Mandag eftermiddag var CO-industris overenskomstturné nået til Aalborg, hvor tillidsfolk fra den lokale 3F-afdeling havde besluttet at tage imod de to topforhandlere Claus Jensen og Mads Andersen.
Jeg mener, at det at være stor og et toneangivende overenskomstområde forpligter.
Carsten Munkholm, Malerforbundet Nordjylland
Så en halv time inden mødestart tog 10-15 tillidsfolk fra 3F Aalborgs forskellige branchegrupper som industrigruppen, byggegruppen, transportgruppen og privat service opstilling udenfor mødelokalerne på Hadsundvej sammen med medlemmer af 3F Ungdom.
Indgangen blev flankeret af to hvide bannere med en direkte opfordring til forhandlingsfællesskabets forhandlerne: "CO-industri gå med på solidarisk OK-17" og "Tag ansvar - stop social dumping."
Døve forhandlere
En af de tillidsfolk, der bød Claus Jensen og Mads Andersen velkommen og efterfølgende deltog i mødet, var Sten Bentsen fra 3F's industrigruppe.
– Jeg må desværre sige, at jeg har den opfattelse, at de to topforhandlere var blandt de få i lokalet, der mener, at social dumping ikke er et problem i industrien, siger fællestillidsrepræsentanten for 3F'erne og et par Metal'ere på industrivirksomheden Steeltec til Arbejderen.
Steen Bentsen havde håbet, at det var muligt at trænge igennem med budskabet om, at det er nødvendigt, at fagbevægelsen står sammen i kampen mod social dumping, og at industrien som det toneangivende overenskomstområde går forrest.
På den løbeseddel, som han var med til at stikke i hånden på mødets godt 100 deltagere, stod der: "Det er vigtigt, at CO-industri i disse OK forhandlinger tager fat i temaer, som kan hjælpe andre brancher i mål. Det er solidaritet, og det er, hvad vi i fagbevægelsen står for."
Skuffet tillidsmand
Den nordjyske tillidsmand gik skuffet fra mødet.
– Det virker som om, Claus og Mads ikke lytter og allerede har lagt en køreplan. Det er bestemt ikke godt, at vi har en fagtop, der ikke lytter, når tillidsfolkene fortæller om problemerne på arbejdspladserne, og når tillidsfolkene opfordrer til at hjælpe dem, der ikke selv kan komme igennem med værn mod social dumping.
CO-industris optaktsmøder til OK 2017 henvender sig til medlemmerne af forhandlingsfællesskabets ni fagforbund, hvor 3F er det største og Dansk Metal det anden største.
Det mindste forbund er Malerforbundet i Danmark, og formand for malernes nordjyske afdeling Carsten Munkholm havde også fundet vej til mandagens mødet. Han havde slået et slag for, at der i byggeriet bliver indført kædeansvar, som i den branche vurderes at være det bedste værn mod undergravelse af overenskomsterne.
Vi forhandler industri-ok
Malerformandens konklusion af mødet læner sig imidlertid op af Sten Bentsens.
– Claus Jensen understregede flere gange, at nu var det jo industriens overenskomst, de forhandlede, og at han ikke kunne stille krav til arbejdsgiverne om et problem, der ikke findes. Men jeg mener, at det at være stor og et toneangivende overenskomstområde forpligter. Fagbevægelsen er bygget på solidaritet, og at de store tager hånd om de små, siger Carsten Munkholm til Arbejderen.
Også afdelingens næstformand Jesper Rasmussen deltog i mødet, og han tilbød Claus Jensen og Mads Andersen at komme med på byggepladsbesøg tirsdag, hvor han skulle rundt og hilse på udenlandske malere.
– Så kunne de ved selvsyn se nogle af de problemer, vi har. Men Jesper har været rundt alene, konstaterer Carsten Munkholm.
Ingen undskyldning
Han husker de forrige overenskomster, hvor industriforhandlerne forklarede det manglende værn mod dumping med, at de ikke havde hørt kravet rejst op til forhandlingerne.
– Samme undskyldning kan de ikke bruge denne gang. I Malerforbundet har vi besluttet, at de skal have det at vide ved hvert eneste møde. Og det har de fået, forsikrer malerformanden i Nordjylland og krydser fingre for, at når social dumping italesættes tilstrækkeligt mange gange, så vil det på et tidspunkt lykkes at trænge igennem også til fagtoppen.
Torsdag slutter Claus Jensen og Mads Andersen deres turné af med et møde i Metal Hovedstaden. Her har medlemmer af københavnske fagforeninger lovet at tage varmt imod de to fagforeningsbosser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278