Hvis man ønsker at regulere, hvor mange mennesker der får tilkendt førtidspension, hvad er så det vigtigste værktøj? Udformning af lovteksten? Efteruddannelse af de medarbejdere, der skal sagsbehandle og træffe afgørelser? Forebyggelse, så færre kommer til skade og bliver nedslidt af arbejde, sygdom og arbejdsløshed?

Der bør gennemføres reformer af kommunernes økonomi, så man kan anlægge en samlet helhedstænkning i forhold til økonomien over flere år og i samtlige kasser.

Alt det har selvfølgelig betydning, men er ikke afgørende.

Nej, det afgørende værktøj er størrelsen af refusionen for kommunerne i forhold til andre overførselsindkomster. Hvis det bliver dyrere for kommunerne, at borgere får førtidspension, så er der færre der får det. Hvis det bliver billigere for kommunerne, så er der flere borgere, der får førtidspension.

Det er helt urimeligt, at det skal være sådan. Det afgørende burde være, om det enkelte menneske, udfra en konkret vurdering af det menneskes situation og fremtidsudsigter, bør have tilkendt en førtidspension.

Der bør gennemføres reformer af kommunernes økonomi, så man kan anlægge en samlet helhedstænkning i forhold til økonomien over flere år og i samtlige kasser. Så vil man hurtigt se, at det nuværende system, hvor borgere trækkes igennem opslidende og ydmygende undersøgelser, arbejdsprøvninger med videre ender med at koste langt mere, end hvis man straks sørger for at sikre den økonomiske tryghed og derefter stille og roligt ser, hvad borgeren kan magte.

I mange tilfælde henvender borgeren sig til kommunen med et enkelt eller to problemer for at få hjælp. Men efter kort tid i systemet ender mange med at blive fuldstændig nedbrudte og nærmest ude af stand til at klare sig.

Det kan selvfølgelig være, at nogle ønsker, at det skal være sådan. Ønsker at det skal være så slemt at stå uden for arbejdsmarkedet, at de, der kan arbejde, vil acceptere næsten hvad som helst af løn og arbejdsvilkår, fordi de har set, hvor slemt det kan gå dem. I så fald er der endnu mere brug for, at vi får gjort op med det umenneskelige system.

Men man bør også begynde at måle på andre værdier end kun penge. Et godt liv, på trods af sygdom og smerter, en tryg barndom for deres børn, overskud til at deltage i foreningsliv, kulturliv mv. Det er i allerhøjeste grad vigtigt for os alle sammen. Ligesom mange kommuner bruger mange ressourcer på at bygge sportshaller, kulturhuse med videre, så burde de også måle sig mod hinanden i forhold til, hvordan deres borgere har det.

Socialøkonomiske virksomheder kan være en del af løsningen. Der er gode erfaringer med udsatte borgere, der får mulighed for at blive en del af et arbejdsfællesskab og arbejde i det tempo og det omfang, de magter. Samtidig med at de får hjælp i forhold til ”systemet”, Skat, jobcentret og de mange andre, man skal forholde sig til.

Nogle kommuner er heldigvis begyndt at arbejde målrettet for, at deres udsatte borgere kan få det bedre og kommunerne samtidig på sigt spare penge i flere forskellige kasser. Der er brug for, at de gode erfaringer bliver udbredt, og at der skabes endnu bedre rammevilkår.