Meget tyder på, at en ny krise er under opsejling. Eller rettere at den krise, som startede i 2008, og som imperialismen midlertidigt har kunnet mane væk, nu ser ud til snart at brage videre med fornyet kraft.

Trods negative renter er investeringer i produktion faldet til det laveste niveau siden krisen i 2008, og kapitalismens hovedlande oplever faldende vækst og faldende industriproduktion. Samtidigt udsteder flere lande statsobligationer med negativt udbytte.

Om den næste krise bliver startskuddet til en social omvæltning eller monopolernes plan B afgøres af, hvem der kan mobilisere den arbejdende befolkning.

Alt tyder på, at lapperierne, som systemsnedkerne har udført på kapitalismen, vil betyde en bredere og dybere krise end den, vi så udfolde sig i årene efter 2008.

I en artikel på Finans.dk kunne man forleden læse, hvordan dårlige lån (såkaldte NPL) fra det sydlige Europa sælges til investorer i nord – blandt andet pensionsselskaber i Danmark. En risikabel udvikling ifølge Morten Kongshaug, tidligere investeringsstrateg hos Industriens Pension og nu partner i Copenhagen Allocation Partners.

– Gælden er blevet flyttet, sådan at den går ned andre steder end i bankerne. Hvis de her produkter (NPL, red.) begynder at underperforme, så vil pensionskasserne agere som en samlet gruppe og begynde at sælge ud. Så ruller snebolden, og så styrter det, siger han til Finans.

Det er altså ikke kun de store banker, der vil falde omkuld denne gang. Langt flere små og store investorer vil blive ramt hårdt – og som altid vil almindelige arbejdere stå tilbage med den største regning.

Krisen kommer. Det er der ingen tvivl om. Om der går uger eller år er ikke til at sige, for som den verdenskendte økonom Ha-Joon Chang forleden sagde til Politiken, så er kapitalismen i stand til at "køre på en tom tank i et stykke tid".

Det store spørgsmål, der står tilbage, er, om den revolutionære del af arbejderbevægelsen er klar, når krisen kommer?

For det er gammelkendt viden, at kriser ryster systemet. Lige så velkendt er det, at sådanne rystelser lige så vel kan føre til reaktion og fascisme, som de kan føre fremad til noget nyt og bedre.

At systemets vogtere frygter for sociale opstande tales der åbent om, derfor vil det være naivt at tro, at der ikke arbejdes for en plan B, hvis systemet står overfor et kollaps. En sådan plan B så vi tilbage i 30'erne, hvor storkapitalen satsede på fascismen som bolværk mod den sociale revolution.

Om den næste krise bliver startskuddet til en social omvæltning eller monopolernes plan B afgøres af, hvem der kan mobilisere den arbejdende befolkning. En revolutionær platform, der kan samle bredt i arbejderklassen, er altså en nødvendighed.

Herfra skal der derfor lyde en opfordring til at lægge individualistiske præferencer til side og holde øjnene stift rettet mod de kampe, som kan samle bredt, og som styrker arbejderklassen og giver den tro på egne kræfter. Det bliver der brug for, når krisen kommer.