På mandag starter FN's klimatopmøde COP25 i Madrid. Det er på sin plads at betragte det som årets vigtigste topmøde. Milliarder af menneskers fremtid bliver påvirket af topmødets beslutninger og af, om landene efterfølgende lever op til aftalerne.

Presset af unges stærke bølge af klimaaktivisme har klimaproblemerne fået en vis politisk opmærksomhed. Men politikerne lægger slet ikke op til beslutninger, som løser problemer og afværger katastroferne.

Det er det kapitalistiske, profitstyrede produktionssystem, der ikke er bæredygtigt, og som skal laves om.

FN's miljøprogram UNEP har op til topmødet fremlagt en rapport, som er både lysende klar og rystende alvorlig. Mens politikerne snakker om at nå målet om at holde den globale temperaturstigning under 2 grader – og helst under 1,5 grader, så viser UNEP's tal, at verden har kurs mod en temperaturstigning på mellem 3,4 og 3,9 grader inden år 2100.

Klimaeksperterne har i mere end ti år gentaget, at selv med en temperaturstigning på 1,5-2 grader, så vil hundredvis af millioner mennesker især i fattige lande lide nød, og mange vil blive nødt til at flygte fra oversvømmelser eller tørker, som vil ødelægge levevilkårene.

Med den klimaindsats, som landene i dag har besluttet at gennemføre, vil vi imidlertid ifølge UNEP opleve en dobbelt så høj temperaturstigning, og hvis det bliver virkelighed, så tælles ofrene ikke i millioner, men i milliarder.

Trods politikernes mange løfter om at fokusere på at løse klimaproblemerne, skære ned på CO2-udledningerne, investere i vedvarende energi og støtte klimatilpasning i fattige lande, så kan vi se, at viljen til i praksis at gøre det nødvendige stadig mangler.

På trods af målsætninger om at reducere udledningen af drivhusgasser så stiger udledningen.

På trods af al snak om at investere i vedvarende energi så investeres der stadig massivt i infrastruktur til brug af kul, olie og gas. Det er investeringer, som rækker halve århundreder ind i den fremtid, hvor afbrænding af fossil energi skulle være fortid.

Og løfterne til fattige lande om at stille 100 millioner dollars til rådighed om året til omstilling og klimatilpasning er lige så luftige som den atmosfære, der er overfyldt med CO2.

Vi kan konkludere, at det er viljen, der mangler. For pengene er der. Sidste år brugte verdens lande 12.129 milliarder kroner på militære udgifter, NATO-landene cirka halvdelen.

Med blot 5 procent af dette beløb ville løftet til verdens fattige lande om penge til omstilling og tilpasning kunne opfyldes.

Pengene, som skal til for at løse klimaproblemerne, kan uden problemer tages fra de militære budgetter.

Vi skal lægge maksimalt pres på politikerne og kræve løsninger af dem her og nu. Men vi må ikke nære illusioner om, hvad de vil og kan. For det er det kapitalistiske, profitstyrede produktionssystem, der ikke er bæredygtigt, og som skal laves om.

Parolen fra COP15 i København for præcis 10 år siden siger det hele i én sætning: Systemforandring – ikke klimaforandring. Eller det kan siges med ordene: Red klimaet, ikke kapitalismen.