Når det foreliggende dobbelt-bind af MEGA lander med et brag på anmelderens bord, rejser spørgsmålet sig uvilkårligt – hvad skal det gøre godt for?

MEGA, Marx-Engels-Gesamtausgabe, er en udgivelse af Marx' og Engels' samlede efterladte skrifter og manuskripter på originalsprogene. Det aktuelle bind rummer Engels’ brevveksling gennem et års tid, 1889-90.

Den fornyede interesse for arbejderhistorie kan i MEGA-projektet finde både inspiration og et væsentligt kildegrundlag at arbejde ud fra.

Ved nærmere bekendtskab viser det sig at være relevante i flere henseender. Her i begyndelsen af det 21. århundrede står arbejdere i den nyindustrialiserede verden over for lignende udfordringer, som konfronterede arbejderne i 1800-tallets industrialiserede verden – udfordringer som faglig organisering, politisk organisering, undertrykkelse, rettigheder og pligter, demokrati og politiske alliancer, international solidaritet m.m.

Den fornyede interesse for arbejderhistorie kan i MEGA-projektet finde både inspiration og et væsentligt kildegrundlag at arbejde ud fra.1

MEGA-projektet repræsenterer som helhed en historisk-filologisk kraftpræstation. Det videnskabelige og forskningsmæssige maratonløb har flere gange har ramt muren. Ikke mindst den i 1989 var ved at tage pusten fra projektet, men trods alle forhindringer ser det ud til at komme i mål, og i 1993 blev nye udgivelsesprincipper lagt til grund for fortsættelsen.

Marx-Engels-Gesamtausgabe omfatter fire afdelinger: Første afdeling rummer værker, artikler og udkast; anden afdeling rummer Kapitalen og forarbejderne til den; tredje afdeling rummer brevveksling og fjerde afdeling uddrag og notater.

Det foreliggende dobbeltbind befinder sig i tredje afdeling (III, 30). De er redigeret af Gerd Callesen og Svetlana Gavril’cenko med Regina Roth og Renate Merkel-Melis som medarbejdere. Gerd Callesen er tidligere forskningsbibliotekar på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, ABA. og kendt som flittig bidragyder til Arbejderhistorie (og til denne avis).

Personkredsen omkring Engels

Brevene til og fra Engels er indsamlet fra en lang række arkiver og biblioteker verden over – de fleste fra arkiver i Berlin, Amsterdam og Moskva – og opsporingen og indsamlingen har krævet en kæmpeindsats.

Det ene dobbeltbind (s. 645-1512) ”Apparat” indeholder en 32-siders introduktion ved Gerd Callesen, der øser af sin omfattende viden om arbejderbevægelsens historie, nationalt og internationalt, og giver en interessant vurdering af den personkreds, Engels korresponderede med.

Resten af det digre ”Apparat”-bind rummer udførlige kommentarer til de enkelte breve med oplysning om brevets ophavssituation og overleveringshistorie, det papir, brevet er skrevet på m.m., korrekturbemærkninger, ”Variantenverzeichnis” og opklarende angivelser – alt meget detaljeret.

Bindet afsluttes med et omfattende register over personer, litteratur, organisationer, bilag og faksimilegengivelser. Redaktionen blev afsluttet i maj 2012.

Det første bind (s. 1-640) rummer korrespondancen fra den aldrende Friedrich Engels (1820-1895) dækkende tidsrummet fra 1. oktober 1889 til 30. november 1890, hvor han korresponderede med omkring 130 personer i 13 lande. Brevvekslingen omfattede cirka 500 breve, hvoraf kun 406 foreligger, 289 af brevene er til Engels og 116 fra ham. 172 af brevene til Engels er førstegangsudgivelser, og af dem offentliggøres 19 for første gang på originalsproget.

Omfattende korrespondance

For brevskriveren må de mange breve i sig selv have været noget af en præstation – at skrive og besvare. Engels kunne den 28. november 1890 fejre sin 70-års fødselsdag, en begivenhed, der i sig selv udløste en livlig brevveksling.

Engels påtog sig også at videreføre den omfattende korrespondance, som Karl Marx havde ført indtil sin død i 1883. Desuden genudgav han i perioden Det Kommunistiske Manifest, forsynet med forord og tilblivelseshistorie. Han bidrog også jævnligt med artikler til betydende socialdemokratiske tidsskrifter især tyske som det teoretisk orienterede Die Neue Zeit og det i Tyskland forbudte Der Sozialdemokrat. Det lå ham også stærkt på sinde at få udgivet tredje bind af Kapitalen – Marx’ økonomiske hovedværk.

Knap halvdelen (44 procent) af brevene blev udvekslet med Engels’ nærmeste, som Marx’ datter og svigersøn Laura og Paul Lafargue, og fremtrædende ledere i tysk arbejderbevægelse og deres familier som familierne Bebel og Liebknecht, og enkeltpersoner som Karl Kautsky, Friedrich Adolph Sorge, Eduard Bernstein og Marx’ datter Eleanor Marx-Aveling.

Engels knyttede også i perioden nye forbindelser til folk, der i hans sidste år skulle blive betydningsfulde for ham som den østrigske socialdemokrat Victor Adler, og den italienske marxist Antonio Labriola.

Korrespondancen med tyske socialister og intellektuelle er den mest omfattende, dernæst kommer den med franske socialister og fagforeningsfolk.

Engels korresponderede dog ikke udelukkende med ledende socialister og intellektuelle men følte sig også forpligtet til at svare folk, der bad ham om råd i dette eller hint anliggende. Korrespondancen giver både indsigt i Engels’ politiske og private forhold.

Anden Internationale

De 14 måneder, korrespondancen dækker, var indrammet af to epokegørende begivenhed i den internationale arbejderbevægelse, nemlig oprettelsen af Anden Internationale i sommeren 1889 i Paris i 100-året for den store franske revolution og afholdelsen af Internationalens anden kongres 1891 i Bruxelles.

Anden Internationale fik institutionaliseret kongressen som den tilbagevendende begivenhed, der samlede den internationale arbejderbevægelse. Den første kongres vedtog at gøre 1. maj til bevægelsens internationale kamp- og festdag og sætte kampen for normalarbejdsdagen eller otte timers arbejdsdag i højsædet.

Anden Internationale var en videreførelse af navn mere end af gavn af Første Internationale (1864-1872/76). Arbejderbevægelsen havde i mellemtiden udviklet sig fra spredte sektioner rundt om til nationalt baserede bevægelser med politiske partier og faglige organisationer. Det satte nye betingelser for Internationalen, men Engels frygtede, at de stridigheder, der bidrog til at lægge Første Internationale i graven, mellem anarkister med russeren Michail Bakunin i spidsen og socialister med Karl Marx i spidsen ville blive genoplivet med Anden Internationale. Han forholdt sig derfor skeptisk til en ny Internationale men gav efter for presset fra bevægelsen og deltog i planlægningen af kongresserne i 1889 og 1891.

I interregnum’et mellem Første og Anden Internationale var der fra forskelligt hold blevet taget initiativ til en ny Internationale. Det seneste, der førte frem til 1889, fandt sted i november 1888 i London på foranledning af de engelske Trade Unions. De stod i et vadested, hvor den såkaldte new unionism med ufaglærte i spidsen begyndte at markere sig og nærme sig de kontinentale fagforeninger i organisering og politisk udsyn.

Dansk arbejderbevægelse

Fagforeningskongressen i London blev en forberedelse til den faglige kongres eller possibilistkongressen. Dansk fagbevægelse var repræsenteret i London 1888 ved formanden for De samvirkende Fagforeninger i København Jens Jensen og billedskærer Pierre Christensen. De eller i hvert fald Jens Jensen besøgte ved den lejlighed Engels, der boede i Londons Eastend. Jens Jensen berettede om besøget i Social-Demokraten:

”Vi blev meget venligt modtaget, og en livlig samtale kom snart i gang. Den drejede sig, som naturligt er, om arbejderspørgsmålet. Engels førte ordet, og udtalte sig med en sjælden livlighed, såvel om dagens brændende spørgsmål, som de forbigangne begivenheder. Og hvor interessant var det ikke at høre denne gamle mand udtale sig om vore store ideers sag. Jeg kan ikke undlade at fremdrage et lille træk af den pietet, hvormed Engels omfatter sin afdøde ven. I den rummelige dagligstue, i hvis midte et stort skrivebord havde plads, og hvis vægge delvist var skjulte af store bogreoler, fandtes et større smukt udført fotografi af Marx, der vakte alles beundring.”2

Netop skandinavisk fagbevægelse havde også taget initiativ til tværnationalt samarbejde og afholdt to skandinaviske arbejderkongresser i 1886 i Göteborg og 1888 i København. Det bidrog til at give dansk fagbevægelse legitimitet som international medspiller.

Anden Internationales stiftende kongres udgik af to kongresser, der samledes på Bastille-dagen den 14. juli 1889 i Paris. Fagforeningskongressen (possibilist-kongressen) samlede 600 delegerede, mens den marxistiske kongres (guesdist-kongressen) kunne mønstre 400 delegerede.

Dansk arbejderbevægelse var repræsenteret på begge kongresser. Jens Jensen og former Carl Schouby repræsenterede De samvirkende Fagforeninger på possibilistkongressen. Pierre Christensen og A. C. Meyer repræsenterede Socialdemokratisk Forbund, og Nicolaj L. Petersen Tysk Læseselskab og en række andre foreninger på den marxistiske kongres.

Splittelse i Socialdemokratiet

Den danske deltagelse var ved at gå i vasken, og først i sidste øjeblik kom de delegerede af sted. Det skyldtes den splittelse, der var under opsejling i Socialdemokratiet. En såkaldt revolutionær opposition havde markeret sig og gjorde modstand mod Socialdemokratiets taktisk betingede valgsamarbejde med partiet Venstre, noget der ved valget i 1887 havde ført til tab af de ene af de to mandater, partiet havde fået i Folketinget i 1884.

Samarbejdet med Venstre og mandattabet i 1887 udløste en korrespondance mellem Engels og de to danske socialdemokrater Gerson Trier og Nicolaj Petersen om revolutionær taktik. Den er i sin omtrentlige helhed udgivet for første gang i Årbog for arbejderbevægelsens historie.3

Tre af brevene er gengivet i dette bind af MEGA, Triers fra 8. december 1889 (50) på originalsproget dansk, som Engels læste og forstod, Engels’ fra 18. december 1889 (57) på tysk og Engels notits fra april 1890 (136) på dansk. Engels havde erhvervet sine danskkundskaber i forbindelse med undersøgelser af det nationale spørgsmål i Sønderjylland/Slesvig. Engels’ brev til Trier er et udkast, og de cirka 70 rettelser understreger, at spørgsmålene, Engels rejste, lå ham stærkt på sinde.

Denne korrespondance er særlig interessant ikke kun fordi den angår dansk arbejderbevægelse, men nok så meget fordi den drejer sig om principielle og teoretiske spørgsmål. Kernen i korrespondancen var, om et arbejderparti kunne samarbejde med andre partier eller ej. Det spørgsmål kunne ikke bare besvares med et ja eller nej, mente Engels, svaret måtte afhænge af den konkrete historiske sammenhæng, det pågældende ikke-socialistiske parti, karakteren af samarbejdet m.m. Gerson Trier gik derimod ind for en fuldstændig afvisning af ethvert samarbejde med et ikke-socialistisk parti.

Gerson Trier og Nicolai Petersen var i november 1889 blevet ekskluderet af Socialdemokratiet, og i brevet til Engels fortalte Trier om eksklusionen og opregnede i tre punkter, hvad oppositionen havde opnået: ”1) den har fremkaldt diskussion og derved tilstrømning til partiets møder, 2) den har gennemtvunget partiets deltagelse i Pariserkongressen, 3) den har tvunget til opstilling af flere socialdemokratiske kandidater til rigsdagen end før.” (s. 94)

Engels udtrykte sin sympati med oppositionen, men mente, at det var fejlagtigt at gøre et taktisk spørgsmål til et principielt. På den anden side medgav han, at et parti som Venstre kunne et ”wirklich proletarische Partei” ikke gå sammen med uden at miste sin klassekarakter, og han erklærede sig enig med Trier i, at arbejderklassens politiske herredømme ikke kunne opnås uden en ”gewaltsame Revolution” – et synspunkt han senere modificerede.

Eksklusionen af oppositionen blev fordømt af Engels, som noget der kun hørte de hemmelige selskabers tid til. Et socialistisk parti af i dag (1889) ville det ikke falde ind at behandle en opposition, som det danske socialdemokrati havde gjort, og Engels satte trumf på ved at fastslå, at arbejderbevægelsen hvilede på kritik af de bestående samfund, kritikken var bevægelsens ”Lebenselement”, hvordan kunne bevægelsen så selv unddrage sig kritik? Engels gik endog så vidt som til at erklære, at han ikke vil have noget imod ”diesen Brief ganz zu veröffentlichen”.

Livlig meningsudveksling

De to breve giver et godt indblik i den livlige og uhildede meningsudveksling, der karakteriserede det socialistiske miljø.

Engels kendte formentlig Gerson Trier og Nicolaj Petersen personligt. De to havde assisteret de danske delegerede under London-kongressen i 1888 og blev efter deres hjemkomst i januar 1889 de ledende teoretikere i oppositionen indenfor Socialdemokratiet. Fra april 1889 udgav oppositionen Arbejderen. Socialistisk Ugeblad og dannede senere en ”Litterær socialistisk Forening”. Det blev i partiledelsen opfattet som partiskadelig virksomhed og forsøg på organisatorisk splittelse. Modsætningerne blev tilspidset i forbindelse med spørgsmålet om deltagelse i Anden Internationales stiftende kongres i sommeren 1889 og mundede i november 1889 ud i eksklusion af Socialdemokratiet.

Styrkeforholdet mellem Socialdemokratiet og Det Revolutionære Socialistiske Arbejderparti, der var oprettet i januar 1990, blev afspejlet i den første majdemonstration, 1. maj 1890, hvor Socialdemokratiet regnede med deltagelse af ca. 30.000, mens de revolutionære ifølge Arbejderen kunne mønstre 300 deltagere.

Maj-dagen var udset til samlingspunkt for den internationale arbejderbevægelse, og den 1. maj skulle de røde faner veje over demonstrationer i hele den industrialiserede verden. Det projekt lykkedes over al forventning og bidrog til at skabe forhåbning om, at erobringen af magten i samfundet lå inden for en overskuelig fremtid, når blot arbejderne stod sammen.

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at Engels betragtede arbejderbevægelsens fremgang ved valgene som udtryk for et bevidsthedsmæssigt skred, et skred hvis betydning overskyggede betydningen af den parlamentariske indflydelse.

Perioden var præget af opsving også i strejkebevægelsen – med storstrejker i Ruhr og blandt havnearbejderne i London. I England strejkede mere en 2,2 millioner arbejdere i perioden 1888-1893, i Frankrig 600.000 og i Tyskland 390.000.

Hele korrespondancen i det foreliggende bind bærer præg af den (gen)opbygningsperiode, den internationale arbejderbevægelse var inde i. Engels opfattede sig som rådgiver for bevægelsen og søgte at videreudvikle Marx’ teori – brevvekslingen med Gerson Trier er et eksempel. Engels genudgav også en række af sine egne og Marx’ tekster. Callesen vurderer, at denne genudgivelsesaktivitet samlet set kom til at udgøre en fælles tekstbasis, hvorfra Anden Internationales marxisme kunne udvikle sig (s. 698).

Vendepunkt i arbejderbevægelsen

Brevvekslingen tyder på, at Engels opfattede 1889/90 som et vendepunkt for den internationale arbejderbevægelse båret af den intensiverede strejkebevægelse og af kampen for forfatningsmæssige rettigheder. Meget tyder på at Engels så rigtigt.

Den 1. maj skulle de røde faner veje over demonstrationer i hele den industrialiserede verden. Det projekt lykkedes over al forventning.

De vellykkede majdemonstrationer markerede arbejderbevægelsen som en international massebevægelse, og i Tyskland blev socialistloven (1878-1890) ophævet i september 1890, hvorved det tyske socialdemokrati kunne føre en legal tilværelse og afholde møder og kongresser m.m.

Engels så socialistloven som en lærestreg, der havde givet bevægelsen indsigt i statens undertrykkende karakter og forståelse af egen position. Blandt andet derfor så Engels hen til den tyske arbejderbevægelse som den, der kunne tjene som forbillede for andre landes arbejderbevægelser, men han frygtede som de tyske socialdemokrater selv, at bevægelsens fremgang ville provokere magthaverne, og at overmodige arbejderaktioner ville føre til en repression, som arbejderbevægelsen ikke kunne hamle op med.

Dansk arbejderbevægelse tog i høj grad tysk arbejderbevægelse som forbillede, og var som den udsat for repression. Den blev skærpet efter genrejsningen omkring 1880 med provisorisk lovgivning og et udvidet undertrykkelsesapparat frem til 1894 og 1901, hvor parlamentarismen blev indført.

1890 blev et fremgangsår for de danske socialdemokrater, der ved folketingsvalget i januar 1890 mere end fordoblede stemmetallet og fik tre mandater i Folketinget. Dertil fik Socialdemokratiet to mandater i Landstinget ved valgene i september 1890.

Engels så arbejderbevægelsen som en revolutionær bevægelse og diskuterede i sine breve betydningen heraf for den vækst, der prægede bevægelsen og pegede frem mod en massebevægelse. En af farerne ved massebevægelsen så Engels i splittelser, og han anbefalede åbne diskussioner internt i partiet for at komme splittelser i forkøbet.

Han kunne i den henseende trække på erfaringer fra dansk arbejderbevægelse, der dog ikke kunne betegnes som en massebevægelse i 1889/90, men alligevel var blevet splittet. Denne splittelse blev også markeret internationalt på Anden Internationales anden kongres i Bruxelles 1891, hvor Nicolaj Petersen aflagde ”Rapport sur le Mouvement Socialiste en Danemark présenté pat Le Parti Socialiste Revolutionaire”, mens Socialdemokratiet ved partiformand P. Knudsen, Sigvald Olsen og Martin Olsen aflagde ”Bericht der Sozial-Demokratie in Dänemark”.4

Engels så arbejderbevægelserne i de store lande – Tyskland, Frankrig og England – som afgørende for den internationale udvikling og for magtovertagelsesproblematikken, mens bevægelserne i de mindre lande blev betragtet med en vis skepsis.

Brevene i det foreliggende bind repræsenterer ikke ny epokegørende indsigter, der kan føre til videnskabelige landvindinger i Marx-Engels-forskningen, men de er vigtige som supplerende kildemateriale til den internationale arbejderbevægelses historie i perioden.

NOTER

1 Jf. om den fornyede interesse for arbejderhistorie: Marcel van der Linden: Workers of the world. Essays toward a global labor history, Brill, Leiden 2011.

2 Social-Demokraten, 13. november 1888.

3 Gerd Callesen: ”Om revolutionær taktik. Korrespondancen mellem Friedrich Engels, og Gerson Trier og Nicolaj Petersen 1885-1893”, i Årbog for arbejderbevægelsens historie, 3, 1973, s. 109-141.

4 I Socialdemokratiets arkiv, kasse 244, læg. 2, ABA.