4. maj om aftenen er det 75 år siden, Danmark blev befriet fra den nazistiske besættelse.

Det er en årsdag, som flere gange er blevet forsøgt lagt i graven med bemærkninger om, at det nu bør være sidste gang, danskerne markerer befrielsesdagen. Alligevel lever den.

Vi markerer, at kampen mod fascisme og diktatur fortsætter. I dag under nye former, men på skuldrene af gamle helte og heltinder.

Fordi den markerer en kamp mod mørket og en sejr for friheden. En enorm overvindelse for kæmpende, demokratiske kræfter og en længsel efter selvbestemmelse.

>> LÆS OGSÅ: Dagen, hvor vi ærer de døde, husker historien og ser fremad

Sejren over fascismen blev startskuddet til 30 års hidtil uset forbedring af arbejdende menneskers liv, både i øst og vest. Lige siden befrielsesaftenen – ja faktisk før – har der været en kamp om, hvem der var sejrens fædre og mødre, og hvilken lære man skulle tage med sig.

Ligesom mange fik travlt med at påføre sig frihedskæmpernes armbind i begyndelsen af maj ’45, fik politikere og erhvervsledere travlt med at skrive historien om.

Det skulle for alt i verdens glemmes, hvordan dansk politi nidkært havde fundet og udleveret danske kommunister til død og tortur i tyske kz-lejre. Hvordan danske politikere og højesteretsdommere med åbne øjne havde brudt grundloven og sendt landsmænd i døden. Hvordan store virksomheder havde scoret kassen på at samarbejde med værnemagten.

>> LÆS OGSÅ: Thune Jacobsen – en nidkær tjener for nazisterne

Naturligvis skulle det også negligeres, at Sovjetunionen havde spillet en altafgørende rolle i nedkæmpelsen af nazi-Tyskland.

Retsopgøret efter besættelsen beskyttede de store værnemagere og samarbejdspolitikere og straffede de små fisk.

Men hvert år mindes vi dem, der gav deres liv eller satte det på spil i kampen mod fascismen. Vi fejrer, at sammenhold og klassekamp kan være med til at ændre historien. Og vi husker, hvordan regering og stat fik trukket deres demokratiske mælketænder ud og i al hast vendte ryggen til de borgerlige frihedsrettigheder – på det tidspunkt, hvor der var allermest brug for dem.

Vi noterer os, at pengemagten ikke havde noget problem med at overgå til nazisme, og at dens nationale facade ikke rakte længere end til bundlinjen.

Vi markerer, at kampen mod fascisme og diktatur fortsætter. I dag under nye former, men på skuldrene af gamle helte og heltinder.

God befrielsesdag!