23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

USA's splittede stater: En samfundsmodel i krise

Blogs

Henrik Herløv Lund
Økonom, cand.scient.adm.
Uddannet som økonom (cand.scient.adm.) fra Roskilde Universitet og har blandt andet undervist i økonomi ved Danmarks Forvaltningshøjskole. Var medlem af Den Alternative Velfærdskommission 2004-2009. Skriver også for Kritisk Debat, Modkraft.dk, Politiken og Information.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 27. november, 2020, 07:00:35

USA's splittede stater: En samfundsmodel i krise

Krisen i USA rækker tilbage til årtiers neoliberalisme og ned i den amerikanske samfundsmodel. Den politiske skævvridning af magt har i stigende sat den brede befolkning og navnlig underklassen ud på sidelinjen.

Det amerikanske valg i 2020 var i høj grad en folkeafstemning omkring præsident Trump. Men den politiske konflikt og polarisering handler om langt mere end Trump.

Om Biden vil gøre en forskel er usikkert. Han er en mangeårig levebrødspolitiker og ikke progressiv. Hvis han vil gøre en forskel, skal han tage underklassens parti.

For det første afspejler krisen frem for alt en stærk vrede hos underklassen i USA over massive jobtab, et presset arbejdsmarked, faldende løn og velstand og skævvridning af indkomstfordelingen gennem en årrække. Det har skabt en dyb mistillid hos arbejderklassen og den lavere middelklasse til hele det politiske establishment, som, de føler, har svigtet dem og sat dem udenfor.

Valget i 2016 var i høj grad en protest fra industriarbejdere i Nord og i Midtvesten i USA mod globalisering, frihandelspolitik og historisk høj indvandring, herunder en betydelig illegal indvandring, og mod de negative konsekvenser heraf: Flytningen af fabrikker og jobs, et presset arbejdsmarked, lønstagnation, forringelse af arbejdsvilkår.

Arbejdsløshed og ulighed

Siden 1980 er fabriksbeskæftigelsen i USA gennem outsourcing, konkurrence og automatisering gået fra 19 millioner til blot 12 millioner = et fald på syv millioner industrijobs svarende til en reduktion på over 1/3.

Dette har medført arbejdsløshed for amerikanske industriarbejdere og sænket deres lønninger. Samtidig er det amerikanske arbejdsmarked også blevet presset af en stigende økonomisk migration af såkaldte latinoer, navnlig fra og gennem Mexico, herunder en betydelig illegal indvandring.

Mens lønningerne for arbejderklassen og den lavere middelklasse er stagneret, har de store aktieselskaber og de rige tilegnet sig næsten hele velstandsstigningen. Mens produktiviteten fra 1973 til 2013 er vokset med op mod 75 procent, så er timelønnen i gennemsnit kun vokset med godt ni procent.

I sammenhæng hermed er uligheden i USA fra 1980'erne og frem steget stærkt. De rigeste 20 procent har som de eneste opnået en større del af nationalindkomsten, og den rigeste én procent af befolkningen alene har øget deres indkomster 225 procent siden 1979. Denne stigning er op imod tre gange så stor som for både middelklassen og de fattigste. Og for både middelklassen og de fattigste er indkomstudviklingen fladet ud efter årtusindskiftet og især siden finanskrisen.

Neoliberalisme

For det andet har krisen udviklet sig fra langt længere tilbage i historien end til Trump, nærmere bestemt tilbage til 1980'ernes neoliberalisme, globalisering og tiltagende elitære udvikling af USA's politiske system.

Under Reagan kom i 1980'erne en udbudsøkonomisk politik i højsædet, som satsede på at øge investeringer, vækst og velstand navnlig gennem skattelettelser til de rigeste, som man hævdede så vil ”sive ned” (trickle down) også til underklassen og de fattige.

Skattelettelserne blev gennemført, men kom ikke de fattigere til gode, rigdommen blev tværtimod koncentreret hos de allerrigeste, hvilket medførte en voldsomt stigende ulighed. Den økonomiske ulighed steg mere i USA end i noget andet vestligt land i 80'erne.

Et led i det neoliberalistiske paradigmes sejrsgang var en tyrkertro igennem de følgende årtier på liberalisering og frihandel som vejen til økonomisk fremgang for alle.

Deregulering og frihandelspolitik

Dette gav sig dels udslag i deregulering af finanssektoren i flere omgange, startende under Reagan og fortsættende under Clinton og W. Bush – en deregulering, som førte lige frem til finanskrisen.

Dels gav det udslag i en frihandelspolitik, som kulminerede i 1990'erne med indgåelsen af NAFTA frihandelsaftalen mellem USA, Canada og Mexico og TPP (Trans Pacific Partnership) under Obama. Disse politikker åbnede fra 80'erne og frem op for en omfattende globalisering af USA's økonomi.

I den fremherskende økonomiske tænkning blev det anskuet som værende til fordel for alle, men den økonomiske virkelighed var en anden: Ufaglærte og lavtuddannede kom til at betale prisen for globalisering og frihandelspolitik gennem udflytning af jobs til lavtlønslande i Latinamerika og Østasien samt gennem en voldsom stigning i indvandringen fra Latinamerika, herunder i illegal indvandring, med deraf følgende lønpres og lønnedgang.

Udbredt politikerlede

Økonomien stagnerede for dem, som levede på bunden af den amerikanske samfund. Al vækst gik til toppen. Mens den rigeste éne procent af amerikanerne fra 1980 til 2016 fordoblede deres andel af nationalindkomsten fra lidt over 10 til lidt over 20 procent, så faldt andelen for de 50 procent i bunden af indkomstpyramiden fra 21 til 13 procent.

Disse voksende økonomisk-sociale problemer nede i det amerikanske samfund fik imidlertid ringe gennemslag i det politiske system, som siden Anden Verdenskrig har udviklet sig i stadigt mere elitær retning henimod, at den økonomiske elite har den bestemmende politiske magt (=plutokrati).

Denne politiske skævvridning af magt i det amerikanske samfund har i stigende sat den brede befolkning og navnlig underklassen i USA ud på sidelinjen, når det gælder indflydelse på de politiske beslutninger, hvilket igen har manifesteret sig i lav valgdeltagelse og udbredt politikerlede.

Markedsøkonomi

For det tredje har krisen endelig rødder i grundlæggende træk ved og mekanismer i den amerikanske samfundsmodel med dens vægt på markedsøkonomi og -styring, minimal statslig regulering, begrænset omfordeling og på et politisk system, der giver stor indflydelse til de rige.

USA's (markeds)økonomiske og (residuelle) velfærdsmæssige model har således muliggjort den økonomiske skævvridning af indkomster og formuer, fordi denne samfundsmodel grundlæggende set giver et stort spillerum til markedsøkonomi og markedsstyring, mens statslig regulering af økonomi og fordeling altid i modellen har haft en stærkt underordnet rolle.

Hermed får markedet lov til at skævvride indkomstudviklingen, uden at der sker nogen videre korrektion heraf i velfærdssystemet.

Hånd i hånd med denne model er USA's politiske system ideologisk set tæt forbundet med liberalistiske principper og værdier, som gennemsyrer ikke bare forfatningen, men hele den amerikanske stats- og samfundsorden.

Arbejderklassen har ingen stemme

Karakteristisk nok har der i USA ikke været "plads til" socialistisk ideologi og til et egentligt arbejderparti, som konsekvent er blevet undertrykt af statsmagten. Også den amerikanske fagbevægelse er siden 1980'erne under indtryk af neoliberalismen blevet lagt hindringer i vejen af systemet og har derfor længe skrantet.

Konsekvensen har været, at de amerikanske lønarbejdere i stedet har været tvunget til at søge at vinde gehør for og få fremmet deres interesser gennem et af de to store politiske partier, som imidlertid begge – om end i forskellige positioner – står på liberalismens grund.

Herved er de amerikanske arbejdere i stedet for at være en selvstændig politisk aktør i betydelig grad blevet reduceret til et vedhæng til et af to grundlæggende set borgerlige partier, der i sidste ende har repræsenteret (forskellige) kapitalinteresser. Dette har naturligvis væsentligt svækket gennemslaget af arbejdernes interesser, hvilket peger fremad mod den senere betydelige passivitet og politikerlede fra underklassen i forhold til det officielle politiske system i USA.

Samtidig har det amerikanske politiske systems indretning fremmet en uforholdsmæssig stor indflydelse til de rige. Dette hænger sammen med, at den afgørende indflydelse i den amerikanske kongres ligger hos det for seks år ad gangen valgte senat, mens repræsentanternes hus med kun en to-årig valgperiode er i konstant valgkamp.

Da senatorerne vælges to styk per stat, kræver opnåelse af valg til senatet store valgkampsmidler, som igen fordrer store donationer, som primært kommer fra de store selskaber og de hovedrige, hvorved disse sikrer sig afgørende indflydelse på lovgivning og politiske beslutninger.

Gør Biden en forskel?

Valget af Biden vil formentlig medføre en anden og mindre konfliktskabende præsidentiel stil, men samtidig efterlader valget i 2020 en næsten total og dyb splittelse af USA i to modstående politiske lejre, hvor modsætningerne blandt andet gennem Trumps manglende accept af resultatet og beskyldninger for valgsvindel er blevet endnu mere skærpet.

Hertil kommer, at også kongressen synes at forblive dybt splittet med et republikansk flertal i Senatet og demokratisk i Huset.

Om Biden vil gøre en forskel er usikkert. Han er en mangeårig levebrødspolitiker og ikke progressiv. Hvis han vil gøre en forskel, skal han tage underklassens parti mod eliten, forhindre jobtab og skabe nye industrijobs, bremse illegal indvandring og redressere den økonomiske skævvridning samt lytte til folket i stedet for de økonomiske magthavere.

Sker det ikke, er risikoen nærliggende, at Trump eller noget lignende kommer tilbage om fire år.