Jeg har været et smut i Skåne. Vandreture på Kullen med hytteindkvartering på Mølle Camping. Med hovedrysten og fascination iagttog jeg de jættestore campere. 

Den forkromede redningsplanke hedder elbilen, og selv socialister er indstillet på at gå denne planke ud.

Som heldig ejer af dette energiforbrugende rullende sommerhus med alskens sofistikeret tingeltangel kører man rundt i sommerlandet, booker måske en holdeplads for natten på campingpladsen, inden man drøner videre til nye seværdigheder og oplevelser. Jeg så også kæmpestore nye dieselbiler. 

Et andet sted, i naturcentret tæt ved Kullens fyr, var der en visualiseret reminder om FN’s verdensmål, men bilen fascinerer og tryllebinder, og bilparken har vokseværk. Og ikke bare i Sverige. 

Smarte biler har altid appelleret til forbrugerinstinktet, og reklamerne giver den som bekendt på alle tangenter. 

Udbredelsen af de tunge klimaproblematiske monsterbiler, de såkaldte SUV’er (Special Utility Vehicles), illustrerer forstemmende tydeligt motorkapitalismens altgennemtrængende dominans. 

Og i takt med forringelserne af den kollektive trafik er unge på jagt efter små billige biler. Samtidig halter det med cyklingen, som både gavner klima og helbred. 

Transportens klimaaftryk er koloenormt, og der er blandt regering og politikere på overfladen enighed om, at der bør gøres noget, men transportministeren og magtpartiernes transportordførere nøler og udskyder indgreb; de frygter vælgerdommen, hvis de lægger sig ud med bilejerne og disses lobbyister. 

Den forkromede redningsplanke hedder elbilen, og selv socialister er indstillet på at gå denne planke ud. Enhedslisten vil således spendere milliarder på en samlet pakke, der har til formål at booste omstillingen til elbiler. 

Men midt i elbilforblændelsen må man ikke overse, at elbiler er ladet med tunge ulemper: De løser ikke trængselsproblemerne, de støjer ligesom de konventionelle biler, og partikelforureningen fra dæksliddet er ikke mindre end fossilbilernes. 

Mandag barslede elbilkommissionen, som det seneste halvandet år har arbejdet på et bud på fremtidens bilafgifter og omstillingen til en grønnere bilpark, med sit rapportudspil. 

Debatten om bilismen og den klimaskadelige vejtransport har dermed fået tilført ny næring. Men det nye kommissionsudspil rammer uden for skiven. Det er helt utilstrækkeligt, det er uambitiøst og skuffende ringe, og Danmark vil få svært ved at nå sine klimamål.

Bilismens skadevirkninger er enorme, men helt sige farvel til biler kan vi jo nok ikke. Omstilling til elbiler er nødvendig. Den er en forudsætning for at nå de 70 procent reduktion i CO2-udledninger. 

Altså en gentagelse af den urgamle konflikt mellem pragmatiske tilgange og et mere “utopisk” standpunkt. Men vi skal ikke give os uden sværdslag, vi må sætte hælene i! 

Godt nok er vi i Rådet for Bæredygtig Trafik “moderate tilhængere” af elbiler, men vi skal have transportbehovene reduceret markant (og gerne med pisken). 

Elbilerne skal have flere passagerer, og de skal, mange af dem, parkeres på steder, hvor passagererne skifter til offentlig transport. Vi skal have reduceret bilernes adgang og fremkommelighed i byerne. Og hele paletten af grønne afgifter skal sættes ind over for fossile biler.