12 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

En affaldssektor med en pæn grøn farve

Blogs

Kaj Pihl
Miljø og genbrugsrådgiver
Uddannet lærer med mere end 10 års undervisningserfaring i Danmark samt fire måneder i Angola. Omfattende praktisk og ledelsesmæssig erfaring med indsamling og genbrug af brugt tøj gennem mere end 30 år i Finland, USA, Litauen og Danmark.
Blogindlæg af Kaj Pihl
ons. 14. apr - 2021
fre. 25. dec - 2020
fre. 23. okt - 2020
fre. 21. aug - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 17. juni, 2020, 10:45:42

En affaldssektor med en pæn grøn farve

Folketingets nye aftale om en klimaneutral affaldssektor taler meget om genanvendelse af affald. Hvad blev der af forberedelse til genbrug? Det er trods alt en højere prioritet i affaldshierarkiet.

I tirsdags indgik regeringen og et bredt flertal i Folketinget en aftale om en klimaneutral affaldssektor i 2030 med langt mere genanvendelse og langt mindre forbrænding. 

Den nye aftale om en klimaneutral affalds-sektor taler meget om genanvendelse af affald. Hvad blev der af forberedelse til genbrug?

Det er første skridt på vejen mod en samlet klimahandlingsplan. Det er et godt skridt, og det er opmuntrende, at det har opnået så stor grad af tilslutning. 

Aftalen har potentiale til at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser med 0,7 millioner tons i 2030, og den indeholder flere forskellige tiltag, der skal sikre, at vi når dette resultat: 

Strømlinet affaldssortering, mere genanvendelse af især plastikaffald, en generelt stærk genanvendelsessektor og begrænset forbrænding og deraf følgende begrænset import af affald til forbrænding. 

Brug for det hele

Der bliver også en mulighed for, at vi kan vælge at aflevere affald direkte til virksomheder, som kan bruge det i produktion af nye produkter. Gode tiltag. Der er brug for det hele til at dæmme op for global opvarmning og klimaforandringer.

Det kræver en indsats fra alle at nå målet for denne aftale i 2030. Strømlinet affaldssortering forudsætter, at du og jeg sorterer alt vores affald, at vi gør det korrekt, og at vi gør det korrekt hver gang. Gør vi ikke vores del, bliver den efterfølgende genanvendelse noget juks, alt for dyr eller umulig. 

De eksisterende genanvendelsesløsninger for visse af affaldskategorierne er forholdsvis ”hårdføre” og kan håndtere ret store udsving i kvaliteten og ensartetheden af den kategori, der skal genanvendes. Det gælder for eksempel metal. 

Genanvendelsesløsningerne for andre kategorier er derimod meget følsomme og kræver en meget snæver kvalitet og næsten fuldstændig ensartethed for at kunne udnytte potentialet i kategorien. Det gælder for eksempel tekstiler.

Store krav til sortering

Hermed bliver de sorteringsinstruktioner, der kommer i anvendelse, meget centrale. De skal sætte os borgere i Danmark i stand til at sortere affaldet så tilpas korrekt, at de efterfølgende genanvendelsessystemer kan udnytte potentialet i de forskellige affaldskategorier på en bæredygtig måde, det vil sige, så behandlingen ikke medfører ny forurening eller bliver så dyr, at økonomien modarbejder en ellers god intention.

Hvem der skal udforme sorteringsinstruktionerne bør overvejes nøje. Inden for mit eget arbejdsområde, tekstiler, har jeg erfaret, hvor stor skade det kan forvolde, når affaldsspecialister gøres til ledelse for genbrugsaktiviteter, alene af den grund at fokus flyttes fra genbrug til affaldsbehandling. 

Den nye aftale om en klimaneutral affaldssektor taler meget om genanvendelse af affald. Hvad blev der af forberedelse til genbrug? Det er trods alt en højere prioritet i affaldshierarkiet.

Aftalen om en grøn affaldssektor bygger på diskussioner om privatisering af affaldssektoren, hvor kommunerne spiller en mindre rolle og konkurrerende private virksomheder en større rolle. Det lyder umiddelbart fornuftigt at overlade genanvendelse og affaldsbehandling til de professionelle, især hvis Danmark samtidig kan spare penge. 

Men det bør også åbne for tanker om, hvilken slags samfund vi vil have. Hvilke mål og hensyn skal have den højeste prioritet, skal være drivkraften i vores bestræbelser? Fortsat liv på denne planet, liv i al sin vidunderlige mangfoldighed? Miljømæssig bæredygtighed? Flere arbejdspladser? Økonomisk fortjeneste?

Den nye affaldsplan har en pæn grøn farve, der ikke skærer i øjnene. Den lægger ikke op til diskussion om, hvordan affald opstår, og hvordan vi kan begrænse behovet for affaldsbehandling, ikke ved at lukke for import af affald, men ved at lukke for produktion og import af unødvendige og dårlige produkter og ved at ændre på, hvordan og hvor længe vi bruger dem.

Nyeste blogindlæg