I dag, den 8. marts, hylder vi kvindekampen.

Men kvinderne har stadig langt til ligeløn – over 100 år, hvis det nuværende tempo fortsætter.

Det er der ikke blevet rokket ved med de seneste offentlige overenskomster i år og i 2018. Der er godt nok sat nogle små puljer af til ligeløn, men ikke noget, der er i nærheden af at kunne løse problemet.

Problemet er blandt andet, at de såkaldte kvindefag – som sygeplejersker og pædagoger – historisk er placeret lavere i lønsystemet end de ”mandefag”, vi kan sammenligne med. De tjener simpelthen for lidt i forhold til, hvad de er værd.

Meget af det stammer tilbage til en tjenestemandsreform fra 1969, hvor man havde et endnu mere nedladende syn på kvinders arbejdskraft og værd end i dag. Pædagogerne blev for eksempel sat på niveau med de ufaglærte, selv om de havde en uddannelse – det var jo kun kvinder, der gjorde deres pligt og passede børn, synes rationalet at have været.

Alligevel udstikker den forældede reform linjen for lønudviklingen den dag i dag. Måske var det på tide at rette op på den misere?

En rapport fra december 2020 viste endnu engang, at jo flere kvinder, der er i et fag, des lavere er lønnen: Hvis en offentligt ansat i et fag med 75 procent mænd tjener 30.000 om måneden, så vil en ansat i et fag med 75 procent kvinder tjene 27.000, selv om de to fag kræver lige mange år på skolebænken.

Efter overenskomstresultatet følger mange kvindefag kun lige med reallønnen. Der bliver intet gjort ved det efterslæb, der er. Et af problemerne er, at den økonomiske ramme for overenskomstforhandlingerne er alt for snæver.

Det er med andre ord en politisk beslutning. Der er kastet milliarder efter erhvervslivets top under coronakrisen, men de arbejdere, der har stået i front – blandt andet kvinder, der arbejder på hospitaler, på plejehjem og i daginstitutioner – er der ikke flere kroner til.

De blev hyldet højlydt som pandemiens helte, men da kravet blev stillet om at honorere efter fortjeneste, blev der stille igen.

En af forklaringerne skal findes i EU, der sætter hårde grænser for det offentlige forbrug og på den måde er med til at holde den økonomiske ramme nede. Budgetlov, henstillinger fra Kommissionen og finanspagt er bare andre ord for, at kvindernes løn skal forblive lav.

Derfor er der brug for både faglig og politisk klassekamp i dagens kvindekamp.

Først og fremmest er der brug for solidaritet og kampvilje – på tværs af arbejdere i det offentlige og private, de fast- og løstansatte, kvinder og mænd.

God kampdag!