Coronakrisen tegner økonomisk set til at blive en endnu større krise end finanskrisen, ja det kan frygtes, at den globalt set bliver den største krise siden – og måske på niveau med – depressionen i 1930'erne.

Økonomien kan styrkes gennem at øge det offentlige forbrug og samtidig styrke velfærden og den offentlige sektor. 

Det skyldes dels, at den internationale økonomi allerede før krisen var sårbar, blandt andet på grund af høj gældsætning af en lang række virksomheder og stater. Dels skyldes det de dystre udsigter, at coronapandemien hærger verden over og dermed har ført til et internationalt økonomisk nedsving, der ikke mindst tegner til at blive dybt i de økonomiske sværvægtere USA og Europa.

Som følge af nedlukninger og faldende efterspørgsel skrumper den globale handel. Ifølge den internationale handelsorganisation WTO vil verdenshandlen i bedste tilfælde skrumpe 12-13 procent i 2020, men i værste tilfælde 20-30 procent. Det sidste synes mere sandsynligt end det første.

Den gode nyhed er, at de forskellige lande har lært af finanskrisen, og selv EU har droppet den monetaristiske sparepolitik som svar på krisen for i stedet at slå ind på keynesiansk stimuluspolitik. I både Kina, USA og Europa har centralbanker og finansministerier sendt gigantiske hjælpepakker ud, som ubestrideligt vil tage brodden af krisen.

En hammer

Så langt så godt. Men alligevel vil faldet i verdenshandlen og de nationale nedlukninger ramme den globale vækst som en hammer.

Under finanskrisen faldt den globale økonomiske realvækst til minus to procent. Men den mest optimistiske prognose fra IMF, Den Internationale Valutafond, indebærer et endnu dybere fald, hvor verdensøkonomi skrumper i 2020 med minus tre procent.

IMF håber ganske vist på et hurtigt opsving allerede i 2021, en V-formet krise. Men IMF frygter også vedrørende krisens varighed, at det kan komme til at gå endnu værre, og at den internationale krise kan nærme sig depressionen i 30'erne med en minusvækst på minus seks procent i 2020 og op til minus tre procent i 2021.

Bekymringen er med andre ord, at coronakrisen – som krisen i 30'erne – kan komme til at vare over adskillige år med minus og/eller lavvækst: Med andre ord kan den blive en L-formet krise som finans- og statsgældskrisen blev det i EU, blot værre.

Danmark

For Danmark tegner udsigterne sig også ret bekymrende. Danmark rammes af epidemien og nedlukning, men også et forventet voldsomt fald i eksporten, fordi både EU og USA vil blive langt hårdere ramt af krisen end den tredje verden.

Regeringen har i Danmark været hurtigt og godt ude med hjælpepakker til at holde hånden under virksomheder og beskæftigelse. Men hvor finanskrisen i 2009 udløste en minusvækst i Danmark på godt minus fem procent, kan økonomien i 2020 alligevel – trods hjælpepakkerne – ifølge en række prognoser risikere at skrumpe op til -6½ procent på grund af ikke mindst et forventet hårdt tilbageslag for eksport til EU og USA.

Beskæftigelsen understøttes p.t. godt af hjælpepakkerne, men med fortsat krise kan en betydelig stigning i ledigheden til mellem 200.000 og 250.000 fuldtidsledige i 2020 alligevel blive konsekvensen. Og med udsigt til en lang krise, ikke mindst i EU, må krisen også i Danmark forventes at fortsætte i 2021 og blive længerevarende.

Keynesiansk krisepolitik

Når epidemiens nuværende bølge er overstået, og Danmark genåbner, vil der derfor blive stærkt brug for at fortsætte den nuværende keynesianske krisepolitik med at stimulere økonomien gennem en ekspansiv finanspolitik. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan økonomien stimuleres.

Når selve epidemien er bragt under kontrol, vil den hidtidige politiske borgfred blive erstattet af en voldsom kamp fra de borgerlige og arbejdsgiverne for, at de skal blive tilgodeset af de økonomiske lempelser, men friholdes for at betale regningen.

De borgerlige partier vil, sekunderet af erhvervsorganisationerne, CEPOS og borgerlige økonomer og medier, uden tvivl søge at fremme en finanspolitik, der har skattelettelser som omdrejningspunkt: Selskabs- og virksomhedsskattelettelser, lettelser af topskat, lettelser af energiafgifter og bilafgifter med mere. De vil hævde, at det øger forbrug og investeringer, og at det øger væksten gennem at stimulere arbejdskraftudbuddet. Samtidig vil de kræve, at velfærdsforbedringer skal aflyses, og at der i stedet skal spares på velfærden, når regningen skal betales.

Den neoliberale værktøjskasse

Der er ingen grund til at købe disse velkendte travere fra neoliberalismens økonomisk-politiske værktøjskasse. Det er ren interessepolitik, intet andet.

Der er ingen dokumentation for de såkaldte dynamiske effekter af skattelettelser, og at sende flere penge til de i forvejen rige er den mindst effektive måde at stimulere økonomien. Og det vil være at føje spot til spe, hvis vi som skatteborgere først skal redde erhvervslivets røv for herefter også at komme til at betale endnu engang gennem besparelser på vores allesammens velfærd.

I stedet skal vi føre en aktiv finanspolitik, der øger ligheden, styrker velfærden og sundhedsvæsenet og fremmer den grønne omstilling.

Nej til sparepolitik

Det private forbrug øges langt mere effektivt end gennem skattelettelser ved at give flere penge til de fattige: Kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere, hvilket samtidig vil øge ligheden.

Lønmodtagerne vil også være langt mere forbrugsindstillede end de rige: Derfor kan de indefrosne feriepenge udbetales og komme ud og arbejde.

Økonomien kan også styrkes gennem at øge det offentlige forbrug og samtidig styrke velfærden og den offentlige sektor. Der er ingen grund til at aflyse de aftalte velfærdsforbedringer, for en sådan sparepolitik vil kunne øge og forlænge krisen.

Samtidig er der hårdt brug for eksempelvis flere midler til det offentlige sygehusvæsen, således at dette samtidig genoprettes efter mange års udpining, og vi er bedre rustet til nye coronabølger og andre epidemier.

Og endelig kan den grønne omstilling styrkes samtidig med en aktiv finanspolitik gennem at fremme energirenoveringer af virksomheder og boliger og ved at fremrykke investeringer i havvindmølleparker, solceller og varmepumper.

Tilbagerulning af skattelettelser

Og finansiering: Ja, mens krisen raser, er det langt fornuftigere, at det offentlige gennem pengeudpumpning holder hånden under økonomien end ved gennem besparelser at forstærke og forlænge den, som det skete efter finanskrisen.

Offentlig gæld er i dag minimal, og staten kan låne langt billigere end nogen private. Den dag, hvor økonomien forhåbentlig er på fode igen, og virksomheder og lønmodtagere er i omdrejninger, kan man passende begynde at tilbagerulle nogle af de 50-70 milliarder kroner, som borgerlige regeringer fra 2001 og frem primært tildelte deres egne kernevælgere i indkomst- og boligskattelettelser.