EU tabte igen, denne gang ved parlamentsvalget i Italien.

Her vandt de to partier, som har udtrykt modstand og skepsis over for EU, komikeren Beppe Grillos 5-Stjerne-Bevægelse og det racistiske La Lega – tidligere Liga Nord.

Så længe modstanden mod magthaverne og Bruxelles udmønter sig i stemmer til ufarlige, velhavende narrehatte med bred adgang til medierne, sover magten trygt.

Til gengæld blev de etablerede partier straffet hårdt for deres nyliberale EU-kurs, nøjagtig som man sidste år så det i Frankrig, og som det er set i en række EU-lande de seneste år.

Det siger alt om, hvor langt det politiske system har bevæget sig fra befolkningen, når italienerne hellere stemmer på en gammel komiker, der har gjort sig bemærket ved at arrangere Rend-mig-i-røven-festivaler. Og det er netop beskeden til eliten og EU: Rend mig i røven.

Det er frygten, vreden og apatien over stigende ulighed, fattigdom, underbeskæftigelse og mangel på fremtidsudsigter, der taler. Den kapitalistiske krise og EU-politikken har spillet fallit, og tilliden til den stadig mere centraliserede magt er væk. Det såkaldte centrum-venstre har endnu engang fået læsterlige tæsk.

Men valget i Italien fortæller også historien om manglen på politiske alternativer.

Manglen på en bevægelse, der vil tage et reelt opgør med  EU og det politiske og økonomiske system og kæmpe for solidariske løsninger. Ventrefløjen fik et elendigt valg. Modstanden mod den etablerede politik står uden retning.

Valgets sejrherrer er ikke farlige for systemet. Jo nærmere 5-Stjerne-Bevægelsen er kommet magten, jo mere har de afsværget sig den konsekvente EU-modstand og den elite, man buldrer løs imod. Højrepartiet Forza Italias leder Silvio Berslusoni har over for EU garanteret, at en regering bestående af det ekstreme højre ikke vil anfægte unionsmedlemskabet. Man er vel venner.

Så længe modstanden mod magthaverne og Bruxelles udmønter sig i stemmer til ufarlige, velhavende narrehatte med bred adgang til medierne, sover magten trygt. Den lever fint med fascistiske toner og politisk gøgl, der anråber, men ikke truer de reelle magthavere.