ATP og Cheminovas gift
Blogs
ATP og Cheminovas gift
ATP tjener cirka en halv milliard kroner på salget af Cheminova men vil blokere for at være med til at betale for oprydningen af en af Danmarkshistoriens største forureningssager. Kan det virkelig passe?
Cheminova har udledt masser af tons gift ved Lemvig i et depot, der i dag er mest kendt som høfde 42.
I årevis har der været krav om, at Cheminova skulle rydde op efter sig, men virksomheden undslog sig. Men i dag er der en åbning. Cheminova er solgt til en amerikansk virksomhed og moderselskabet, Auriga, får en formue på over otte milliarder kroner, der nu skal uddeles til aktionærerne.
Mon ikke det er på tide at diskutere, hvordan de 4,9 millioner medlemmer kommer til at bestemme over deres penge?
Da det blev klart, rejste Kritiske Aktionærer på sidste års generalforsamling krav om, at selskabet skulle betale til oprydningen. Det blev afvist af bestyrelsen, men åbningen viste sig i slutningen af generalforsamlingen: Hovedaktionæreren, der er Aarhus Universitets Forskningsfond (AaUF), gav et løfte om, at Auriga skulle være med til at betale regningen.
Op til dette års generalforsamling er der således to forslag. Kritiske Aktionærers forslag og nok så vigtigt - et forslag fra AaUF om at Auriga skal bevilge 125 millioner kroner til oprydning. Fra Region Midtjylland er der et tilsagn om yderligere 125 millioner kroner, og dermed er der de 250 millioner kroner, der er brug for.
Så skulle sagen være hjemme. Men måske vælter aftalen. ATP vil blokere for bevillingen – og kan gøre det. For selv om AaUF råder over 83 procent af stemmerne i Auriga, kræver selskabslovgivningen, at mindst 90 procent af de tilstedeværende stemmer for et forslag af den type. Det vil normalt ikke være noget problem. Det er ikke alle aktionærer, der møder op, og derfor vil AaUF kunne stemme forslaget igennem.
Men her kommer problemet: ATP råder over 1,63 procent af stemmerne og ATP's ledelse mener, de skal stemme imod. Altså: Alle lønmodtageres pensionskasse vil blokere for den oprydning, der ellers kunne vedtages. I sig selv en fantastisk situation. Og helt grotesk, når man se på tallene: ATP tjener cirka en halv milliard kroner på salget af Cheminova. Ved at stemme for AaUFs forslag ville ATP miste cirka syv millioner kroner. Én krone og 25 per medlem, eller godt en procent af ATP's provenu fra salget af Cheminova. Til gengæld ville der blive ryddet op efter en af de største miljøskandaler i Danmark. Men det siger man nej til og blokerer reelt for vedtagelsen.
ATP's bestyrelse består blandt andet af LO-formanden Harald Børsting, de to LO-formandskandidater Lizette Risgaard og Kim Simonsen, FTF's formand Bente Sorgenfrey med flere. De har alle fået en mail fra Kritiske Aktionærer om de står model til beslutningen om at blokere for oprydningen.
Det skal tilføjes, at vedtages AaUFs forslag ikke, er der en række andre regler, der forhindrer en bevilling fra dem. Så det er på generalforsamlingen torsdag den 30. april det vedtages eller forkastes. I skrivende stund kendes resultatet ikke, men en ting står klart. ATP's ufatteligt mange milliarder af kroner er ejet af landets lønmodtagere eller pensionister. 4,9 millioner medlemmer bliver her brugt skadeligt for samfundet. Mon ikke det er på tide at diskutere, hvordan de 4,9 millioner medlemmer kommer til at bestemme over deres penge, så de ikke bare bestyres af fagtoppen og en ledelse, der åbenbart kun tænker på maksimal profit.