25 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fællesskab (også) efter corona

Blogs

Christina Windau Hay Lund
Næstformand for Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland
Blogindlæg af Christina Windau Hay Lund
man. 12. apr - 2021
man. 18. jan - 2021
man. 30. nov - 2020
man. 05. okt - 2020
man. 22. jun - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 18. januar, 2021, 05:59:18

Fællesskab (også) efter corona

For vores alles bedste skal politikerne prioritere et forsvarligt og stabilt sundhedsvæsen, hvor medarbejderne kan holde til (og har lyst til) at blive – selv under og efter corona.

Ingen er kommet igennem krisen uden fællesskabet, lød det i statsministerens nytårstale. Husk, at der også er brug for et fælles Danmark, der samler et hårdt presset sundhedsvæsen op igen.

Når vi styrer sundhedsvæsnet så stramt, at der ikke er den mindste buffer, så er det klart, at det hele risikerer at vælte, når en pandemi som corona rammer os.

Corona har mildest talt bragt meget skidt med sig. Men måske også en påmindelse om vigtigheden af fællesskabet.

Selv om de fleste af os trænger til at give vores venner og familier uden for husstanden et stort knus, gør vi det ikke. Og selv om vi er mange, der længes efter en kæmpe fest, så holder vi ikke nogen. Selvfølgelig ikke. For selv om de færreste af os bliver betegnet som nogle, der er i særlig risiko for at blive hårdt ramt af covid-19, så skal vi tænke på andre end os selv – vi skal tænke på fællesskabet.

Vi skal holde fast i den fællesskabsånd, når corona er bag os. Sygeplejerskerne og alle deres kolleger, der har kæmpet i front, vil ikke kunne holde til at vende tilbage til et tæppebombet sundhedsvæsen, hvor der ikke bliver tilført flere midler. Hvis de ikke skal søge væk, skal de have ordentlige arbejdsvilkår og en løn, der matcher værdien af deres arbejde og ansvar.

Nødvendig buffer

Det er veldokumenteret, at sundhedsvæsnet har været underfinansieret med cirka en milliard kroner årligt siden 2010. Alle unødvendige arbejdsgange er for længst skåret væk og effektiviseret, men desværre mere end det. Når vi styrer sundhedsvæsnet så stramt, at der ikke er den mindste buffer, så er det klart, at det hele risikerer at vælte, når en pandemi som corona rammer os.

Vi har ikke engang tilstrækkeligt med personale og sengepladser til at kunne håndtere den tilbagevendende influenza, uden at det ender med overbelægning. Faktisk behøver vi ikke engang en influenzasæson til at give overbelægning – det er mange steder et dagligt problem alligevel.

Prioritér vores fælles sundhedsvæsen

Der er brug for, at vi lærer af coronapandemien. Hvis de dygtige medarbejdere bliver slidt og skræmt væk i fredstid – hvad gør vi så, når krigen raser? Når vores sundhedsvæsen kun kan klare en pandemi ved at drive rovdrift på mange af de ansatte – hvordan skal sygeplejerskerne og deres kolleger så kunne holde til og have lyst til at arbejde under de vilkår? Det kan vi ikke være bekendt.

Når Mette Frederiksen taler om fællesskab i sin nytårstale, er det værd at huske på, at sundhedsvæsnet er der for os alle sammen og er noget, vi i fællesskab skal passe på. Men politikerne på Christiansborg er de øverst ansvarlige. For vores alles bedste skal de prioritere et forsvarligt og stabilt sundhedsvæsen, hvor medarbejderne kan holde til (og har lyst til) at blive – selv under og efter corona.

Politisk vilje og handling er en forudsætning for, at det kommer til at ske.

Det må du gerne hjælpe med at minde dem om. Lad os holde fast i fællesskabet – også efter corona.

Nyeste blogindlæg