Erhvervsuddannelserne har været meget til diskussion over de seneste år, og trods Dong-sagen og SF's nylige udtræden af regeringen, så forhandler regeringen fortsat med de andre partier om en ny erhvervsskolereform.

På mange områder er jeg enig med det forslag, som undervisningsministeren har leveret. Modsat de to forgængere Bertel Haarder (V) og Tina Nedergaard (V), så leverer Christine Antorini (S) et politisk forslag, der kan være med til at sikre fagligt stærkere erhvervsuddannelser. Modsat flere af mine kolleger, så går min kritik ikke på de elementer, som forslaget til reformen indeholder, men på de elementer som mangler.

Korte kontrakter fastholder lærlinge i prøvetid hele læretiden.

Jeg mener, at reformen mangler tryghed til de lærlinge, som har de korte uddannelseskontrakter. Hver eneste dag står rigtig mange dygtige lærlinge op og tager på arbejde for at blive endnu bedre til deres fag. Men flere og flere går på arbejde med utrygheden som fast makker på grund af disse aftaler.

Vi må som fagforening ikke alene lade det være politikerne, som skaber fremtidens erhvervsuddannelser. Derfor skal vi bruge overenskomstforhandlingerne til at skabe tryghed i uddannelserne for vores lærlinge, og derfor skal vi sikre, at det ikke kan betale sig for arbejdsgiverne at spekulere i at forringe lærlingenes uddannelseskontrakter.

De korte uddannelseskontrakter var ment som en hjælp til de små mestre, men er blevet et farligt og fleksibelt værktøj for mestre, som bruger dem til at fastholde lærlinge i prøvetid hele læretiden.

Jeg kender gode lærlinge, som er blevet truet med, at de kun kunne få forlænget deres kontrakt, hvis de fik mindst 10 i karakter på deres hovedforløb, og også mestre som mener, at deres lærlinge er for dovne og vil bruge de korte aftaler som en pisk. Begge dele skriger til himlen om mangel på respekt for lærlingene.

Kontrakterne er et værktøj, som arbejdsgiverne har fået foræret kvit og frit, og som vi aldrig har krævet betaling for. Det var en ulige forhandling, da de korte aftaler blev indført af den tidligere regering, og derfor vil modparten sidde uforstående, når vi kræver betalingen ved disse overenskomstforhandlinger.

For at få det bedste ud af forhandlingerne og samtidig skabe tryghed for lærlingene, giver jeg her mine tre bud til at finde en løsning.

1. Det skal være dyrere at ansætte lærlinge på korte uddannelseskontrakter i form af et markant løntillæg.

2. Det skal være arbejdsgiverens pligt at sikre lærlingen en forlængelse af uddannelseskontrakten hos en anden mester. Lykkedes dette ikke, skal mesteren selv forlænge med lærlingen.

3. En kombineret løsning er, at løntillægget udbetales ved hovedforløbets start, såfremt mesteren ikke har fundet en forlængelse af uddannelseskontrakten.

Vi kommer ikke gratis ud af disse forhandlinger, men jeg håber, at vi kommer ud på den anden side med mere tryghed til vores lærlinge.