USA's nyvalgte præsident Joe Biden sagde i et interview for nylig, at Ruslands præsident Vladimir Putin er en morder, og at han ikke har nogen sjæl. Næsten samtidig skældte Bidens udenrigsminister Antony Blinken Kina ud på et topmøde i Alaska.

USA vil vise, hvem der er bøllen i skolegården. Denne præmis er der to store lande, som nægter at acceptere, nemlig Rusland og Kina. 

Stilen fra de sociale medier med verbalt at svine folk til er nået til Det Hvide Hus. Demokraterne har nærmest overhalet Donald Trumps Twitter-politik i verbale grovheder. Det har vi ikke før oplevet fra USA's side. ’Shitstorm’ er nu en del af USA's udenrigspolitik.

Ret til at lede verden

Hvad skal vi mene om det? Jeg vurderer, at Biden gør det, fordi han har behov for at vise styrke. At fremstå som ”soft on Russia” er noget, Demokraterne vil undgå. Men det er formentlig også udtryk for en ideologisk skråsikkerhed om USA's ret at lede og bestemme verdensordenen.

Sandsynligvis vil de også vise, at Rusland og Kina er nødt til at acceptere amerikanernes ydmygelse af dem, fordi de er afhængige af USA. Med andre ord: USA vil vise, hvem der er bøllen i skolegården. Denne præmis er der to store lande, som nægter at acceptere, nemlig Rusland og Kina.

Når man griber til det, skyldes det, at det ”er svært at acceptere, at ens globale magt smuldrer”, det mener i hvert fald Alexander Lukin, leder af fakultet for Internationale Anliggender ved Ruslands Højere Handelsskolen og tidligere russisk diplomat.

En anden forklaring kunne være, at Biden bevidst ønsker at skabe dårlige relationer til de to ’irriterende’ lande, også for at holde gang i våbenproduktionen. Hvis det er tilfældet, må man nok sige, at disse delmål er nået.

EU i hælene på USA

EU følger trop. På kort tid lykkedes det EU's chef for udenrigspolitik Josep Borrell at rage grundigt uklar med Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov. Borrell havde også behov for at belære og sætte Rusland på skolebænken.

Hvad vil EU opnå med det? Måske lever nogle af EU's topfolk i en mental osteklokke uden fornemmelse for tid og sted. Måske opfatter de sig selv som sat i verden for at belære og at være forældre/opdragere for blandt andet Rusland.

Hvis Borrell troede, at Rusland ville bryde grædende og tilstående sammen og sige, ja, vi løslader alle dem fra fængslerne, som I ønsker, vi giver Krim tilbage, vi forlader øjeblikkelig Syrien og byder NATO velkommen i vores baghave og erklærer, at EU står for den højeste fornuft og moral – så er man altså mere naiv, end politiet tillader.

Da Borrell kritiserede Rusland for politivold, hev Lavrov ham i øvrigt ind i et filmlokale og viste ham en times uafbrudt optagelse af spansk, fransk, hollandsk politi, som bankede løs på demonstranter.

Rusland og Kina øger samarbejdet

Reaktionen fra Kina og Rusland var entydig. På Bidens påstand om Putin som en morder, svarede Putin, at han ønskede Biden et ”godt helbred uden ironi”. For det andet, sagde han, at fra nu af vil Rusland kun tale med USA om spørgsmål, som er vigtige for Rusland. For det tredje udfordrede Putin Biden til duel på ord på et elektronisk medie, forudsat at det sendes direkte på TV. Rusland har også sagt, at det ikke forventer at samarbejde med EU, derimod gerne med enkeltstater.

 I officielle amerikanske dokumenter nævnes ordet krig konstant, godt nok som hybridkrig, informationskrig cyberkrig, moralsk krig med mere. Men dog krig.

Det mest forudsigelige svar på konflikten mellem USA/EU og Rusland/Kina kom få dage efter topmødet i Alaska. Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov rejste til Kina for at sætte dynamik på det i forvejen omfattende samarbejde mellem de to lande.

Jeg har fulgt adskillige debatprogrammer i russisk TV, hvor man diskuterer alskens problemer. Diskussionerne lige nu kredser om det russisk-kinesiske samarbejde. Leder af Rådet for udenrigspolitik og forsvarspolitik Sergej Karaganov sagde i TV-programmet ”Pravo Znatj”, at den russisk-kinesisk akse vil blive fremtidens økonomiske og politiske kraftcenter.

På spørgsmålet om hvorvidt det vil blive en holdbar alliance, og om ikke Kina vil dominere Rusland som juniorpartner, svarede Karaganov, at Kina har brug for Rusland både over for USA og med henblik på råstoffer samt ikke mindst den russiske diplomatiske tradition, som er mere udviklet end den kinesiske.

De senere år har vist Rusland, at Kina er en mere stabil samarbejdspartner end EU, hvis udenrigspolitik med Lavrovs ord efterhånden kun består i at moralisere og sanktionere. Den nye linje har opbakning i Rusland. Det er langtfra Putins produkt alene.

1990'erne er forbi. Dengang accepterede Rusland EU og USA som politiske og moralske læremestre. Rusland knytter sig tæt til Kina, kommer til at forhandle med enkeltlande i EU, ikke med EU-institutioner – og de gider ikke høre på moralprædikener.

Var det den alliance, som Biden, Blinke og Borrell ville med deres nedladende attituder? Nok ikke. Måske er de fanget i deres eget ideologiske net og idéen om sig selv som moralsk overlegne korstogsriddere. I hvert fald synes det stadig sværere for både USA og EU at se kritisk på sig selv.

Det virker, som om de er rædselsslagne for selv den smule nyheder, som engelsksprogede russiske medier viser. De udgør en ekstrem lille del af det samlede nyhedsbillede, men det viser også Vestens mindre smukke sider – og netop usikkerheden.

Kan det tænkes, at USA satser på en krig? I officielle amerikanske dokumenter nævnes ordet krig konstant, godt nok som hybridkrig, informationskrig cyberkrig, moralsk krig med mere. Men dog krig.

Jeg håber ikke, at der ligger en storkrig mellem Rusland/Kina og USA/NATO og venter på os. Det er ikke sandsynligt, men for hver dag der går, bliver det en anelse mindre usandsynligt. Jeg ved i hvert fald, at Rusland anser det for at være en reel mulighed. Fremtiden er mere usikker, end den har været i lang tid.