28 skjorter, 9 jakkesæt, 9 par bukser, 21 slips, 7 par sko, 17 par strømper, otte par boxershorts.

Den opmærksomme læser har allerede gættet, at det handler om Lars Løkke Rasmussens tøj, købt og betalt af partiet Venstre for 152.000. En af grundene til den pebrede pris er, at en del af tøjet efterfølgende skulle syes om af en skrædder. 53 procent af Venstres pengekasse er i øvrigt leveret af skattekroner.

Sagen er bare ét eksempel på politikere, der fremstår som moralens vogtere og kræver fattigdomsløn for folket, men ikke selv har nogen hæmninger, når det handler om at rage til sig af gratis ydelser.

Medierne har de seneste dage svælget sig i Venstreformandens fede forbrugsfest. Det er blot de seneste eksempler på Løkkes fornemmelse for gratis goder, som må siges at være en rockstjerne værdig. Det er forrygende, at manden, der indførte rygeloven, selv har røget på ikke-ryger-værelser på hoteller og ladet parti(stats)kassen betale for den ekstra rengøring.

De stakkels venstre-soldater forsøger desperat at forklare sig. Da Lars Løkkes familie blev inviteret til Mallorca på partiets regning, var det "kun fair" ovenpå formandens hårde arbejde, ifølge Claus Hjort Frederiksen.

Til gengæld mener Løkke og Venstre, at andre hårdarbejdende danskere skal gå ned i løn og afgive fridage for at styrke konkurrenceevnen.

Løkke i årevis harceleret mod folk, der måtte leve af offentlige ydelser. "Velfærd handler om det nære. At man selv kan forsørge sin familie. At man kan betale sine regninger," sagde han på partiets landsmøde i 2010. I dag er det befriende komisk, at Løkke ikke selv var i stand til at købe de underbukser og strømper, som han gik med dengang, selv om han tjente på den gode side af halvanden million kroner. 

Løkke forklarer, at tøj er en privat sag. Men er man arbejdsløs eller modtager børnepenge, er der ingen grænser for, hvor meget myndighederne må snage, ifølge Venstre.

Sagen er bare ét eksempel på politikere, der fremstår som moralens vogtere og kræver fattigdomsløn for folket, men ikke selv har nogen hæmninger, når det handler om at rage til sig af gratis ydelser.