Efter finansloven: Kampen gælder stadig retten til arbejde
Blogs
Efter finansloven: Kampen gælder stadig retten til arbejde
Et meget solidt flertal af befolkningen på mellem 60 og 80 procent ønsker solidariske løsninger på arbejdsløshedsproblemet. Hovedopgaven er at omsætte denne opbakning til et effektivt pres på regeringen.
Forhandlingerne om finansloven var et ideologisk opgør om arbejdsløshedsproblemet.
På den ene side af bordet sad regeringen med et krav om, at dagpengemodtagere skulle falde ud af systemet og ikke måtte få håb om en politisk løsning på den afkortede dagpengeperiode. Populært sagt skal ledige smage pisken – så kommer jobbene på magisk vis af sig selv, når bare de ledige vil det nok.
På den anden side sad Enhedslisten med den grundholdning, at problemet er mangel på arbejdspladser. Derfor vil pisken ikke nytte. Derimod vil piskens politik helt uretfærdigt tvinge folk ud i armod, også selv om de har arbejdet og betalt skat det meste af deres liv og ikke ønsker andet end et job.
I dette klasseopgør kunne det ikke ende med en mindelig løsning. Det gjorde det heller ikke. Enhedslisten fik ved hjælp af presset fra blandt andet fagbevægelsen afkrævet regeringen en de facto garanti for et forsørgelsesgrundlag mod ret og pligt til uddannelse, hvilket klart lå uden for regeringens såkaldte røde streger.
Regeringens indrømmelse var dog kun delvis, for retten gælder kun i et halvt år, og det store udfald fra dagpengesystemet som følge af forringelserne står fortsat ved magt.
Den kamp endte i remis. Det kan man vælge at begræde. Men slaget er trods alt ikke afgjort endnu.
Kampen skal udbredes
Hvis man havde nogen parlamentariske illusioner om, at Enhedslisten kunne tvinge regeringen til noget videre med kun 12 mandater og i en situation, hvor partiet Venstre byder sig til, så må de endegyldigt være bristet med finansloven.
Presset må også komme udefra – fra fagbevægelsen, fra kommunerne og fra baglandene i S og SF – hvis vi skal gøre os forhåbninger om sejre. Og efter at have set forløbet omkring "Akutpakke to", hvor regeringen havde mere travlt med at koge et hold-kæft-bolche til den socialdemokratiske fagtop end med at finde en løsning, står det klart, at presset skal have dyb og bred forankring i både befolkning og bevægelser.
Det er samtidig nødvendigt at brede de politiske krav ud. Problemet med arbejdsløshed er langt mere omfattende end det forringede dagpengesystem. Mere tryghed til ledige er en del af en løsning, men kampen gælder vigtigst jobskabelse blandt andet gennem investeringer i grøn omstilling og deling af arbejdet. Det er også indholdet i den kampagne for job eller dagpenge, som Enhedslisten har vedtaget.
Befolkningen er bag os
Selv om vi står i en udfordrende parlamentarisk situation, nu da regeringen har fået mulighed for at finde flertal til højre, og selv om den nuværende S-R-SF-regerings politik ligger til højre for 1990'ernes S-R-regering, så har vi styrker.
Meningsmåling på meningsmåling viser, at et meget solidt flertal af befolkningen på mellem 60 og 80 procent ønsker solidariske løsninger på arbejdsløshedsproblemet. Uanset om man måler på tilslutningen til at genindføre Nyrup-tidens orlovsordninger, hvor folk for eksempel kunne uddanne sig på dagpenge, mens en ledig vikarierede i jobbet, eller på Enhedslistens krav om, at folk skal tilbydes ret til job eller uddannelse, før de falder ud af dagpengesystemet, så er der massiv opbakning.
I samme ombæring skal man huske, at det var løftet om at investere sig ud af krisen frem for at skære ned, som gav regeringsmagten for kun godt et år siden.
Hovedopgaven frem til sommer, hvor den midlertidige løsning udløber, og hele det næste år er at omsætte denne opbakning til et effektivt pres, der fører til konkrete forbedringer og samtidig peger i den rigtige retning.
Det er ikke bare noget, både Enhedslisten og regeringen har brug for. Det er simpelthen de første skridt på vejen ud af krisen.