Så kom det – brexit – endelig, langt om længe, efter mange forhandlinger, spekulationer og dommedagsprofetier. De har stemt brexit, men de mente det ikke. De har stemt brexit, men de kommer ikke til at forlade EU. De har stemt brexit, men de får aldrig en god aftale, de kommer til at gøre lige nøjagtig det, EU siger. 

Briterne fik en aftale, fordi de var parate til at forlade EU uden. De var parate til at gå fra forhandlingerne, med de konsekvenser det måtte have.

Hvad skete der? Hvordan kan det være, at de nu står som en selvstændig nation, der igen kan trække vejret frit, udenfor EU? Hvordan kan det være, de fik en aftale – som set udefra faktisk ser okay ud?

Flere britiske kommentarer cirkler om en væsentligt faktor: Briterne fik en aftale, fordi de var parate til at forlade EU uden. De kom ikke – som Theresa May – med hatten i hånden og sagde, at uanset hvad ville de lave en aftale, men at den gerne måtte være god. De forhandlede – og var parate til at gå fra bordet, med de konsekvenser det måtte have.

Så de stemte sig ud, de forhandlede en aftale – og de forlod EU. Det skete faktisk. Det spændende bliver nu at følge, hvad de kommer til at bruge friheden til. Hvad er det, de nu kan gøre, som de før var forhindrede i? Allerede nu er de i gang. 

Forbud mod fangstmetode

Noget af det første, der skete, var et forbud mod ”pulse-fishing”. En fangstmetode, hvor man med elektriske impulser rammer bundfisk, så de svømmer op og kommer i nettet.

Indenfor EU kan et land ikke se på en fangstmetode og erklære den uegnet/dårlig for havmiljøet eller andet – og så forbyde den. Det kan man som selvstændigt land – og det har de allerede gjort.

Er alternativerne så bedre? Fører det ikke bare til mere bund-trawl? Er der ikke argumenter, der siger, den her beslutning kunne være anderledes? Jo, måske! Selvom jeg er fra Esbjerg, er jeg ikke inde i alle fiskeriets detaljer.

Men det væsentlige her er, at de som selvstændigt land kan føre en selvstændig politik med det formål at passe bedre på havmiljøet.

Fjerner afgift på bind og tamponer

Et andet eksempel på, at et selvstændigt land kan træffe selvstændige beslutninger, er den britiske beslutning om at fjerne afgifter på hygiejnebind og tamponer.

I EU er det et krav, at der skal være mindst fem procents afgifter på varer, og dette kan kun fraviges, hvis varen er en basal fornødenhed. Underligt nok er bind og tamponer ikke inkluderet i denne undtagelsesmulighed.

I forbindelse med brexit valgte den britiske regering at fjerne afgifterne på produkterne. Det er sådan noget man kan, hvis man er et frit og selvstændigt land, der kan træffe sine egne beslutninger.

De britiske remainers beklager nu, at brexit betyder, at man ikke længere kan presse på politisk for at få afskaffet afgiften i hele EU. Men de anerkender, at det er et ligestillingsfremskridt, at det nu kan lade sig gøre i Storbritannien.

Det her er kun begyndelsen. Vi vil i den kommende tid se Storbritannien træffe de selvstændige beslutninger, som de mener, er rigtige for deres land. Nogle af dem vil vi være enige i, andre ganske givet ikke. Men pointen her er, at de kan.

At de kan vælge politikere, der så kan beslutte, hvordan det skal være. At beslutningerne fra nu af træffes tættere på den befolkning, der skal leve med konsekvenserne.

Storbritannien er lige nu et presset land. Med et overbebyrdet sundhedssystem, massive smittetal og omfattende lockdown. De er pressede, men af coronaen. Ikke af brexit.