De sidste 25 års reaktionære ændringer og kapitalkræfternes og reformismens midlertidige herredømme på globalt plan har genoplivet gamle teorier om fagforeningers såkaldte  "uafhængighed" og "neutralitet".

Arbejderklassens største sejre er opnået, når fagforeningerne i deres økonomiske kamp vejledes af en klar orientering mod klassekampens endelige mål.

Der er en opfattelse af, at arbejdernes klasseorienterede kamp gør kampen snævrere og underlægger de politiske prioriteringer og holder den fangen indenfor rammer, der ikke varertager arbejderklassens interesser i de forskellige lande. Det er da klart, at kapitalkræfterne OG deres støtter i de reformistiske fagforeninger ikke kun er tilfredse med en opfattelse af den art, men endda bringer den frem og støtter den som moderne og progressiv.

Det er gamle teorier. Det er teorier, der blev formuleret internt på WFTUs første kongres i Paris 1945, hvor repræsentanter fra først og fremmest britiske og hollandske fagforeninger krævede, at WFTU forholdt sig neutralt til spørgsmålet om kolonialisme med den løgnagtige begrundelse, at "der ikke var tale om en sag for fagbevægelsen...".

Fagbevægelsen har ved hvert historisk vendepunkt stået over for udtalelser, som opfordrede til at tilpasse sig den nye virkelighed. Men de historiske erfaringer viser også med al tydelighed, at fagforeningernes og arbejderklassens største sejre er opnået, når fagforeningerne i deres økonomiske kamp vejledes af en klar orientering mod klassekampens endelige mål, imod de internationaliserede kapitalkræfter, imod deres håndlangere i fagbevægelsen.

Problemet er ikke det faglige bureaukratis degenerering og fallit, men det selvbedrag der er blevet skabt hos masserne og forsoningen af de sociale klasser.

Selvom fagforeningerne helt sikkert ikke kan påbegynde en revolutionær ændring, kan de kun der igennem opnå deres grundlæggende mål. Det fremgår tydeligt af det kapitalistiske systems igangværende totalangreb på alle arbejderklassens tilkæmpede sociale og ikke mindst faglige rettigheder over alt på kloden - også i Danmark.

Uanset hvilke sejre i den økonomiske kamp arbejderklassen måtte opnå, ja så vil de være defensive og midlertidige, eventuelle sejre vil gå tabt, hvis ikke de indgår i den overordnede klassekamp for en anden magtfordeling - en magtfordeling udelukkende til arbejderklassens og den brede befolknings fordel.

Isoleret fra klassekampen kan fagforeningerne gennem de arbejdende masser KUN bidrage til udvikling af en snæversynet økonomisk tankegang, der udelukkende fokuserer på forbedringer af f.eks. lønninger eller pensioner. Sådanne forbedringer kan siddende regeringer fjerne med et pennestrøg.

Derfor pegede arbejderklassens pionerer, Marx og Engels. De fremhævede fagforeningernes rolle som en "organiseret magt, der arbejder for at omstøde selve det kapitalistiske system".