undertrykkelsesform. Har man ikke blik for det, overlader man store dele af arbejderkvinderne til sig selv.

For det tredje:

En tredje form for feminisme i dag er, hvad nogen kalder queer-feminisme eller trans-feminisme, men den kan sikkert også have andre navne og betegnelser. Grundideen er her, at kønnet ikke mere er en reproduktiv funktion, biologisk bestemt, men en identitet. Nogle går så langt som til at mene, at kønnet er noget, som man selv bestemmer. Man vælger så at sige, om man er pige eller dreng, noget helt tredje eller slet ikke har et defineret køn. Med andre ord: Kønnet sidder ikke i kroppen, men i hovedet. Denne strømning har i de seneste år fået vind i sejlene. Og det antages generelt, at der er tale om en progressiv udvikling.

Vi må naturligvis bekæmpe enhver form for diskriminering, også på grund af ens sexualitet. Vi anerkender individets ret til frit at vælge og udfolde sin sexualitet.  Det er klart, at man kan føle, at man lever i en forkert krop, der slet ikke passer til ens kønsidentitet.

Men det er ikke det samme som at mene, at man så at sige kan tænke sig til sit køn. Der er forskel på køn og sexualitet. I sin yderste og mest rabiate form indebærer denne retning, at kvindekønnet opløses, og kvindekampen dermed forsvinder ud i det blå, til fordel for en mangfoldighed af selvvalgte køn. Forslag om at afskaffe de kønsspecifikke cpr-numre er et eksempel på dette. Hvad sker der med statistik over kønsbaseret vold, hvis vi ikke mere kan tale om et biologisk køn? Eller kønsbaseret lønstatistik?

Kom ind i kampen

Så det er for at trække en skillelinje til ovenstående retninger, at jeg foretrækker at anvende ordet kvindekamp, fordi det utvetydigt siger, at der den dag i dag stadig findes en dobbeltundertrykkelse af kvinden – som klasse og som køn.

Vores appel må i Marx’ ånd være: Kom ind i klassekampen.

En generation af kvinder er vokset op siden 1970’erne og har fået fortalt, at de har alverdens muligheder liggende for deres fødder. De skal bare gribe dem. Og har de det svært, er det deres egen skyld. De er vokset op i en tid, hvor arbejderklassens kamp har ligget lavt i landskabet, hvor klasser og klassekamp er erklæret døde og ideologier noget bras.

I en tid hvor det i mange år har været svært at orientere sig kollektivt, og hvor håbet om fælles løsninger har været lille, synes kroppen, kønnet, sexualiteten og individet helt at overskygge den fælles kamp imod kapitalen. Det enkelte individs identitetssøgning er blevet ophøjet til kollektiv politik – og klasseaspektet er sygnet hen.

Det er rigtig ærgerligt. Og det giver nye udfordringer.

Vores appel må i Marx’ ånd være: Kom ind i klassekampen. Her er plads til alle uanset køn og sexualitet. Og der er også plads til her at bekæmpe sexisme, kvindehad og vold mod kvinder, aktionere mod sexindustrien, forrået pornovold og udnyttelse af kvindekroppen til profitformål.

Kvinderne rammes dobbelt hårdt

Som jeg tidligere nævnte, skelner vi som marxister mellem kampen for ligestilling og kampen for frigørelse. Vores kendemærke er, at vi sætter kampen for frigørelse i centrum – vi krydser kapitalismens grænser i kampen for kvindernes egentlige frihed.

Men det betyder jo ikke, at kampen for ligestilling er betydningsløs – og slet ikke at den er vundet. Vi kan nogle gange få den fejlagtige opfattelse, at ligestillingen er i hus. Ja, faktisk er kvinderne ved at have vundet over mændene, kan vi høre. Men kendsgerningen er, at den nyliberalistiske politik og den imperialistiske globalisering rammer kvinderne hårdere end mændene. Den er ved at sætte de landvindinger og fremskridt, der faktisk blev opnået i sidste halvdel af det 20. århundrede, langt tilbage.

Arbejderkvinder rammes ekstra hårdt af usikre ansættelsesforhold og må oftere end mænd kæmpe med to-tre jobs for at have nok timer til at kunne overleve. Working poor har bestemt et kvindeansigt.

På tværs af klasser og lag er lønforskellen mellem mænd og kvinder på det danske arbejdsmarked stadig ca. 16 procent. Kvinders erhvervsfrekvens er lavere end mænds, og flere kvinder end mænd arbejder på deltid. Lønnen er typisk lavere i fag, der er kendetegnet ved deltidsarbejde 

Når det kommer til uddannelse har kvinderne overhalet mændene, men kvinder med eksempelvis en erhvervsuddannelse tjener næsten 19 procent mindre end mænd med tilsvarende uddannelsesniveau.

Kvinder er ­ stadig de vigtigste organisatorer og planlæggere af familiens hverdag – og arbejder mere i hjemmet. I forhold til mænd bruger kvinder næsten en time mere om dagen på ulønnet arbejde i hjemmet, såsom indkøb, husligt arbejde og pasning af husholdningens medlemmer. Barsel er stadig ulige fordelt.

Arbejderkvinderne i centrum

Det er efter min mening i kampen for at forandre denne situation, for retten til at kombinere arbejdsliv og familieliv, at kvindekampen kan genrejses.

Arbejderkvinder rammes ekstra hårdt af usikre ansættelsesforhold og må oftere end mænd kæmpe med to-tre jobs for at have nok timer til at kunne overleve. Working poor har bestemt et kvindeansigt.

Da Jagtvej 69 i 1910 dannede ramme om den socialistiske kvindekongres, der lancerede 8. marts som kvindernes internationale kampdag, var hovedparolerne: Kampen for kvinders valgret. Kampen mod krigsfaren. Kampen for omsorg for mor og barn. Kampen mod prisstigninger.

Dagens paroler lyder både meget ens og meget forskelligt. Men fælles er det, at de bygger på det store flertal af arbejderkvinders liv og interesser. Kvinder i lavtlønsjobs i den private og offentlige sektor i Danmark har fælles interesser – også med deres mænd – om at stække kapitalens offensiv. En sådan kamp har vi netop været vidne til i forbindelse med OK18 på det offentlige område. Kampen for den offentlige sektor og dens udbygning er så sandelig også en kvindekamp! Omkring syv ud af 10 ansatte i den offentlige sektor er kvinder.

Og lad mig så her til allersidst vende tilbage til Marx og Det Kommunistiske Partis Manifest: Det drejer sig om at ophæve kvindernes stilling som rene produktionsmidler. Så når vi rejser kampen for de konkrete krav, så gør vi det også med den overbevisning, at de helt grundlæggende mekanismer i vores samfund må forandres, hvis vi endegyldigt skal nå en højere familieform og en højere form for forholdet mellem de to køn.

For ingen klassekamp uden kvindekamp – og ingen kvindekamp uden klassekamp.